Min mand mente, at jeg skulle passe hans mor – men jeg havde helt andre planer – Min mor flytter ind hos os i morgen tidlig. Jeg har allerede aftalt med onkel Knud, han hjælper med flyttekasserne. Og lad nu være med at se sådan ud, Mette, vi har ikke noget valg. Hun har haft alvorligt forhøjet blodtryk, hun har brug for pleje, god dansk mad og ro. Du arbejder jo hjemmefra, så det er da ikke meget forlangt, at du lige sørger for lidt suppe og måler blodtryk en gang imellem. Kasper sagde det med den dér bestemthed, der ikke indbyder til diskussion, mens han stak gaflen i frikadellerne, som om emnet var lukket. Mette stivnede midt i at skære brød, kniven svævede over den mørkekerne rugbrødsskive. Hun lagde langsomt kniven ned og så på sin mand. Kasper, hendes ægtemand gennem tyve år, sad i det hyggelige køkken, hun selv havde indrettet, og mente tydeligvis, at hendes liv kunne planlægges uden at inddrage hende – som om hun bare var en praktisk assistent til køkkenmaskinen og blodtryksapparatet. – Kasper, – lød hendes stemme lavt, men med den stålfasthed, der normalt varslede storm – hvilket Kasper tydeligvis overså, optaget af frikadellen. – Har du overhovedet spurgt mig? Jeg har altså årsafslutning lige nu. Jeg arbejder hjemmefra, det er ikke det samme som bare at gå hjemme. Jeg har brug for ro – ikke en svigermor, der kalder non-stop efter tabletter eller klager over alt mellem himmel og jord. Kasper så op – oprigtigt forundret og en smule irriteret. – Mette, nu overdriver du. Det er altså min mor. Familie. Ikke en eller anden fremmed. Hvor skulle hun ellers være? Hun kan ikke være på hospitalet for evigt, og vi har ikke råd til plejehjem eller hjemmehjælp – ikke med billånet og det hele. Du er jo hjemme hele dagen. Det tager vel ikke mere end fem minutter at hjælpe lidt? – Fem minutter? – Mette lo tørt. – Din mor, Karen, kræver opmærksomhed tyvefire timer i døgnet. Kan du huske sidste sommer i sommerhuset? Hun havde mig i gang hele tiden: teen var for varm, puden for hård, og vinden vendte altid forkert. Og da var hun ellers rask! Forestil dig nu, når hun virkelig føler sig syg. – Du gør det værre, end det er, – slog han ud med hånden. – Det er altså kun midlertidigt. En måneds tid, så kommer hun på benene igen og tager hjem. Du, som kvinde, burde vise lidt næstekærlighed. Det ord – “burde” – skar i Mettes ører. Hele sit liv havde hun skullet være den gode værtinde, den perfekte mor (indtil sønnen flyttede til Odense for at studere), den forstående hustru, den pålidelige medarbejder. Nu, da hun fyldte 45, og karrieren for alvor tog fart, forsøgte Kasper at lægge et nyt krav på hendes skuldre. Karen, svigermoren, havde været butikschef det meste af sit liv, vant til at bestemme og få sin vilje. Hver en hovedpine blev til en verdenskatastrofe, og nu regnede Kasper tydeligvis med, at det hele skulle lægges over på Mettes skuldre. – Det går ikke, Kasper, – sagde Mette fast. – Jeg har andre planer. – Hvilke planer? – fnøs han. – Skal du bare se Netflix? – Jeg skal tage mig af regnskabet for en butikskæde. Det er stort ansvar og gode penge. Jeg kan ikke blive afbrudt konstant. – Drop det, – sagde Kasper let, mens han brækkede et stykke brød af. – Vi klarer os også uden. Din svigermors helbred er vigtigere. Lad nu være med at være egoistisk, Mette. I morgen kl. 10 henter vi hende. Gør gæsteværelset klar, skift sengetøj og lav kyllingesuppe. Hun må ikke få noget, der er for fedt. Han rejste sig fra bordet, smed servietten og gik ind i stuen – selvfølgelig overbevist om, at han havde sidste ord som altid. Mette blev siddende. Skumringen faldt på udenfor, og tankerne kørte rundt i hovedet: Hvis jeg bøjer mig nu, er jeg bare den gratis hjemmehjælper resten af svigermors dage. Opløftet af morgendagens samtale med sin chef, Jytte, tog hun en beslutning. “Vi åbner en ny afdeling i Aarhus. Du er vores bedste bud til at starte det op. Rejse i op til halvanden måned, dobbelt løn, lejlighed betalt. Kan du melde tilbage i morgen?” Nu vidste hun – det var ikke bare et jobtilbud. Det var hendes livline. Senere samme aften, mens Kasper flød foran fjernsynet, fandt hun kufferten frem. – Hvad laver du? – spurgte han dovent uden at fjerne blikket fra skærmen. – Rydder op? Det trænger da. – Jeg rejser, Kasper, – svarede Mette roligt, mens hun pakkede bluserne ned. Kasper slukkede for lyden, vendte sig mod hende. – Hvor skal du hen? Hjem til din mor i Rønne? Hun bor jo på Bornholm! – Nej. Jeg skal til Aarhus på arbejde. I halvanden måned. Stilhed. Kasper så på hende, som om hun var blevet vanvittig. – Det mener du ikke. Hvad så med min mor? Hvem skal tage sig af hende? – Det må du. Det er jo DIN mor. Familie. Ikke en fremmed mand fra gaden. – Du må være sindssyg! – råbte han og sprang op. – Jeg arbejder! Hvem skal give hende medicin og mad i dagtimerne? – Tag ferie. Eller tal med dit arbejde om hjemmearbejde, ligesom du mente, jeg bare kunne. Du mente jo, at jeg skulle opgive mit arbejde for familien – så vis lidt næstekærlighed nu. – Det er forrådt! – råbte han. – Du gør det her for at hævne dig! – Nej, Kasper. Jeg blev tilbudt opgaven i morges. Men du hjalp mig med at tage beslutningen. Du har selv sagt: Vi mangler penge, og på denne måde kan vi måske endda få råd til pleje, hvis det bliver nødvendigt. Hun pakkede videre. Ordnet, roligt. Tandbørste, make-up, joggingtøj, laptop. Kasper fløj hektisk rundt, svingede med armene, truede med skilsmisse og tiggede. – Hvordan kan du svigte en hjælpeløs gammel dame?! – Hun er jo ikke alene. Hun har sin kærlige søn – dig. Jeg har bestilt en taxa. Toget går om to timer. – Du tør ikke! – han blokerede døren. Mette gik hen til ham, så ham lige i øjnene. – Jeg tør. Jeg har vasket dine skjorter og lavet din mad i 20 år, og jeg har taget nok hensyn til både dig og din mor. Jeg vil leve mit eget liv. Flyt dig, ellers tager vi også at dele alt andet, hvis det skal være. Kasper trådte til side. Han havde aldrig set sin kone sådan – stærk, beslutsom og grænsesættende. Da hoveddøren smækkede, var han alene. Næste morgen ankom svigermor. Karen kom rullende ind med sit regale udtryk og tre gigantiske tasker, fyldt med gamle plaider, syltetøjsglas og billeder. – Hvor er Mette? – spurgte hun svagt fra gæstesengen. – Jeg synes, hovedpuden er forkert. – Mette… tog til Aarhus. På arbejde. Det var akut, – mumlede Kasper, mens han bar taskerne ind. Karen lagde dramatisk hånden på hjertet: – Hvordan kan hun forlade os i sådan en situation? Jeg har jo brug for suppe og omsorg! – Jeg skal nok tage mig af dig, mor. Så begyndte mareridtet. Kasper fik selvfølgelig ikke fri fra arbejde – chefen ville ikke høre tale om det. Hjemmearbejde blev til ingenting. Klokken syv bankede Karen på væggen med sin stok. – Kasper, blodtrykket! Skynd dig. Jeg kan mærke det på mig… Kasper rendte rundt med måleapparat, lavede sølet havregrød – – Vil du forgifte mig?! – hulkede Karen. Midt på formiddagen ringede hun konstant: – Kasper, jeg kan ikke finde fjernbetjeningen! – Kasper, jeg trækker! – Kasper, har jeg taget den røde eller blå pille, eller begge?! Om aftenen kom han hjem til kaos, hvor Karen havde fundet kræfter til at gennemgå alle skabe og kommentere på Mettes rengøring (“Hun er nu sløset!”). Kasper klarede sig med færdigretter og opgivende hovedrysten. Efter en uge så han forfaldet. Arbejdsgiver brokkede sig. Karen krævede mere og mere. En dag kom han hjem tidligere og opdagede, at Karen – som ellers havde ringet og klaget over lammelser – svingede rundt på en stol for at gøre rent i loftlampen. Da hun hørte nøglen, kastede hun sig dramatisk på sengen og stak hovedet under dynen. – Kasper, kommer du nu? Jeg kan dårligt bevæge mig! Han så på hende. Noget slap i ham. – Mor, jeg så det godt. – Så hvad? – Stuntsene på skamlen. Du er frisk nok. Du har taget gas på os. Pludselig blev hun arrig: – Jeg ville bare hjælpe dig! Mette ville aldrig gøre det! – Stop, mor. Det er MIG, der har været dum. Nu bliver der andre boller på suppen. Senere ringede han til Mette i Aarhus for første gang i en uge. – Jeg har forstået det hele forkert, Mette. Jeg beklager. – Godt at høre. Du skal nok overleve. Brug tiden fornuftigt, så tror jeg, vi alle bliver klogere. – Jeg lover det. Næste dag meldte Kasper Karen til privat lægeundersøgelse. Fandt lægen noget alvorligt, ville han hyre en hjemmehjælper. Ellers hjem til egen lejlighed og besøg fra kommunen. Tre uger senere ville Karen hjem igen – til eget hjem, nabohjælp og brok over vejret. Da Mette vendte hjem, var der ro, rent og stearinlys på bordet. Kasper stod klar med blomster, ydmyghed og ny respekt. Siden den dag blev der indført nye regler. Mette sagde nej, Kasper løftede dagens opgaver, og alle grænser blev tydelige. Karen forsøgte stadig, men der var ikke mere plads til manipulation. – Mor, ringer du igen og påstår du er ved at dø, ringer jeg til lægevagten – og kun dem. Mette lærte det vigtigste: Sæt grænser. Ellers ender du med at leve nogen andens liv. Og hvis du skal helt til Aarhus for at redde dig selv – så gør det. Det er dét værd.

Mor flytter ind hos os i morgen tidlig. Jeg har allerede aftalt med onkel Poul, han hjælper med at flytte hendes ting. Og lad være med at se sådan ud, Mette, vi har ikke noget valg. Hun har lige haft en alvorlig blodtrykskrise, hun skal have konstant omsorg, hjemmelavet mad og ro. Og du er jo alligevel hjemme hele dagen og arbejder hjemmefra, så det kan ikke være svært for dig lige at varme lidt suppe og måle hendes blodtryk.

Søren sagde det med den slags stemme, der ikke indbyder til diskussion, mens han koncentrerede sig om sin tallerken hønsekødssuppe, som om sagen var afgjort. Mette, der stod og skar rugbrød, frøs med kniven i hånden. Brødet raslede næsten ud af hendes hånd. Hun blev først iskold indeni, så fik hun et stik af vrede.

Langsomt lagde hun kniven fra sig og så på sin mand. Søren, hendes mand gennem tyve år, sad der i det køkken, hun havde indrettet med kærlighed, og omorganiserede hendes liv, som om hun bare var et tilbehør til blodtryksmåleren.

Søren, sagde Mette lavt, men med den klang i stemmen, som plejede at varsle storm om end Søren ikke anede uråd, optaget af at fiske kyllingekød op med skeen. Har du spurgt mig? Jeg har faktisk travlt med årsregnskabet lige nu. Jeg arbejder hjemmefra, jeg sidder ikke bare hjemme. Der er stor forskel. Jeg har brug for ro og koncentration, ikke at hente piller og høre på brok.

Endelig kiggede Søren op, fuld af forbløffelse og irritation.

Mette, kom nu. Det er jo min mor! Ikke en eller anden fremmed. Hvor skal hun ellers gøre af sig? De holder hende ikke på hospitalet i lang tid, og vi har ikke råd til en hjemmehjælper vi har jo stadig afdrag på bilen. Du sidder jo bare foran computeren hele dagen hvor svært kan det være at tage fem minutters pause?

Fem minutter? Mette lo tørt. Din mor, Grethe, kræver opmærksomhed døgnet rundt. Kan du huske sommeren i sommerhuset? Hun sled mig op med krav: teen var for varm, hovedpuden for hård, og solen stod forkert. Og da var hun rask! Forestil dig nu, hvor hun rigtig kan gøre sig syg.

Du overdriver bare, snøftede Søren. Mor bryder sig bare om orden. Og det er jo midlertidigt! Hun er her måske en måned, så flytter hun tilbage. Og du, som kvinde, burde udvise omsorg.

Ordet “burde” stak i øret. Hele sit liv havde Mette “skullet” noget: Skulle være god husmor, kærlig mor (indtil sønnen flyttede hjemmefra for at læse i Aarhus), forstående kone, pligtopfyldende medarbejder. Og nu, i en alder af femogfyrre, hvor sønnen var voksen og karrieren blomstrede, prøvede Søren igen at trække en pligt over hovedet på hende.

Svigerinden Grethe var en særpræget dame. Hun havde arbejdet hele sit liv i butik og var vant til at bestemme og tro, hun var verdens midtpunkt. Ethvert lille ubehag udviklede sig hurtigt til en krise, hvor alle måtte deltage. Men denne gang skulle det hele åbenbart lande på Mettes skuldre.

Det kan jeg ikke, Søren, sagde Mette fast. Jeg har andre planer.

Hvilke planer? fnyste Søren. Skal du se serier?

Jeg har fået tilbudt at stå for regnskabet for en stor butikskæde. Det betyder mere ansvar, men også langt bedre løn. Det kræver alt mit fokus.

Så sig nej, kommenterede Søren koldt og brækkede en bid brød af. Vi skal nok klare os, og min mors helbred går forud for alt. Vær nu ikke så egoistisk, Mette. Vi kommer med hende i morgen klokken ti. Du må gøre gæsteværelset klar, skifte sengetøj, og lave kyllingebouillon intet fedt til hende.

Han rejste sig, kastede servietten på bordet og forlod køkkenet, sikker på at have fået det sidste ord. Sådan plejede det at gå Mette knurrede lidt, men føjede sig altid til sidst.

Mette blev siddende tilbage. Udenfor var det begyndt at mørkne, gadelygten vippede i vinden. Hun tænkte: Hvis jeg bøjer mig nu, er det slut. Så bliver jeg hjemmehjælper gratis, måske for evigt. For højt blodtryk går ikke væk igen.

Hun tænkte på sin samtale med sin leder, Kirsten, tidligere samme dag:

“Mette, vi starter et nyt kontor op i Odense. Jeg har brug for en, der kan sætte hele regnskabssystemet i gang. En måneds tid, måske lidt mere. Vi stiller bolig til rådighed, og lønnen er dobbelt op. Du er min førsteprioritet. Men jeg skal vide det allerede i morgen.”

Om morgenen tvivlede Mette. Fremmed by, fremlejet lejlighed, efterlade sin mand? Det virkede forkert. Men nu, mens hun så på Sørens tomme tallerken, indså hun: Det var ikke bare et arbejdstilbud, men en redningsplanke.

Hun ryddede stille op, satte servicen i opvaskemaskinen og gik ind i soveværelset, hvor Søren lå foran tvet. Mette tog roligt kufferten frem fra skabet.

Hvad laver du? mumlede Søren uden at vende sig. Du skulle have ryddet ud, halvdelen skal jo bare smides ud.

Jeg rejser, Søren, sagde hun roligt og foldede skjorter sammen.

Søren slukkede tvet, satte sig op.

Hvor skal du hen? Hjem til din mor? Hun bor jo i Holstebro.

Nej. Jeg skal på forretningsrejse. Til Odense. En måned, måske lidt mere.

Der blev stille. Søren gloede på Mette, som om hun var blevet to hoveder.

Er det her en joke? Hvad med mor? Hvem skal tage sig af hende?

Du, Søren. Du er jo hendes søn.

Er du skør?! Jeg går på arbejde! Jeg tager hjemmefra klokken otte, kommer hjem klokken syv! Hvem skal give hende hendes medicin i løbet af dagen? Hvem laver mad?

Tag ferie. Eller fleksibel arbejdstid. Det var jo dig, der foreslog at jeg skulle opgive min strategi for familiens skyld nu kan du også udvise lidt omsorg.

Det er forræderi! råbte Søren, hans kinder blev knaldrøde. Du gør det kun for at tage hævn!

Nej, Søren. Jeg fik tilbuddet i morges. Jeg har været i tvivl. Men du hjalp mig. Forresten, vi mangler jo penge, der skal betales af på bilen. En hjemmehjælper har vi ikke råd til men måske kan det lade sig gøre for projektlønnen. Ellers må du selv klare det.

Hun pakkede videre, roligt: tandbørste, makeup, joggingtøj, laptop. Søren marcherede rundt i værelset, råbte, truede med skilsmisse, bad om medlidenhed.

Hvordan kan du forlade en hjælpeløs, gammel kvinde?! udbrød han dramatisk.

Hun bliver ikke forladt. Hun er hos sin kærlige søn, svarede Mette, mens hun lynede kufferten. Jeg har bestilt en taxi. Toget går om to timer.

Det kan du ikke gøre! Søren stillede sig i vejen.

Mette gik tæt på ham, så ham lige i øjnene.

Jo, det kan jeg. I tyve år har jeg vasket dine skjorter, lavet din aftensmad og udholdt din mors evindelige klager. Nu er det nok. Hvis du ikke flytter dig, søger jeg skilsmisse, og så deler vi ikke bare omsorgen for din mor, men også lejligheden.

Søren flyttede sig. Han var målløs Mette havde aldrig talt sådan før. Den blide, føjelige Mette var væk; nu stod der en fremmed, beslutsom kvinde.

Da hoveddøren smækkede, sad Søren alene i stilheden. Og næste morgen kom Grethe.

Hun ankom som en bortvist dronning med tragisk mine og tre kæmpe tasker, primært fyldt med glassyltetøj, gamle plaider og billedet af Grundtvig.

Hvor er Mette? spurgte hun svagt, mens hun satte sig på børnebørnets gamle værelse. Kunne du ikke lægge puden bedre, her trækker det sådan.

Mette… er taget afsted, sagde Søren. Forretningsrejse. Hun blev hasteindkaldt.

Svigermor blev dramatisk og lagde hånden på sit bryst.

Hvordan kan hun efterlade mig? Jeg er svag, jeg skal have bouillon hver tredje time. Jeg har rutiner! Søren, hvordan kunne hun forlade sin mands mor? Det er ikke menneskeligt!

Jeg skal nok tage mig af dig, mor.

Så begyndte mareridtet.

Søren fik naturligvis ingen ferie chefen sagde nej, og projektet var presset. Han prøvede at arbejde hjemmefra på halve dage, men det holdt ikke i længden.

Klokken syv om morgenen bankede Grethe på væggen med sin stok (som hun ellers ikke rigtig behøvede), og råbte:

Søren, mit blodtryk! Mål det, jeg tror jeg dør.

Søren, knapt udhvilet, greb blodtryksapparatet. Grethe havde fin måling men jamrede og krævede dråber, te med citron (præcis to teskefulde sukker, ikke omrørt!) og varme på fødderne.

Derefter skulle der koges grød. Søren kunne kun lave spejlæg og rugbrødsmadder, grøden brændte naturligvis på.

Vil du forgifte mig?! græd Grethe, mens hun rodede i sort havregrød. Det har Mette sikkert lært dig, så du kan skaffe mig af vejen!

Om dagen tog Søren på arbejde og efterlod Grethe med termokande og rugbrødsmadder. Telefonen ringede hvert tyvende minut:

Søren, jeg kan ikke finde fjernbetjeningen!

Søren, her trækker det, hvordan lukker jeg vinduet?

Søren, har jeg drukket den røde eller blå pille? Kom hjem og tjek!

Når Søren kom hjem til et kaotisk hjem, fik han skældud og kæmpede sig gennem enetaler om hans dårlige kone og hvor ussel han var blevet.

Efter en uge lignede Søren et spøgelse. Han havde glemt vigtige ting på jobbet og fik en påtale. Hjemme var Grethe utrættelig hun krævede opmærksomhed, selskab, medlidenhed.

Måske skulle du se lidt TV, mor, så jeg kan arbejde? tryglede Søren.

Du bekymrer dig mere om dit job end din syge mor! så græd Grethe. Jeg dør nok i nat, så ved du det!

En eftermiddag kom Søren uventet tidligt hjem og så gennem sprækken i døren: Grethe, som lige havde klaget i telefonen over “ulidelige smerter”, stod på en skammel og pudsede lysekronen. Da hun hørte Søren, hoppede hun hurtigt ned, kastede sig på sofaen og lagde tæppet omkring sig.

Søren, er du allerede hjemme? klynkede hun, jeg kan knap nok røre mig. Vil du ikke hente et glas vand?

Søren stod længe i døren. Noget brast indeni den navlestreng, hun havde trukket i i årevis.

Mor, sagde han stille. Jeg så det.

Hvad så du? Grethes øjne flakkede.

Du render rundt på stige. Du fejler ikke noget, mor. Du leger bare syg for at få opmærksomhed.

Hvordan kan du sige sådan noget! hvæsede Grethe, nu helt rask i stemmebåndet. Jeg ville bare gøre rent for din skyld! Det er sølet! Mette har forvandlet dig til en utaknemmelig søn!

Utaknemmelig? Søren grinede bittert. Jeg har sovet fire timer om natten, næsten mistet jobbet. Mette flygtede på grund af dit hysteri. Og du laver teater.

Mette er ond! råbte Grethe. En rigtig slyngel! Hvis hun var en rigtig kone, ville hun vaske mine fødder endnu!

Hun ER en god kone, mor. Det er mig, der har fejlet som mand. Jeg har tvunget hende til at løse noget, der slet ikke bør være hendes ansvar ja, måske heller ikke mit.

Samme aften ringede Søren for første gang til Mette i en uge.

Hej det er mig.

Hej, Søren. Gik det galt med mor?

Nej, tværtimod. Alt for godt. Mette, jeg jeg dum.

Det ved jeg kom det drilsk fra Mette. Hvad er der sket?

Jeg kan ikke mere. Hun er rask. Jeg så det selv. Hun er en energivampyr. Jeg så hende pudse lysekrone, lige efter at have jamret.

Mette lo.

Jeg havde nu min mistanke, Søren. Akrobattricks indgår sjældent i en blodtrykskrise.

Hvornår kommer du hjem? spurgte han håbefuldt.

Om en måneds tid. Jeg har skrevet under på kontrakten.

En måned sukkede Søren. Jeg ved ikke, om jeg holder til det.

Det gør du, sagde Mette blidt. Tænk på det som erfaring. Lærerigt at forstå, hvad omsorg og husarbejde kræver.

Mette, undskyld. Jeg forstår nu, at din karriere er vigtig. Du er vigtig.

Godt du siger det. Nå, jeg må til møde. Hils mor.

Søren lagde på. En måned endnu. Men nu vidste han, hvad han ville gøre.

Han gik ind til Grethe, der lå med ryggen til.

Mor, i morgen tager vi til en privat kardiolog. Hele pakken: EKG, blodprøver, det hele. Hvis han siger, du er syg nok til at have brug for hjælp, betaler jeg for en professionel hjemmehjælper. Skrap type, ingen pjat.

Hjemmehjælper? Grethe satte sig op. Skal vi bruge penge på det? Det kan jeg da

Nej, mor. Du er jo syg, siger du. Du må have en professionel. Og hvis lægen siger, du er rask, tager du hjem i din egen lejlighed igen. Så kan kommunen komme forbi med varer to gange om ugen.

Vil du smide din egen mor ud?!

Jeg hjælper dig hjem til trygge rammer. Her er altid træk, og Mette er slem. Hjemme har du gode naboer.

De næste tre uger blev et skakspil. Lægen konstaterede ingen alvorlige sygdomme, kun almindelige alderstegn. Grethe forsøgte sig med skuespil, men Søren ringede hver gang efter Falck tre gange, så opgav hun.

Hun pakkede selv sine ting.

Kør mig hjem, annoncerede hun. Her er elendigt, og du er blevet hjerteløs. Din kone har ødelagt dig.

Søren kørte hende, bar taskerne op og fyldte køleskabet.

Jeg kommer forbi i weekenden, mor. Men vi bor hver for sig. Det er bedst for os alle.

Da Mette vendte hjem, blev hun mødt af en skinnende ren lejlighed og ualmindelig ro. På banegården stod Søren med en stor buket blomster. Han så udslidt ud, men der var noget nyt i hans blik. Respekt og bevidsthed.

Over aftensmaden (bagt fisk, som Søren selv havde lavet udmærket!) sagde han:

Jeg har savnet dig. Ikke bare fordi hverdagen var hård. Uden dig er lejligheden tom.

Jeg har også savnet dig, smilte Mette. Projektet gik fantastisk. Jeg har fået lønforhøjelse og nu skal jeg lede filialerne. Det betyder flere forretningsrejser.

Søren så anspændt ud, men nikkede.

Det er flot. Jeg er stolt af dig.

Hvordan går det med din mor?

Hun ringer stadig og klager over naboer, systemet, vejret. Men hun har det bedre. Tove fra opgangen kommer forbi for en flad 500er om måneden og handler ind for hende. Det er faktisk billigere for os og langt nemmere.

Mette tog hans hånd.

Ved du hvad, Søren? Jeg er glad for, det skete sådan her. Nogle gange skal man helt ud på kanten for at indse ting.

Ja, sagde han. For eksempel at konen ikke er en tjenestepige, men en partner.

Siden da gjaldt nye spilleregler. Mette var ikke længere bange for at sige nej. Og Søren forstod, at omsorg for familie ikke er et rent kvindeansvar. Grethe forblev sig selv, men hendes manipulationer prellede nu af på den fælles front mellem ægtefællerne.

Og da svigermor næste gang ringede og mumlede Jeg er ved at dø, kom straks, sagde Søren:

Mor, jeg ringer efter lægevagten. Bliver du indlagt, kommer jeg på besøg. Bliver du sendt hjem, så drik noget kamillete.

Utroligt nok holdt “døden” pause.

Den historie lærte Mette, at man skal sætte grænser selv overfor de nærmeste. Ellers risikerer man, at leve efter andres manuskript. Og hvis det kræver, at man tager til Odense i månedsvis så er det rejsen værd.