Har du købt rugbrød?
Han kiggede på mig, som om jeg havde spurgt på oldnordisk. Ikke forvirret bare med en pause. En lang, mærkelig og lidt akavet pause, der på ingen måde passede ind i vores daglige rutine.
Hvilket brød, sagde han til sidst. Ikke engang spørgsmålet bare en konstatering. Slet ingen spørgsmålstegn.
Helt almindeligt. Rugbrød fra Løgstør Bageren, du henter det altid der.
Han satte sin sportstaske på gulvet, kiggede omkring i køkkenet, som om han aldrig havde været der før.
Jeg kom ikke forbi butikken.
Jeg nikkede og vendte mig mod komfuret. Ikke noget særligt. Han er træt, sagde jeg til mig selv. En uge væk, konference i Aalborg, hotelværelse, fremmed mad, fremmed luft. Selvfølgelig er han træt.
Men han har jo altid købt brød. I sytten år, hver eneste gang han har været væk, selv efter korte ture, har han stoppet forbi Løgstør Bageren på hjørnet ved Birkegade og taget rugbrød med hjem. Ikke fordi vi havde aftalt det. Ikke fordi vi manglede. Det var bare sådan han var indrettet. Sådan han var, når han kom hjem.
Jeg rørte i suppen og lod være med at sige mere.
Han hedder Per. Per Madsen. Jeg er 58, han er 61. Vi bor i Aarhus, i en toværelses på fjerde etage, som vi købte i 99, da vores datter Rikke var lille. Rikke er for længst flyttet til København, ringer søndage. Jeg arbejder i skolebiblioteket, Per gik på pension for tre år siden, men han har lidt ekstra underviser på teknisk skole i bygningsreglement. Vi lever stille og roligt, næsten aldrig skænderier. Det skal man forstå. Intet peger på, hvad der begyndte at ske efter, han kom hjem.
Vi spiste i tavshed. Han spiste pænt og så ned i tallerkenen. Jeg ventede, han ville kigge op og fortælle om turen kolleger, hotellet, elevatoren der i vanlig dansk stil var i stykker, hvor meget han havde savnet en rigtig hjemmelavet hønsekødssuppe. Han fortalte altid noget ved første middag efter han kom hjem.
Hvordan gik det i Aalborg? spurgte jeg.
Fint.
Seminaret gik godt?
Ja.
Jeg lagde skeen.
Er du okay, Per?
Han kiggede på mig. Øjne i normal farve, bare lidt trætte.
Det går. Bare træt.
Jeg ryddede af. Han gik ind i stuen med telefonen som om alt var i den fineste orden. Som om intet overhovedet var sket. Bortset fra brødet. Og samtalen, der manglede. Og noget andet, som jeg ikke helt kunne navngive.
Første nat skyldte jeg træthed. Anden nat også.
Tredje dag, fredag, bemærkede jeg noget egentligt mærkeligt.
Jeg sad med kaffe ved vinduet og kiggede ud. Han kom fra badet, gik i køkkenet, tog et glas vand. Greb så glasset med boghvede oppe på hylden, åbnede det, duftede til det og stillede det tilbage. Jeg sagde ingenting. Men Per spiste aldrig boghvede. Aldrig. Første gang vi mødtes, jokede han om at boghvede var opfundet af folk uden fantasi verdens kedeligste mad. Vi grinede tit af det. Jeg lavede ris, byg eller hirse til ham bare ikke boghvede.
Nu duftede han pludselig til det. Som om han måske ville prøve.
Har du fået lyst til boghvede? prøvede jeg så neutralt som muligt.
Nej, sagde han og gik ind i stuen.
Længe kiggede jeg på det glas.
Lørdag ringede Rikke.
Kommer far hjem? spurgte hun straks.
Kom onsdag.
Hvordan har han det?
Jeg ventede lige et sekund bare et øjeblik.
Træt efter turen. Alt fint.
Godt. Mor, jeg kommer forbi i oktober, ikke? Søren har også ferie.
Selvfølgelig, skat. Jeg glæder mig.
Jeg sagde ikke noget om brødet. Eller boghveden. Hvad kunne jeg sige far snuste til boghvede? Ikke ligefrem breaking news. Nok nærmest bare irriterende.
Men jeg vidste allerede, noget var skævt. Ikke oppe i hovedet. Et sted i maven, nede under ribbenene hvor bare et lille signal blinker.
Søndag foreslog jeg en gåtur. Vi gik tit i Botanisk Have søndag, ikke altid, men ofte. Han elskede bænken ved søen, købte en kop kaffe i boden (hvis den var åben), brokkede sig over ryggen, jeg sagde han skulle lave øvelser, han rodede det af, vi lo. En lille, hyggelig tradition.
Skal vi gå i haven? spurgte jeg.
Han rev sig fri af telefonen.
Hvilken have?
Altså Botanisk Have. Det er dejligt vejr.
Han tænkte sig om. Også mærkeligt. Normalt sagde han bare ja, eller to sekunder, skal lige have jakke på. Intet at tænke over her.
Okay. Lad os gå.
Vi gik i stilhed. Jeg pressede ikke på samtalen. Bare iagttog. Han så på omgivelserne roligt, uden særlig interesse, men heller ikke søndagsafslappet. Mere som en, der prøvede at placere sig et nyt sted.
Ved indgangen stod en ældre mand med en tyk cocker spaniel ildrød, rund.
Se, Busse, sagde jeg. Sådan kaldte vi altid alle buttede spaniels, siden naboens Frida for otte år siden havde haft præcis sådan én med samme navn. Vores lille, private joke.
Han kiggede på hunden. Ingen reaktion.
Busse, sagde jeg lavere.
Fin hund, svarede han. Høfligt. Neutralt.
Lidt længere henne stoppede jeg ved en hybenbusk og lod, som om jeg var optaget af bærrene. Mit hjerte dundrede som det aldrig plejer på en gåtur.
Han kunne ikke huske Busse. Eller forhindrede det. Men hvorfor?
Ved søen var kaffeboden fjernet for sæsonen. Per satte sig på bænken og så på vandet.
Dejligt sted, sagde han.
Vi plejer at komme her tit.
Nå?
Jeg kiggede på ham.
Per. Vi har gået her i mindst ti år.
Han nikkede. Helt roligt.
Ja ja. Siger bare, det er dejligt.
Noget i mig knugede sig sammen. Jeg fandt først svaret senere, om natten da jeg lyttede til hans rolige vejrtrækning. Han sagde ikke selvfølgelig eller det husker jeg. Han sagde ja ja på den måde, man gør ved en fremmed oplysning.
Lang tid lå jeg derefter vågen og tænkte på, hvad det kaldes, når nogen er der, men noget grundlæggende er blevet væk. Psykologisk landsforvisning eller hvad det nu er. Jeg havde læst om det. Men Per havde ikke haft nogen stress eller ulykker. Konference om bygningsreglementet. En uge i Aalborg. Ikke noget, der ændrer en menneskekarakter.
Klokken tre om natten gik jeg ud for at drikke vand og gloede ned på den tomme gård; gadelyset blinkede i staccato. Jeg tænkte: Lidt tid endnu, så går det nok over. Måske siger han bare ikke noget om det, der skete måske nede i Aalborg, måske sygt, måske bare knust over at fylde tres. Det kan ske for os alle.
Jeg gik i seng. Han lå med ryggen til, jeg lagde hånden på hans ryg, bare meget let, som jeg plejer. Ingenting.
Mandag ringede jeg til min veninde Mette. Vi har kendt hinanden siden seminariet. Hun bor ude i Viby, arbejder på lægehuset, der. Mette er ærlig. Det elsker jeg.
Skal jeg kigge forbi? spurgte jeg.
Er der noget galt?
Ved det ikke. Har bare brug for at snakke.
Kom kl. fem, jeg har bagt kanelbrød.
Hos Mette er altid varmt og det dufter altid af bagværk, også når hun ikke har den mindste krumme i ovnen. Vi sad i køkkenet, drak te. Jeg fortalte om brødet, boghveden, Busse, om ja ja ved søen.
Mette lyttede uden at afbryde. Pause.
Pernille, det kan være depression. Eller starten på noget med hukommelsen. Alzheimers, måske. I er jo ikke unge længere.
Han er kun 61, Mette.
Ja, men Peter oppe fra femte begyndte også i din mands alder.
Per glemmer bare ikke. Aldrig gjort han har altid bedre hukommelse end mig. Fødselsdage, navne, alt.
Så kan det jo ændre sig, sagde hun roligt.
Jeg stirrede på min kop.
Mette, det er ikke glemsomhed. Han kigger på mig, som man gør på en, man lige har mødt og prøver at være høflig.
Hun nippede til brødet.
Har du sovet?
Ikke rigtigt.
Se, du er træt, kommer til at overvurdere. Lad ham lande, måske har han haft en dårlig oplevelse. Giv det en uge.
Jeg nikkede. Måske har hun ret.
Men på vej hjem tænkte jeg kun på, hvordan han åbnede boghveden og duftede det bitte lille, men helt forkerte.
Han var hjemme. Sad ved spisebordet med papirer. Jeg satte vand over, pakkede mine varer ud. Han så ikke op.
Været hos Mette.
Ok.
Hun sendte kanelbrød med.
Han kiggede ned på brødet.
Med hvad i?
Kål. Din favorit.
Jeg har aldrig været vild med kål.
Jeg satte posen langsomt fra mig.
Per.
Ja?
Du har altid elsket kålbrød. Du har fortalt mig det. Din mor bagte det altid til dig.
Han så lige på mig.
Min mor bagte med æbler.
Stilhed.
Hans mor, Anna Madsen, døde for tolv år siden. Jeg kendte hende godt. Hun bagte altid kålbrød dét var hendes klassiker.
Per, din mor bagte kålbrød, sagde jeg blidt. Jeg husker det.
Jaja, måske. Det er længe siden, svarede han og rodede videre med papirerne.
Jeg gik ind i stuen, stillede mig ved vinduet. Kiggede ud over Trøjborg, biler og cykler og regnvejr.
Jeg fandt Pers søsters nummer Lisbet, bor i Kalundborg, de ses ikke så tit, men skriver lidt sammen. Jeg ringede.
Pernille! hun er altid høj og glad. Hvordan går det?
Lisbet, husker du ikke hvad din mor bagte? Altså brød?
Lille pause.
Selvfølgelig kålbrød, og tit med æg. Hvorfor?
Nå, ingenting. Ville bare lige høre, tak.
Lagde på. Benene føltes gummiagtige over kålbrød, latterligt. Men jeg kunne ikke røre mig.
Hukommelsen, tænkte jeg. Noget neurologisk. Eller snigende alderdom. Vi må snart have ham undersøgt. Spørge direkte.
Ved aftensmaden spurgte jeg:
Har du haft hovedpine på det sidste, Per?
Nej.
Sover du normalt?
Ja.
Ville du ikke tage forbi lægen? Bare tjekke blodtrykket.
Han lagde gaflen.
Hvorfor?
Bare for en sikkerheds skyld. Du har ikke fået det tjekket længe.
Jeg måler trykket herhjemme. Det er fint.
Jeg bekymrer mig bare.
Han kiggede på mig. Længe, stille.
Synes du jeg fejler noget?
Nej, jeg… jeg bekymrer mig bare.
Pernille, jeg har det fint. Nu er det nok.
Han tog gaflen og fortsatte. Samtalen lukket. Per var god til at lukke ét ord, så var det punktum. Det vidste jeg, og plejede ikke at presse.
Men nu sad jeg og så på ham, på hans måde at sidde på. Sad han sådan før? Eller mere rank? Holdt han gaflen rigtigt? Jo, i højre han var jo højrehåndet. Jeg kunne ikke huske mere.
Jeg fjernede tallerkenerne, gik ud på badeværelset. Glanede på mig selv i spejlet. En træt kvinde med kort gråt hår (jeg har opgivet at farve for længst), smilerynker som Per engang kaldte grinetrolde, for de kom, når jeg smilede ikke af alderen. Jeg stirrede på mit spejlbillede og tænkte: Nu bilder du dig ting ind, Pernille. Mennesker forandrer sig. Især uden at vi ser det.
Jeg vaskede ansigtet og gik i seng.
Midt om natten vågnede jeg. Uden lyd men fordi der ikke var nogen lyd. Rakte ud tomt sted. Hans side var kold.
Jeg fandt ham i køkkenet, han skrev noget i en notesbog. Det var i sig selv mærkeligt Per har siden smartphones aldrig skrevet noget i hånden.
Kan du ikke sove?
Nej.
Hvad skriver du?
Bare lidt tanker.
Må jeg se?
Pause.
Det er privat.
Per har aldrig sagt privat til mig hvis jeg ville vide noget. Vi har altid haft adgange, selvom vi ikke altid fortalte alt, men han sagde aldrig sådan.
Okay, sagde jeg og gik ind i soveværelset igen.
Lyttede til hans skriblerier, hørte han lagde sig. Om morgenen ingen notesbog i køkkenet.
Jeg begyndte at lede. Hvorfor kan jeg ikke sige men jeg ledte. Gennemgik skufferne, papirerne, natbordet hvor jeg ellers aldrig pillede. Men ikke den mindste bog.
Han havde taget den med.
Jeg tog på arbejde. Biblioteket det dufter af bøger, lidt støv, lige som det skal være. Jeg satte nye returnerede bøger på plads, hjalp unge Lene med artiklerne helt almindelig dag.
Over frokosten tænkte jeg kun på, hvordan man mærker at ens nære ændrer sig. Ikke i småting men sådan for alvor. Når du tror, du kender et menneske og så gør du pludselig ikke.
Begrebet hed byttehandel af psyke pludselig kom det til mig. Jeg havde læst det et sted. Når nogen ændrer sig så meget, at det føles som om, mennesket er blevet byttet ud. Det kan være sygdom, stress eller bare… livet. Når børnene er væk, når arbejdet stopper kan ske for os alle.
Men jeg kendte Per, havde set ham alt for meget og alt for tæt gennem sytten år.
Om aftenen var han hjemme før mig. Da jeg kom ind stod han i køkkenet og stirrede ud ad vinduet. Bare det.
Hvad laver du?
Kigger.
På hvad?
Ingenting.
Per var aldrig typen der bare stod, han lavede altid et eller andet skrev lister, tegnede, brummede for sig selv. Ikke bare stod og gloede.
Hvordan var dagen, Per?
Lige som altid.
Studerende?
Som de plejer.
Jeg fiskede en kylling frem af køleskabet, begyndte at ordne den.
Fortæl mig om Aalborg, sagde jeg.
Hvad da?
Seminariet, dit hotel, hvad du oplevede, hvem du så.
Pause.
Jeg boede på hotel. Et almindeligt et. Seminariet var i universitetets sal. Vi så på noget nyt boligbyggeri. Det var det.
Var dine kollegaer der? Anders?
Anders Mikkelsen er den kollega Per har været tættest på i tre år, de fisker sammen om sommeren. Jeg kender ham.
Mikkelsen? Nej han var ikke med.
Han plejer da altid.
Ikke denne gang.
Jeg vendte mig tilbage mod komfuret. Måske havde han ret.
Om natten, da Per sov, skrev jeg til fru Mikkelsen: Hej, var Anders hjemme i sidste uge, eller var han med i Aalborg?
Efter fem minutter svarede hun: Han var hjemme. Kom ikke med denne gang. Hvorfor?
Nå, det var bare det. skrev jeg og slukkede.
Han ved ikke, om Anders var med én han underviser sammen med, fisker med. Eller også lyver han. Men hvorfor?
Måske skændtes de. Måske skjuler han noget. Eller måske…var han slet ikke i Aalborg.
Stop. Nu er jeg paranoid.
Onsdag fandt jeg anledning. Jeg sagde vi manglede nye gardiner til soveværelset, foreslog vi skulle en tur i Stoff & Stil på Viby Ringvej. Per hadede at købe gardiner men vi sluttede altid turen i et lille bageri med napoleonskager, det var vores ritual.
Skal vi tage i Stoff & Stil?
Hvorfor? Trænger vi til nye?
Jada, de gamle er sløve.
Han trak på skuldrene.
Fint.
Vi tog afsted. Jeg bar tiden ud mellem hylderne, spurgte til hans smag, han svarede fjern. Til sidst:
Skal vi tage en kage bagefter, Per?
Hvor?
Bageren ved siden af, det har vi da altid…
Han kiggede lige på mig.
Jeg kender ikke den butik.
Jeg lo.
Kom nu du har glemt det.
Vi gik om på hjørnet, hvor den lille bager Guldkornet lå selvfølgelig stadig gul logo og duft af brød.
Se, den her.
Han så på butikken.
Nå. Den har jeg aldrig lagt mærke til.
Vi købte hver en napoleonskage. Jeg iagttog ham. Han spiste helt normalt, spurgte om jeg frøs. Intet galt.
Bortset fra at han stod længe og kiggede på skiltet. Som om han forsøgte at huske eller notere sig det.
Per, sagde jeg lavt. Husker du mig?
Han vendte sig. Lidt forundret.
Selvfølgelig du er Pernille, min kone.
Ja, det ved jeg godt. Jeg mener os. Hvad vi har haft.
Hvad sker der, Pernille?
Ingenting. Du virker… forandret.
Alle mennesker forandrer sig.
Det har du aldrig sagt. Du siger altid: Folk ændrer sig aldrig.
Han var tavs. Spiste sin kage.
Måske ændrer jeg mig, sagde han til slut.
Vi tog hjem. Jeg så ud af bussen og tænkte, at frygten for rigtig at miste nogen, er ægte.
Torsdag, da han gik på arbejde, sneg jeg mig ind i kontoret. Vores ekstra lille værelse i den gamle lejlighed. Hans skrivebord, reoler, papirer.
Jeg fandt blokken øverst i skuffen.
Første sider var tomme. Midt i begyndte små, sirligt skrevne noter ikke Pers håndskrift. Per skrev altid rodet, hurtigt, pænt kragetæer. Det her var bedstemorskrift nydeligt, lille, lige linjer.
Der stod: Pernille kone. 58 år, arbejder i bibliotek. Datter Rikke, København. Drikker kaffe uden sukker. Vil skifte gardiner. Veninde: Mette, lægehus. Og: Kålbrød, angiveligt favorit. Botanisk Have søndag. Spaniel: Busse, intern joke. Og: Anna Madsen, mor. Kål eller æble? Tjek…
Jeg kunne ikke trække vejret.
Notater fra én, der forsøgte at lære vores liv udenad. En man kan svare uden at fejle.
Jeg lukkede notesbogen, lagde den tilbage. Gik ud i køkkenet, drak et glas vand så et mere.
Tankerne var næsten for enkle: Hvem er du?
Han har boet her i snart en uge. Han ligner Per. Hans stemme, duften han ved hvad jeg hedder, hvem vores datter er. Men han skriver det ned som en, der skal huske.
Jeg ringede og sagde, jeg var syg. Sad bare, kiggede ud. Ledte efter en forklaring.
Amnesi. Dissociativ tilstand. Tab af jeg, hvor man skriver noter for at minde sig selv. Han kan have oplevet noget, jeg slet ikke kender til.
Det forklarer næsten alt.
Bortset fra: skriften.
Pers håndskrift kender jeg. Den er altid forfærdelig. Det her helt anderledes.
Mennesker kan ændre skrift efter blodprop fx. Men så ville man da heller ikke kunne tale? Der ville mangle mere, krisene ville have været større.
Jeg vaskede ansigtet med hænderne.
Han kom hjem ved syv-tiden. Jeg havde dækket bord, så fornuftig ud. Ved ikke hvorfor.
Er du træt? Du tog ikke på arbejde?
Hovedpine, men den er væk.
Han nikkede, tog jakken af, vaskede hænder.
Pernille, fortæl mig noget om vores liv, bad jeg under maden.
Han løftede blikket.
Hvorfor?
Jeg vil gerne høre, hvad du husker.
Vi mødte hinanden gennem fælles venner. Til en fødselsdag. Du havde en blå kjole på.
Det var rigtigt fødselsdag for min veninde Lone, 23. september 1997. Jeg ventede.
Vi sås nogle gange afterwards og blev kærester. Så giftede vi os. Rikke blev født. Vi købte lejligheden.
Per. Da du friede til mig hvor tog vi hen?
Pernille…
Bare svar.
Længe tav han.
Jeg kan ikke lige huske alt. Det er længe siden.
Du har ellers altid sagt, du kunne huske hvert sekund. Du sagde det på vores sølvbryllup, for alle.
Stilhed.
Per. Hvor tog vi hen, da du friede?
Han så på mig. Længe. Ikke vred, ikke genert bare noget andet. Udmattet, måske. Eller opgivende.
For dig er det vigtigt. For mig… detaljer.
Jeg rejste mig, ryddede tallerkenerne uden vi var færdige. Han sagde ikke noget.
Vi tog til Gudenåen. Med tog og bus og han bar mig over en vandpyt fordi jeg havde højhælede. Han friede. Han elskede den fortælling, fortalte den tit.
Det menneske, der sidder over for mig, kender ikke den historie.
Om natten smsede jeg til Mette fortalte om blokken, handskriften, Gudenåen.
Hun svarede senere på natten: Pernille. I skal begge to til lægen. Det kan være hvad som helst. Lad os tale i morgen.
Jeg slukkede telefonen. Han trak vejret roligt ved siden af mig. Jeg så op i loftet.
Tænkte kun på, hvor svært det er, når folk bliver væk indefra. Langt sværere end at være alene.
Fredag morgen bestemte jeg mig. Nu siger jeg det ligeud. Jeg har fundet notesbogen, ringet til Lisbet, spurgt til seminariet, maden Mette. Jeg kræver svar.
Han sad allerede i køkkenet med te.
Per?
Hm.
Jeg skal tale med dig.
Han vendte sig. Så på mig.
Jeg ved det, sagde han.
Ved hvad?
At du har været på kontoret. Ved mere, end jeg havde troet.
Stilhed. Jeg undskyldte ikke. Bare ventede.
Sæt dig, sagde han.
Vi satte os. Han holdt koppen i begge hænder, kiggede ned.
Det er svært at forklare.
Prøv.
Du tror nok, det er det nemmeste og du har ret på et punkt.
Hvad mener du?
Jeg husker ikke alt. Ikke som du tror. Især ikke visse ting. Store ting.
Gudenåen, sagde jeg.
Han løftede hovedet.
Hvad?
Det var dér, du friede til mig. Kan du huske det?
Han blev helt tom i ansigtet.
Nej.
Busse?
Pause.
Nej.
Din mor, Anna?
Jeg kan se ansigtet, høre stemmen. Men detaljer nej.
Jeg sad og så på ham. Han kiggede på koppen.
Per. Hvornår begyndte det?
Ved det ikke. Det er vokset på mig.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Aner det ikke.
Du skrev noter for at undgå fejl.
Ja.
Skrevet med en anden skrift.
Lang pause. Han satte koppen fra sig.
Jeg ved det.
Hvordan skal jeg forstå det?
Han svarede ikke.
Jeg ventede.
Per. Kan du se på mig?
Han løftede blikket helt almindeligt.
Er du min Per? min mand?
Første gang så jeg noget der mindede om følelser: smerte, fortvivlelse eller noget jeg ikke har ord for.
Pernille, jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare.
Jeg så på hans hænder om koppen, nervøsiteten ved munden, de grå tindinger.
Er det ærligt?
Det mest ærlige, jeg kan sige.
Udenfor regnede det blidt, Aarhus-byge. Jeg hørte dråberne mod ruden.
Hvad skal jeg gøre med det her? spurgte jeg bare.
Jeg ved det ikke. Det, jeg siger nu, er sandt.
Jeg gik ud, lavede kaffe uden sukker, stillede mig ved vinduet.
Han rejste sig også, kom et skridt nærmere.
Pernille.
Ja?
Jeg kan huske din stemme. Din måde at sige tingene på. Det kan jeg.
Jeg så ikke på ham.
Det er ikke nok.
Jeg ved det.
Udenfor dyttede en bil, regnen løb ned ad ruden.
Jeg har brug for tid, sagde jeg.
Okay.
Jeg lover ikke noget.
Det forstår jeg.
Jeg vendte mig. Han stod, som om han gerne ville sige mere. Eller ikke turde.
Per, bare sig én ting.
Hvad?
Vil du være her?
Han tøvede. Regnen dryppede.
Ja, jeg vil gerne være her.
Jeg så på ham denne mand, der ikke kunne huske Gudenåen, skrev noter om vores liv, talte lidt anderledes men holdt koppen ligesom Per altid har gjort.
Så gå ned og køb rugbrød, sagde jeg. Fra Løgstør Bageren på Birkegade.
Han nikkede, tog jakken, skulle til døren.
Pernille.
Hm?
Gudenåen vil du fortælle om den en dag?
Jeg kiggede på ham længe.
Måske, sagde jeg.
Døren gik i. Jeg blev stående med kaffen og lyttede til hans skridt ned ad trappen. Fjerde etage, seksten trin jeg har altid talt dem.
Seksten.
Han gik ud i gården, jeg kunne se ham i regnen, jakken trukket op. Helt almindelig mand i et helt almindeligt dansk efterårsvejr.
Jeg blev stående med koppen havde ingen fornemmelse af, hvad jeg burde føle. Intet svar. Kun stilhed efter mange tanker ikke lettelse, ikke panik bare stilhed, hvor jeg ikke længere kunne lade, som om alt var, som det plejede.
Telefonen summede. Mette.
Hvordan går det? spurgte hun straks.
Aner det virkelig ikke.
Talte du med ham?
Ja.
Og?
Jeg kiggede ud. Hjørnet han var forsvundet om var tomt.
Mette, kunne du leve med én, der ikke kan huske hvem han selv er?
Pause.
Sagde han det?
Noget lignende.
Per, du skal til læge med ham. Det her løser man ikke over kaffe.
Jeg ved det godt.
Så hvad gør du?
Jeg satte koppen fra mig.
Ved det ikke endnu. Han køber rugbrød.
Hvilket rugbrød?
Det gode fra Løgstør Bageren.
Hun sagde ikke noget med det samme.
Pernille, du skræmmer mig lidt.
Det er helt ok, søde. Jeg ringer senere.
Jeg tog koppen, drak lidt den var lunken, men stadig god.
Seksten trin, altid.
Tyve minutter efter smækkede døren nedenunder. Skridt på trapperne. Seksten trin op.
Jeg flyttede mig ikke.
Nøglen. Døren ind.
Her, sagde han udefra. Rugbrød. Sidste de havde.
Jeg vendte mig. Han stod i døren til køkkenet, brød i hånden, våd håret klistret til panden.
Sæt det på bordet, sagde jeg.
Han gjorde det.
Vi så på hinanden.
Vil du have te? spurgte jeg.
Ja tak.
Jeg satte vand over. Han hængte jakken, satte sig. Jeg stod ryggen til og kunne mærke hans tavshed ingen uro, ingen tryk, bare stilhed.
Pernille, sagde han stille. Fortæl mig om Gudenåen.
Elkedel begyndte at summe. Først lavt, så højere.
Jeg stod og tænkte.
Ikke nu, sagde jeg. Måske senere.
Det er okay, sagde han.
Elkedlen peb.
