Du mener det ikke alvorligt, gør du vel, Poul? Sig dog, at det er en dårlig spøg. Eller måske hørte jeg forkert på grund af lyden fra vandhanen?
Marie slukkede for hanen, tørrede hænderne i viskestykket og vendte sig langsomt mod sin mand. Køkkenet duftede af kogte rodfrugter, frisk dild og appelsiner dufte der varslede julens komme. Der var kun seks timer til juleaften. På bordet flød ingredienserne til frikadeller og rødkål, flæskestegen simrede i ovnen, og i køleskabet stod den hjemmelavede risalamande, som hun havde brugt hele natten på at tilberede.
Poul stod i døråbningen, vuggende utilpas fra fod til fod, mens han roterede knappen på sin hjemmeskjorte. Han vidste sikkert selv, hvor skør situationen var, men han havde alligevel tænkt sig at gennemføre.
Marie, lad nu være, bad han, hans stemme blød og bønfaldende. Anette står uden varme og vand, hendes radiatorer fungerer ikke, og børnene skal jo ikke sidde og fryse juleaften vel? Jeg kunne da ikke sige nej. Det er jo mine børn.
Børnene, ja, dine. Marie beholdt roen, selvom vreden dirrede i kroppen. Men Anette? Er hun også dit barn? Hvorfor kan hun ikke tage til sin mor? Eller til veninderne? Eller leje et værelse for de penge, du betaler hende hver måned?
Hendes mor er i sommerhus, veninderne er bortrejst, svarede Poul og slog blikket ned. Det er jo en familiehøjtid. Drengene vil nyde at være sammen med deres far juleaften. Vi skal bare spise sammen, se lidt tv, åbne gaver. Det er da ikke så slemt, vel? Vi har jo plads nok her.
Marie så rundt i det indbydende køkken. Jo, lejligheden var stor, men det var deres hjem. Hendes og Pouls. Hun havde gjort rent hele ugen, pyntet juletræet, fundet servietter, som matchede gardinerne, købt den parfume Poul ønskede sig. Hun havde forestillet sig aftenen kun med ham stille musik, stearinlys, glitrende julelys. Deres første jul i tre år uden gæster eller rejse. Og nu væltede hele idyllen som et korthus.
Poul, vi havde en aftale, hviskede hun. Julen skulle være vores tid. Jeg har aldrig nægtet dig at se dine sønner i weekenderne. Men Anette? Du inviterede din ekskone til vores bord. Kan du slet ikke se, hvordan det føles?
Du overdriver, sagde Poul og forsøgte at lyde overbevisende. Vi er voksne mennesker. Anette er en fornuftig kvinde, bare mor til mine børn. Du kan da ikke være hjerteløs på sådan en aften. De er her om en time.
Han smuttede hurtigt ud af køkkenet, som om han frygtede, at Marie ville kaste noget efter ham. Marie blev stående med hænderne på bordet. Flæskestegen knitrede i ovnen, men appetitten var væk. “Du kan da ikke være hjerteløs.” De ord gjorde mere ondt end alt andet. I tre år havde hun været den perfekte hustru altid åbnet døre for Pouls sønner, hjulpet Anette, når hun ringede midt om natten efter hjælp til at hente katten fra dyrlægen eller få skiftet en pære. Nu blev hun belønnet sådan.
Automatisk hakkede hun videre i kartoflerne. Måske var det ikke så slemt? Måske opførte Anette sig ordentligt i aften? Det er jo jul tid til mirakler og forsoning.
Men vidunderet udeblev. Efter præcis halvtreds minutter ringede det på døren. Marie nåede knap at skifte sin hjemmesweater ud med en festlig kjole og lægge lidt makeup. Poul fór ud for at åbne, strålende som nypudset sølvtøj.
Ind væltede processionsoptoget. Først stormede drengene tiårige Elias og syvårige Mads direkte ind på det lyse trægulv, uden at tage skoene af, og efterlod mudderspor. Derefter kom Anette, sikker i sin sag, i en rød kjole der næsten var for meget, slæbende på store poser, og duften af hendes parfume druknede straks duften af appelsiner.
Endelig! udråbte hun, mens hun rystede sneen af pelsen direkte på gulvet. Trafikken var frygtelig! Poul, tag lige poserne, der er gaver til drengene og en rigtig champagne ikke den billige slags, du plejer!
Marie trådte ud og satte et høfligt smil op.
Glædelig jul, Anette. Hej drenge.
Anette målte hende op og ned, standsede ved Maries enkle kjole.
Hej Marie. Hun så sig omkring. Her er da helt tæt herinde. Skulle vi ikke lufte ud? Poul, kan du finde mine sutsko de lyserøde, jeg efterlod sidst, da jeg hentede penge?
Det skal jeg straks gøre, Anette, sagde Poul og fløj ud i entréens skoskab.
“Anette.” Marie mærkede, hvordan noget strammede sig sammen inden i. Havde ekskonen faste sutsko her? Vidste Poul, hvor de var?
Gæsterne gik ind i stuen. Drengene tændte straks fjernsynet på fuldt blus og hoppede i sofaen, den helt nye, lyse, som Marie havde gået og puslet om.
Elias, Mads, pas nu lidt på! bad hun med rolig stemme.
Åh, lad dem da hoppe, de er jo børn! indskød Anette, mens hun sank ned i lænestolen. Poul, giv mig et glas vand, jeg er tørstig.
Den næste time blev én lang forestilling kun med Anette i hovedrollen. Hun skulle smage på Maries hjemmelavede konfekt, kommenterede borddækningen (“Tror du, vi er på Amalienborg?”), kommanderede børnene og udspurgte alt i hjemmet. Poul løb mellem hende og børnene og adlød alle hendes ønsker: “hent en pude, skru ned, skru op, hvor er opladeren?” Marie blev usynlig for ham, og hun var bare serveringspersonalet til andres fest.
Marie! råbte Anette fra stuen. Er der pølse i din salat? Ej, helt forældet. Poul vil have med oksesteg, det gjorde vi altid.
Poul har spist min version uden klage i tre år, svarede Marie ude fra køkkenet, satte skålen på fadet med et dunk.
Så er han bare for høflig, grinede Anette. Stakkels Poul, han lider for høflighedens skyld.
Poul, der stod i døren, trak bare på skuldrene og sagde ingenting. Han tog ikke hendes parti, sagde ikke: “Hold nu op, Marie laver fantastisk mad.” Han tav og forsøgte at please ekskonen.
Det var første varsel. Det næste kom, da Marie satte den gyldne flæskesteg med sprød svær og æbler på bordet.
Vær så god, and med svesker og danske æbler.
Drengene lavede en grimasse.
Føj, den er brændt! råbte Mads. Jeg vil ikke ha’ det der! Far, kan vi få pizza?
Det er ikke brændt, det er bare sprød svær, forklarede Marie.
Børn spiser altså ikke sådan noget, afbrød Anette, og stak modvilligt til kødet. Alt for fedt. Og svesker hvem blander dog svesker i kød? Poul, bestil pizza til børnene. Og til mig også. Jeg tør ikke spise det her, min mave er sart.
Poul så undskyldende på Marie.
Skal vi ikke altså, børnene skal jo have det hyggeligt. Jeg bestiller hurtigt, de leverer snart.
Mener du det virkelig? Marie rystede på stemmen. Jeg stod med det her i fire timer. Marinerede det. Det er det mest omhyggelige, jeg kan.
Lad nu være med at blive ked af det, forklarede Poul, og prøvede at lægge armen om hende, men Marie trak sig væk. Vi kan jo spise begge dele, så er bordet ekstra rigt.
Han tog straks telefonen og rådførte sig med Anette: “Med svampe eller skinke til dig?”
Marie sank på stolens kant. Alt føltes som en mærkelig drøm. Hendes hjem, hendes mad men hun var udelukket, mens Poul og Anette diskuterede pizza. Al hendes juleforberedelse forvandlet til baggrund.
Forresten, grinede Anette mens hun åbnede champagne. Poul, kan du huske, da vi fejrede jul på Mols? Du var Julemand, og skægget faldt af! Vi skreg af grin!
Ja! svarede Poul og lo. Og du mistede hælen i sneen drengene græd af grin!
De begyndte at mindes gamle dage, historien væltede ud: første bilen, sommerferien, børnenes første skridt. De grinede, afbrød og så på hinanden med glimt i øjnene. Det var deres verden, Marie var usynlig. Hun sad dér med det smukt dækkede bord og følte sig tom møbelagtig.
Børnene løb rundt, så et glas rødvin væltede udover den hvide dug den, Marie havde strøget i timevis. En skrigende rød plet bredte sig hurtigt.
Ej altså, udbrød Anette. Poul, hvad glor du på? Tag en klud! Man skal jo ikke sætte vin dér, hvor børnene løber. Marie, har du salt? Selv om dugen alligevel er billig, så gør det jo ikke noget.
Marie rejste sig langsomt. Lyden fra fjernsynet gled i baggrunden. Hun kiggede på Poul, men han var travlt optaget af at redde festen for Anette og børnene. Ikke et blik til hende.
Det gik op for Marie: Hun fandtes ikke her. For Poul var det kun Anette, børnene og hans evige skyld, der var vigtige. Hun var blevet et komfort-tilbehør: lav mad, ryd op og træd til side.
Hun gik stille ud af stuen. Ingen lagde mærke til det. Anette snakkede, Poul grinede festen fortsatte.
Marie gik ind i soveværelset stille og mørkt, kun gadelygtens skær over dynen. Uden at tøve pakkede hun en sportstaske: jeans, varm sweater, undertøj, makeup, oplader, pas. Hun tog aftenkjolen af og fandt støvlerne frem. I spejlet så hun en træt, men beslutsom kvinde.
Da hun kom ud, lød døren: pizzaen var ankommet.
Hurra! PIZZA! råbte børnene.
Poul, betal buddet, jeg har kun store sedler! lød Anettes kommando.
Marie gik forbi i entreen, mens Poul stod, ryggen til, og betalte. Da han vendte sig, var hun allerede ude af døren. Hun lukkede lydløst, trykkede på elevatoren og åndede først ud, da hun sad i kabinen.
Udenfor faldt sneen tæt og roligt over København. Fyrværkeri begyndte allerede, latter lød i gaderne. Marie fandt sin mobil og ringede.
Rikke, er du vågen? spurgte hun, så snart veninden svarede.
Nå, er du tosset? Klokken er kun ti, og det er jul! Vi har åbnet portvin. Hvad er der sket du lyder helt forkert?
Jeg gik fra Poul. Må jeg komme?
For pokker, selvfølgelig! Lars, sæt en ekstra tallerken frem, Marie kommer! Hvor er du? Jeg ringer efter en taxa!
Fyrre minutter senere sad Marie i Rikkes køkken. Her var varmt, og det duftede af kanel og ro. Lars forsvandt diskret ind i stuen og lod de to veninder være alene.
Fortæl, sagde Rikke, og rakte hende en kop te. Hvad har han nu rodet sig ud i?
Marie fortalte alt om Anettes radiator, om salaten, de gamle minder, flæskestegen ingen ville smage.
Det er næsten værre, at han bare glemte dig, sagde Marie, mens hun varmede hænderne på koppen. Han serverede for dem og glemte mig. Jeg kunne lige så godt have været usynlig.
Åh, Rikke sukkede. Klassisk flink fyr: vil gøre alle glade, og sårer dem, han holder mest af. Det var rigtigt at gå, Marie. Bliver du og finder dig i det, så lærer han kun, at han kan blive ved.
Maries telefon vibrerede længe efter, først med opkald, så beskeder.
“Pizzæn bliver kold, hvor er du?”
“Marie, tag nu telefonen. Vi venter på dig.”
“Er du fornærmet? Sådan barnligt. Kom nu tilbage, Anette synes, det er flovt du ikke er her!”
Marie læste og smilede bittert. Det var mere synd for Anette end for hende. Selv i det øjeblik forstod Poul intet.
Lad ham stege i det, sagde Rikke. Nu kan han selv klare sin ekskone.
Marie slukkede for telefonen.
Den nat ønskede hun sig intet under juletræet. Hun drak portvin med sin bedste veninde, så “Nøddebo Præstekjeld” og mærkede en fin lethed, som var hun blevet fri for en tung byrde.
Første juledag var frostklar og solrig. Marie vågnede på sofaen, duften af kaffe trak hende op. Telefonen havde flere end halvtreds ubesvarede opkald, tyve beskeder fra krævende til bedende og paniske.
“Børnene smadrede vasen din yndlingsvase. Undskyld.”
“Anette klager over sofaen hun siger, den er stenhård.”
“De tog hjem. Marie, der er kaos. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.”
“Marie, elskede, undskylder. Jeg er en idiot. Kom hjem.”
Ved middagstid bankede det på hos Rikke. Poul stod udenfor, sønderknust, med et gigantisk bundt roser købt til overpris i døgnkiosken.
Rikke krydsede armene og blokerede døren.
Så, nu kommer helten. Hvad vil du?
Rikke, lad mig tale med Marie. Hun er her, jeg ved det.
Marie gik ud.
Marie! Poul gik imod hende, men hun mødte ham med et koldt blik. Undskyld, Marie. Jeg har forstået, sagde han med tårer i øjnene. Det var et mareridt. Anette dirigerede mig rundt, børnene smadrede juletræet jeg kunne intet gøre. Vi skændtes og jeg sendte dem hjem klokken tre i nat.
Han sukkede dybt og så bedende på hende.
Jeg indså først, da du gik, hvor forfærdeligt jeg havde været. Jeg glemte dig fuldstændigt. Du er min familie. Kun dig. Vil du ikke godt komme hjem? Jeg har gjort rent næsten alt.
Marie så på roserne, dryppende på gulvet.
Du viste mig bare min plads, sagde hun. Et sted midt mellem husholdning og møbler. Du lod din ekskone bestemme i mit hjem ikke engang et ord til forsvar. Det var det værste.
Det sker aldrig igen! udbrød Poul. Jeg blokerer Anette. Fremover kun kontakt om børnene, kun på neutral grund. Ingen spontane gæster, ingen sene opkald.
Marie var tavs. Hun kunne se, han mente det. Han var bange. Men kunne hun glemme ensomheden juleaften?
Jeg kommer ikke hjem i dag, besluttede hun. Jeg bliver hos Rikke et par dage. Tænk nu over, hvorfor du satte mig bagerst ikke på, hvordan du vinder mig tilbage, men hvorfor du lod det ske. Hvorfor betyder ekskonens mening mere end mine følelser?
Jeg venter på dig, svarede Poul dæmpet. Jeg elsker dig, Marie. Rigtigt.
Han satte roserne på kommoden og gik.
Marie vendte tilbage. Rikke satte endnu en kop te foran hende.
Hvad nu? Tilgiver du ham? spurgte veninden.
Måske, sagde Marie. Måske en dag. Han er et godt menneske, bare fortabt. Men én ting ved jeg jeg vil aldrig mere lade mig skubbe i baggrunden. Aldrig.
Hun gik hen til vinduet. Byen lå dækket af sne, ren og jomfruelig, som ubrugt papir. Livet gik videre, og Marie vidste nu: pennen skulle være i hendes hånd ikke i hænderne på fortidens skygger.
