Jeg har faktisk aldrig mødt min far, og min mor dukkede op kun sjældent som en gæst, man egentlig helst ville undgå. Først senere, da jeg var stor nok til at have rigtig brug for svar, fortalte mine plejere hvordan jeg endte på børnehjemmet. Jeg var kun omkring ét år, da jeg fik lungebetændelse. Udmattet af sygdommen stoppede jeg helt med at græde. Jeg lå stille i tremmesengen i flere dage og forsvandt langsomt, mens min triste mor skyllede Tuborg ned i stuen ved siden af.
Jeg blev født ind i en familie med en mor, der nærmest havde et romantisk forhold til snapsen. Hun drak i dagevis, og lyden af flasker, der blev åbnet, var min vuggevise. Naboerne klagede efterhånden over et barn, der græd uafbrudt, så min mor besluttede en dag at tage mig med på hospitalet. Da sygeplejersken kom ind for at tjekke mig, stod jeg bogstaveligt talt i flammer. Mit tøj brændte, og det skulle tre mennesker til at slukke mig. Jeg kom direkte på akutmodtagelsen, hvor de behandlede mine brandsår. Og mens jeg lå der, dukkede min mor ikke op bare én eneste gang for at se til mig.
Den glæde, jeg faktisk fandt på børnehjemmet, fulgte mig videre i livet endda til min første fødsel. Jeg fik en uddannelse og et fremragende job, og min lejlighed var både rummelig og flot indrettet. At bo der gav mig en stor portion livsglæde. Familien, vi fik stablet på benene en slags mirakel lavet af surrogat-kærlighed var noget helt særligt. Der manglede kun én ting: vores eget barn…
Min mand og jeg valgte at adoptere en toårig pige fra et børnehjem. Folk omkring os kiggede skævt og advarede os som danskere nu gør: Tænk på alle de arvelige sygdomme, hun kan slæbe med! Men vi hørte ikke efter. Vi tog hende med, da vi flyttede til København og gamblede med, om hun mon ville blive ramt af en mystisk genetisk gene. Men hun har fra dag ét været frisk som en havørn!
I dag takker jeg Gud eller bare mit held hver dag for, at jeg tænker med min egen knold i stedet for at lade mig påvirke af andres frygt. Intet af det, lægerne advarede imod, er blevet virkelighed: Mit barn er sundt og vokser. For mig er det egentlig ret komisk, hvor ivrige vi er efter at give dårlige gener skylden for alt dårligt i livet. Ligesom om kærlighed, omsorg og livsomstændigheder ikke betyder noget, og det hele bare er biologiens skyld. Det eneste, et barn virkelig behøver, er kærlighed og en følelse af at være vigtig så bliver de gode mennesker af sig selv.
Nu er femårsdagen for Annas adoption lige rundt om hjørnet, og jeg er ærligt talt lidt nervøs. Jeg elsker min søn lige så højt som hende hun er min familie, lige som ham. Men indeni rumsterer frygten: Tænk, hvis Anna opdager, at hun er adopteret, og bliver dybt ulykkelig. Hvordan starter jeg overhovedet den samtale hvis jeg ikke når at gøre det, før en eller anden famøs fætter, der har drukket for mange øl til julefrokosten, afslører det for hende? Jeg må indrømme, at tanken skræmmer mig mere end alt det andet!
