Min mand har aldrig brudt sig om, når han blev fanget i lidt fjollede situationer han var jo trods alt en rigtig mandfolk. Derfor listede jeg engang lydløst hen til døren til badeværelset, lod blikket glide ind, nød synet jeg blev mødt af, vendte mig bag væggen og jeg tror næsten, jeg fik hikke af at holde latteren inde.
Hvis du er en god mis, så sig miav!
Hvis du er den bedste mis, så sig miav…
Hvis du er min elskede mis, så sig miav!
Min mand, Mikkel, nynnede sagte, mens han badede vores gamle kat, som vi kaldte Viggo. Normalt fik han kløer og tænder at føle, for Viggo hadede virkelig vand, jamrede, bed og skreg men lige den dag, ja, enten nød han Mikkels sagte sang eller også var det af barbedøvelse.
Vi vasker din fine ryg sig miav…
Vi vasker dine bløde poter sig miav…
Vi vasker din flotte hale sig miav…
Miav, peb Viggo lavmælt.
Jeg lå skjult bag væggen, parat til at segne af latter… Den dag i dag ærgrer jeg mig stadig over, at jeg ikke optog det, men ærligt talt, med sådan et bevis over min mand havde jeg nok ikke overlevet natten.
Nå, kan du ikke lide det? Skal jeg synge noget andet for dig så? spurgte Mikkel blidt.
Miav, klagede Viggo igen.
Mikkel stod stille et øjeblik og begyndte så tyst at synge stadig mens han sæbede katten ind:
Regnen maler streger på mit grædende vindue
Dit sørgmodige ansigt, madonna…
Mine tårer stod mig nærmest i øjnene, af ren og skær latter.
Det gik samtidig op for mig, at min mand aldrig havde sunget serenader for mig. Han var måske ikke den store romantiker, men han havde sine andre kvaliteter. Katten, derimod, fik hele repertoiret. Jeg kunne nok være blevet lidt fornærmet, hvis ikke det havde været så lattervækkende. Netop da miavede madonnaen sørgeligt, og Mikkel slog over i Se, min flyvende gynge.
Det blev mig for meget, og jeg vidste, at hvis jeg blev stående endnu et øjeblik, ville jeg blive opdaget. Vandpjasken var ved at være slut, og Mikkel gjorde klar til at tørre Viggo. Jeg forsøgte desperat at stoppe min latter, men så…
Blink-blink fjernsyn,
blink-blink fjernsyn,
blink-blink fjernsyn…
Der kunne jeg altså ikke mere. Så jeg føjede hurtigt til:
Og to små Fixer derind,
imens jeg halvvejs krøb ind i stuen og knækkede sammen af grin.
Om de sang videre, ved jeg ikke, for jeg var færdig af latter og ikke i stand til at høre noget som helst. Et par minutter efter trampede to fornærmede brød ud af badeværelset, sendte mig deres mest fornærmede og overlegne blikke, og forsvandt med rank ryg mod køkkenet.
Jeg stak hovedet ned i puden og rystede lydløst af undertrykt latter. Katten og manden havde for resten deres værdighed, mens jeg, ja, jeg grinede, så jeg var lige ved at tabe vejret. Det var dengang for længe siden og jeg kan stadig trække på smilebåndet, hver gang jeg tænker på det.
