Tag det nu roligt, Rikke, lad nu være med at brokke dig! Drengene skulle bare lige se fodbold sammen, hvad gør det? Vi har ikke set hinanden i evigheder, siden gymnasietiden. Skær nu lidt agurker og måske den gode pølse, vi har gemt til weekenden. Vi har masser af øl, men der mangler lige lidt at spise til, min kones stemme blev overdøvet af larmen fra fjernsynet og latteren fra de tre store karle i stuen.
Rikke stod i entréen, stadig med nøglerne krampagtigt i hånden. Hun havde lige sat foden inden for, og alt hvad hun drømte om, var at få skoene af de føltes som en moderne inkvisition efter ni timer på kontoret, fjerne makeuppen og synke sammen på sofaen med en bog. Dagen havde været en prøvelse: årsrapport, chefens hysteriske anfald og to timer i kø kørende gennem regnfulde København. Hun havde håbet at træde ind i sin trygge havn men hun endte midt på Hovedbanegården i myldretiden.
En stank af lunken dåseøl og saltede snacks slog hende i møde. Midt på hendes elskede, beige tæppe lå store, brugte herrersko, nogle stadig med jordklumper på. En eller andens jakke var røget ned fra knagen og lå sammenkrøllet på gulvet som en måge truffet af et haglskud.
Rikke trak vejret dybt og forsøgte at stoppe rystelserne i hænderne. Hun gik ind i stuen. Synet sagde det hele: Jens, hendes mand gennem ti år, fyldte godt op i lænestolen, mens sofaen var overtaget af Martin, Jens Peter og en skægget fyr, hun ikke anede, hvem var. På sofabordet det smukke glasbord, hun har pudset utallige gange hobede tomme øldåser, chipsposer og bunker af fiskeskind sig op på en gammel avis.
Jens, begyndte Rikke stille. Vi har jo en aftale om ingen gæster i hverdagene uden at sige til. Jeg er træt. Jeg vil bare have ro.
Jens viftede hende væk uden at se på hende hypnotiseret af de 22 millionærer, der jagtede bolden rundt på grønsværen.
Nu starter hun igen, sagde han jeg er træt, jeg har ondt i hovedet”. Rikke, kom nu, du er jo ikke gammel endnu. Hva gutter, sig lige noget!
Slap nu af, vi holder os i ro, råbte Martin, hvis i ro svarede til at stå på perronen, når Intercity-lyntoget kommer ind. Lige om lidt scorer vores hold, så danser vi måske! Vil du have en øl?
Jeg behøver ikke øl, Rikke mærkede koldt raseri koge frem. Jeg vil have, at huset er tømt og sat i stand inden ti minutter.
Rikke, lad nu være med at gøre det pinligt foran gutterne, Jens gad endelig se på hende, rød i hovedet af øl og irritation. Gå ud i køkkenet og lav noget. Kog da de frosne frikadeller. Vi er sultne. Du ødelægger stemningen.
Hun stirrede på ham som om hun aldrig havde set ham før. Ti års ægteskab. Ti år med hjemmebag, pænt hjem, varme middage. Hun havde levet med garagedrømme, svigermors gode råd, og Jens glemte sokker i hele huset. Men denne gang var noget knækket. Måske var det fiskeskindet på møblerne, måske den der nedladende gå ud og lav frikadeller.
Uden et ord gik hun.
Kom nu, hun blev fornærmet, lød det bag hende. Slap af, hun køler ned og kommer med mad om lidt. Sådan er hun.
Inde i soveværelset lå Jens pung på kommoden. Han havde for vane at pille alt op af lommerne, når han kom hjem småpenge, kort, nøgler. Rikke vidste, at han lige havde fået kvartalsbonus, de penge, de havde aftalt at lægge til side til renovering af altanen eller, i værste fald, vinterdæk.
Hendes blik faldt på det gyldne Visakort.
Planen landede øjeblikkeligt, fræk og vanvittig. Den gamle, artige Rikke havde aldrig turdet. Men hun eksisterede ikke længere. Der stod nu en kvinde, der krævede respekt eller i det mindste kompensation for ydmygelsen.
Hun tog kortet, fandt tasken frem: undertøj, den elskede pyjamas (silke, som Jens altid brokkede sig over), mobiloplader, kosmetik.
Måske du selv skal lære at lave frikadeller, mumlede hun til sit spejlbillede i gangen.
Hun forlod stilfærdigt lejligheden; ingen bemærkede døren, for tvet brølede.
Udenfor var det fugtigt og gråt, men hun blev varm indeni. Adrenalinen pumpede. Hun ringede efter en taxa. Ikke almindelig nej, nu skulle den have et nøk: Business.
Fem minutter efter rullede en sort Mercedes op foran. Chaufføren i jakkesæt steg ud og åbnede døren.
Godaften, hvor skal vi hen?
Til Hotel dAngleterre, svarede Rikke. Byens fineste hotel, marmor og uniformerede portiere. Hun havde tit kigget drømmende, men aldrig overvejet selv at være gæst.
Fremragende valg, nikkede chaufføren.
Undervejs begyndte hendes mobil at vibrere i tasken: Jens ringede. Mon reklamepausen, sulten og ingen frikadeller begyndte at melde sig? Rikke satte den på lydløs. Lad ham ringe. Han kan bilde sig ind, hun er i Netto efter mælk.
I lobbyen duftede der af eksklusive parfumer og friske blomster. Lysekronen glimtede i krystal. Ved skranken tog receptionisten smilende imod.
Godaften. Har De reserveret?
Nej, Rikke lagde Jens gyldne kort på den blanke disk. Jeg vil gerne have en suite. Med jacuzzi og udsigt over Kongens Nytorv, hvis muligt.
Receptionisten tastede lynhurtigt.
Vi har en Executive Suite ledig på syvende. Morgenmad og adgang til spa døgnet rundt. Prisen er 26.000 kroner for en nat. Skal jeg booke?
26.000 kroner. Næsten halvdelen af hendes månedsløn eller en god bid af Jens bonus. Den indre jyske sparegris forsøgte at gøre modstand, men Rikke trådte den hårdt over halen.
Book det, sagde hun højt.
Rejsekort, tak.
Der lød et bip, og kortet gik igennem. Rikke kunne næsten se den automatiske sms for sig, der nu tikkede ind på Jens telefon: Træk: DKK 26.000, Hotel dAngleterre.
Om han opdager det med det samme? Næppe. Fodbold trumfer det meste.
En piccolo fulgte hende op til værelset. Rikke blev stum af beundring ved synet det var ikke bare et værelse, det var et slot. King size-seng med kridhvidt sengetøj, stor stue med bløde møbler, badeværelse på størrelse med hendes eget køkken, klædt i marmor. Og udsigt ud over byens lys.
Hun sparkede skoene af, stavrede barfodet over det bløde gulvtæppe. Ved minibaren stod små, kolde flasker champagne, der tilsammen kostede hvad gutterne hjemme nok kunne købe øl for et halvt år.
Skål for dét, sagde Rikke for sig selv, åbnede en flaske og skænkede.
Hun satte sig i stolen med sin drink og tjekkede mobilen. Femten ubesvarede opkald. Tre beskeder:
Rikke, hvor er du?
Køber du også remoulade?
Kom hjem, vi er sultne!!
Ingen ægte bekymring. Kun krav. Rikke tog en stor slurk champagne. Hvor var det befriende.
En besked mere tikkede ind.
Rikke, hvad er det for en mærkelig sms? 26.000? Har du købt noget? Kortet er væk. Er det dig? Svar!
Nu havde han set det. Rikke smilede og ringede til roomservice.
Godaften, jeg vil gerne bestille aftensmad på værelset. Ja, jeg ved det er sent: skaldyrssalat, medium bøf, tiramisu og en god flaske rødvin. Sæt det bare på værelset.
Hun gik ud og lod vandet løbe i badekar, hældte duftende salt i. Hendes mobil kimede nu konstant. Først da hun lå i skummet, tog hun den.
Ja?
Rikke! Er du sindssyg?! Jens skreg næsten, i baggrunden var der stille, gutterne havde nok fattet, der var ballade. Hvor er du? Hvad er det for nogle træk? 26.000?! Hvad har du købt, en pels midt om natten?!
Nej, Jens. Ikke en pels, Rikke lød rolig og afslappet. Jeg har købt mig selv fred og respekt. Jeg er på hotel.
På hotel?! Hvorfor?!
Fordi hjemme ligner en banegård og stinker af fisk. Jeg er træt, og du lyttede ikke til mig. Du sagde, jeg skulle lave frikadeller. Jeg vil ikke lave frikadeller. Jeg vil have bøf og boblebad.
Er du fuld?! Jens lød pludselig usikker. Kom hjem, det er fælles penge! Det var altanens penge!
Altanen overlever. Mine nerver gør ikke. Der kommer en ny sms om lidt, det er bare aftensmaden, syv tusinde eller deromkring.
Syv tusind for aftensmad!? Rikke, er du skør?! Vi har frikadeller i fryseren!
Velbekomme, Jens. Måske Martin kan hjælpe dig med at koge dem. I er jo venner.
Rikke, stop hysteriet! Kom hjem! Gutterne er på vej nu!
Er lugten og opvasken også væk? Nej vel? Jeg har betalt for et døgn. Det vil jeg nyde. I morgen skal jeg til massage de har det bedste spa her.
Hvad koster det?! Det er ran! Hvis du kommer hjem, skal jeg nok rydde op!
Godt, du har opdaget din indre hushjælp. Øv dig. Jeg er hjemme ved frokosttid. Skriger du, tager jeg et døgn mere jeg har stadig dit kort.
Hun lagde på og slukkede mobilen.
Bank på døren: aftensmaden ankom. En tjener rullede ind med bord, hvid dug, sølvbestik, bøf og kage. Rikke sad i badekåbe, spiste og så byens lys. For første gang i årevis følte hun sig ikke som husholdningsapparat, men som Kvinde. Dyr, krævende, og elsket om det så kun var af hende selv og familiens økonomi.
Natten var vidunderlig. Sengen var som en sky. Ingen snorkede, ingen stjal dynen. Rikke vågnede med solstråler gennem tætte gardiner og følte sig klar.
Hun gik ned til spaen: bassin, tyrkisk bad, massage. Massøren knækkede hendes stive skuldre op: Du er spændt som en flitsbue. Pas på dig selv.
Det lover jeg, sagde Rikke, og mærkede al spænding forsvinde.
Da hun gik ud fra hotellet var det over frokost. Hun tændte mobilen; rystede af beskeder. Sidste fra Jens: Alt er ryddet op. Jeg venter. Lad os tale.
Igen taxa Komfort plus hjemad.
Nøglen drejede i låsen. Der lugtede af klor og citron og lidt af skyldig mand.
Jens sad i køkkenet foran en kold kop te. Lejligheden skinnede. Ingen tegn på kaos. Entrétæppet var renset, gulvet kunne spejle sig i, alt service var vasket op. Selv kogepladen var tørret af.
Jens rejste sig hurtigt.
Du kom, sagde han. Du skæmte mig halvt ihjel. Forstår du, hvad du har brugt?
Rikke lagde tasken, fandt kortet og kastede det på bordet.
Jo. 38.450 kroner. For én nats ro. Og for din lektie.
Jens tog sig til hovedet.
38.000 … for én nat! Det var halvdelen af altanen!
Så regn ud hvad ti års husholderske, kok og terapeut burde koste, Rikke så ham i øjnene. Du har vænnet dig til at jeg altid er til rådighed, servicerer dine venner, mit nej betyder intet. I går viste du, hvad jeg betød. Tvang mig til at føle mig fremmed i mit eget hjem.
Jens ville indvende, men gik i stå.
Jeg tvang dig jo ikke … altså, de insisterede …
Kunne du ikke sige nej? Eller er gutterne vigtigere end din kone? hun talte lavmælt, men ordene ramte hårdt. Hører du, Jens: Hvis det her gentager sig, flytter jeg ikke på hotel. Jeg flytter permanent. Og tro mig, en skilsmisse bliver mange gange dyrere end 38.000 kroner.
Jens ties stille. Han kiggede på kortet, konen og det skinnende køkken, han havde besværget halvdelen af natten og forstod: denne Rikke var ikke til at spøge med.
Okay, mumlede han. Jeg hører dig. Martin er også en gris, han får ikke lov at komme igen.
Fint, sagde Rikke og rejste sig. Er der frikadeller tilbage, eller har I spist op?
Jens blev helt ivrig:
Nej, altså … Jeg lavede suppe. Kylling, sådan fra pose, men med kartofler. Vil du have?
Rikke måtte undertrykke et smil suppe fra pose, en heltedåd.
Ja tak. Skænk op.
De spiste under tavshed. Jens sendte hende sideblikke, som om hun kunne eksplodere hvert øjeblik. Rikke nød sin suppe lidt for saltet og tænkte, at de 38.000 kroner var den bedste investering i deres ægteskab. Nogle gange må man blive virkelig dyr, før man bliver sat pris på.
Om aftenen, under en film udvalgt af Rikke (en romantisk én, som Jens normalt kaldte tudefilm), rykkede han tættere på hende.
Rikke …
Ja?
Var det virkelig så skønt? På hotellet?
Det var det. Jacuzzi, udsigt, blød badekåbe…
Skal vi … måske prøve det sammen? På bryllupsdagen? Vi kan jo spare lidt op først.
Rikke lagde hovedet på hans skulder.
Selvfølgelig skal vi det. Men behold nu lige kortet på dig fremover. Ellers får jeg måske lige en bøf-trang midt om natten igen.
Jens klukkede nervøst og lagde armen tættere om hende.
Nej nej, fremover lærer jeg at lave steaks selv. Billigere sådan.
Nu er der gået et halvt år. Gæster er kun velkomne efter forudgående aftale og udelukkende i weekenden. Det mærkeligste? Jens begyndte selv at tage sin tallerken ud. Tanken om dAngleterre-effekten og minus 40.000 på kontoen havde langt større effekt end år med ord.
Og Rikke? Hun åbnede en konto i eget navn, Fonden for Nødreservater, hvor hun smider lidt til side hver måned bare så hun ved, at der altid er råd til en suite med udsigt. Det giver tryghed, der luner bedre end alverdens pejse.
Kan du genkende noget i denne historie? Synes du også man skal vise sig selv respekt? Så læg en kommentar, tryk på følg det ville glæde mig.
