Jeg har aldrig set min far, og min mor kiggede kun sjældent forbi. Først meget senere, da jeg var ældre, fortalte plejepersonalet mig, hvordan jeg endte på børnehjemmet. Da jeg var cirka et år, blev jeg ramt af lungebetændelse. Sygdommen gjorde mig slap, og gråden forsvandt fuldstændigt. Som i et mærkeligt halvdunkelt mareridt, lå jeg stille i min vugge flere døgn og gled langsomt bort, mens min triste mor sad i stuen ved siden af og drak Tuborg i fjernlys.
Min familie var lille kun min mor og jeg og flaskernes rumlen gennem lejligheden holdt mig vågen nat efter nat. Naboerne begyndte at brokke sig over min gråd, så en dag marcherede min mor med mig til Rigshospitalet. Da sygeplejersken trådte ind for at se til mig, opdagede hun, at mine tøj var i flammer; branden slikkede sig op ad min natkjole, og det tog tre folk fra vagtstuen at slå ilden ned. Jeg blev båret ind på skadestuen, hvor lægerne behandlede mine forbrændinger, men min mor glemte helt at besøge mig.
Livets skævhed ophørte ikke med børnehjemmet faktisk begyndte en underlig lykke dér. Efter mange års venten fik jeg min første datter, og alt blev anderledes igen. Jeg fik min uddannelse, skaffede mig et godt job, og jeg havde en rummelig lejlighed i Frederiksberg med Aalto-møbler og bløde tæpper. Hele rummet duftede af tryghed, og vi elskede hinanden som en mærkværdig, men varm surrogatfamilie. Men der manglede alligevel noget: Vores egen unge.
Min mand og jeg besluttede os for at adoptere en lille pige fra børnehjemmet på Østerbro. Mange advarede os med gamle historier og dystre forudsigelser men vi lyttede ikke. Vi tog hende med over Langebro, og ja, vi løb risikoen for arvelige sygdomme og skjulte skavanker, men siden da har hun været helt frisk!
I dag takker jeg Vorherre dagligt, for at jeg er i stand til at tænke selv og ikke blot tager andres ord for gode varer. Ikke én af lægernes bekymringer er blevet til virkelighed; min datter er sund og vokser op til at være stærk. For mig er det alt for let at give genetikken skylden for de problemer, der kan ramme et barns liv som om kærlighed og omsorg er ligegyldige. Man kan sige, det er lettere at pege på arv end på miljø, men jeg tror, det eneste et barn virkelig har brug for, er kærlighed og følelsen af at høre til for at vokse sig til et godt menneske.
Nu nærmer den femte årsdag for Annas adoption sig, og jeg føler uroen snige sig ind. Jeg elsker min søn lige så højt; de er begge min familie, uanset blod. Men inde i mig er der denne frygt for, at Anna en dag vil få at vide, hun er adopteret, og ikke vil kunne håndtere det. Hvordan skal jeg nogensinde åbne den samtale, hvis hun stiller spørgsmål? Vil hun kunne forstå? Tanken føles som en sky, der vokser ligesom frygten for, at en fremmed skal komme hende i forkøbet og afsløre det før mig.
