Du laver vel sjov, ikke, Mikkel? Sig, at det bare er en eller anden åndsvag joke. Eller måske hørte jeg forkert, fordi vandhanen larmede?
Ida slukkede for hanen, tørrede hænderne i et viskestykke og så langsomt op på sin mand. Køkkenet duftede af kogte rodfrugter, frisk dild og clementiner alle tegn på at nytåret var lige om hjørnet. Seks timer tilbage før klokken slog tolv. På bordet lå der bunker af snittede grøntsager klar til kartoffelsalaten, anden stod allerede i ovnen, og i køleskabet stivnede sylten, som Ida havde stået hele natten med.
Mikkel stod i døråbningen og skiftede nervøst vægten fra den ene fod til den anden. Han pillede i en knap på sin hjemmeskjorte det ultimative tegn på, at han godt var klar over, hvor håbløst det hele lød, men alligevel nægtede at trække i land.
Ida, lad nu være, begyndte han insisterende og næsten bedende. Majken har sprængt et rør derhjemme altså, ikke bogstaveligt, men de har lukket både vandet og varmen. Forestil dig at sidde der med ungerne i kulde nytårsaften! Jeg kunne ikke sige nej. Det er jo mine drenge, trods alt.
Børnene? Dem forstår jeg. Men Majken? Er hun også blevet dit barn, eller hvad? Forklar mig lige hvorfor hun ikke kan tage hjem til sin mor, til en veninde eller bare tage på hotel? Hendes børnepenge fra dig rækker snildt til et luksusværelse.
Hendes mor er på kurhotel, veninderne er væk i juledagene… og det er jo en familieaften. Drengene vil nyde at holde nytår med deres far. Vi sidder bare, spiser lidt, ser fyrværkeri. Hvad er problemet? Vi har jo god plads, alle kan være her.
Ida lod blikket hvile på køkkenet. Jo, lejligheden var rummelig, men det var deres rum hendes og Mikkels. Hun havde brugt en uge på at gøre rent, pynte træet, vælge servietter, købe Mikkels yndlingsparfume. Hun havde set for sig: stearinlys, hyggeligt lys fra julelysene, rolig musik bare de to, alene. Første nytår i ægteskabet, hvor de ikke skulle nogen steder eller havde gæster. Og nu styrtede hele idyllen sammen som et lego-slot på børneværelset.
Vi aftalte det, Mikkel, sagde hun stille. Denne nytårsaften skulle bare være os to. Du ved, jeg ikke har noget imod dine drenge, dem har jeg taget imod masser af weekender. Men Majken? Du har inviteret din ekskone til vores festbord. Kan du se, hvordan det ser ud?
Du overdriver, fnes han lettere opgivende. Vi er da voksne mennesker. Majken er bare mor til mine børn, ikke noget andet. Vær nu ikke så egoistisk, Ida. Man kan altså ikke være så hårdhjertet på årets sidste aften. De er her om en times tid.
Han smuttede nærmest ud af køkkenet, som om han frygtede, Ida ville kyle et eller andet tungt efter ham. Ida blev stående, lænet mod køkkenbordet. Anden knitrede hyggeligt i ovnen, men appetitten var væk. Egoistisk? Av. I tre år havde hun knoklet for at være den perfekte kone, styret husholdningen, aldrig lagt hindringer for Mikkels samvær med hans sønner, ja selv Majkens evige opkald om at hente kat hos dyrlægen eller fikset utæt rør havde hun aldrig sagt nej til. Og så var takken.
Hun hakkede videre i kartoflerne måske blev hun mindre sur om lidt? Måske blev aftenen ikke så slem? Man kan jo håbe, nytårsaften rimer på forsoning og magi.
Det gjorde det ikke. Præcis halvtreds minutter senere lød ringeklokken. Ida nåede akkurat at smide morgenkåben og hoppe i sit pæne kjole samt lægge lidt makeup. Mikkel fór ud for at åbne, smilende som en stolt juleand.
Først kom drengene tiårige Emil og syvårige Malte stormende ind, gode danske snedriver dryssende fra deres støvler på det lyse trægulv. Op ad trappen, lige ind i stuen, uden så meget som at kigge efter skoene. Lige efter trådte Majken ind som skibsreder rød kjole, stort dekolletage, armene fulde af poser, stinne af tunge, kvalmende sødlige parfumer, der slog juleduften ihjel på et nanosekund.
Åh, ENDELIG! klagede hun højlydt, mens hun bankede sne af pelsen direkte på gulvet. Trafik HELT umuligt, jeg måtte nærmest bestikke taxachaufføren for at komme til tiden! Mikkel, tag lige poserne, der er gaver og champagne til drengene. RIGTIG champagne, ikke det billige sprøjt du plejer at købe!
Ida dukkede op i gangen med det høfligste smil hun kunne mobilisere.
Godaften, Majken. Hej, drenge.
Majken så kort på hende, hendes blik gled vurderende op og ned ad Idas klassiske, enkle kjole.
Hej, Ida, sagde Majken tørt. Hold op, hvor er her varmt. Åbn lige et vindue! Og… hvor er mine sutsko, Mikkel? De lyserøde, jeg efterlod sidst, da jeg hentede penge?
Finder dem med det samme, Majk jeg lover det! Mikkel begyndte at rode i skabet.
Majk. Ida kunne mærke en fjeder strammes i maven. Hun havde egne hjemmesko i hendes lejlighed? Og Mikkel vidste præcis hvor de stod?
Videre ind i stuen med hele tropen. Drengene skruede tv’et op på max og hoppede i sofaen. Ida krummede tæer den var ny og beige, hun pudsede nærmest hver en synlig støvfnug af den.
Emil og Malte, pas nu lige lidt på, sagde hun så blidt hun kunne.
Lad dem dog more sig, udbrød Majken, der straks smed sig på stolen. De er jo børn! Mikkel, hent mig lidt koldt vand, jeg TRÆNGER.
De næste to timer blev ét langt Majkenshow. Intet slap for hendes dom: Juletræet var for kedeligt pyntet, dækningen helt overdrevet vi bor ikke på Amalienborg, børnene blev skældt ud, og straks derpå nusset om. Mikkel pilede forpustet rundt og agerede personlig hushjælp for hende. Ida blev om muligt endnu mere tilbagetrukket. Hun dækkede bord, flyttede fade, fyldte glas følte sig som hotelpersonale til egen hjemmefest.
Ida! råbte Majken fra sofaen. Har du virkelig lavet kartoffelsalat med pølse? Arh, det er altså så fortid! Mikkel vil helst have med roastbeef det plejede vi ALTID, ikk også Mikkel?
De sidste tre år har han altså gladeligt spist min version, svarede Ida fra køkkenet og smed skålen lidt hårdere end nødvendigt på bakken.
Nå, men så er han bare høflig. Sig mig, har du tvunget ham? grinede Majken.
Mikkel sendte Ida det mest undskyldende smil han formåede, men sagde ingenting. Ikke et pip. Forsvarede hende ikke. Ikke et hold nu op, Ida laver verdens bedste salat. Han forblev tavs Julens ånd, nu med knækket rygsøjle.
Første alarmsignal. Andet kom, da Ida satte anden ind på bordet gylden og duftegryende, med æbler og svesker. Hun bar fadet ind med rank ryg.
Værsgo, andesteg med æbler og svesker, kom og tag for jer.
Børnene styrtede til, så på den.
Ad, brændt and! sagde Malte. Jeg skal ikke have det! Far vi vil have pizza!
Det er altså sprødt skind, forsøgte Ida.
Kom nu, børnene spiser jo ikke sådan noget, brummede Majken, mens hun med sit manikurede negl pirkede i andelåret. Vammelt fedt. Og svesker?! Hvem fanden propper svesker i kød? Bestil noget pizza, Mikkel og lad mig få hawaii uden løg!
Mikkel kiggede bedende på Ida.
Skal vi ikke bare bestille? Det er jo børnenes aften… det går nok, ik?
Mener du det? sagde Ida, stemmen skælvede. Jeg har lavet det her i fire timer. Marineret fra i går. Det er det bedste jeg kan.
Kom nu… Vi spiser lidt af det hele. Så er der noget for enhver, prøvede han. Samtidig var han allerede i gang med at ringe efter pizza og rådføre sig med Majken: Skal du ha’ med pepperoni?
Ida satte sig. Det hele føltes som en mærkelig, absurd drøm. Hendes hjem, hendes mad, hendes fest og hun var blevet sat i skammekrogen, mens Mikkel fortalte pizzaopskrifter til hans eks, der hakkede alt itu hun havde kreeret.
For resten, sagde Majken pludselig, mens hun fyldte sig med champagne uden så meget som et nik til Ida: Mikkel, kan du huske nytår 2015 i sommerhuset? Kan du huske du var klædt ud som julemand og skægget faldt af midt i alt? Vi skreg af grin!
Ja! råbte han og skraldgrinede. Og du blev snet ind med din hæl, der knækkede!
Så kom minderne væltende. Sommerferier, biler, drengenes første skridt. Fuld latter, blinkende øjne. Det var deres univers. For Ida var der ikke en stol at sidde på i det univers. Hun sad bare som vinduespynt ved bordet, usynlig som den billigste IKEA-lampe.
En af drengene væltede pludselig et rødvinsglas, og den nystrøgede hvide dug fik et gigantisk blodrødt mærke. Skuffet ilede Majken til med kommentar:
Nå, så må du bare drysse salt, ellers kan det ikke reddes. Heldigvis er dugen jo ikke noget særligt.
Ida rejste sig langsomt. De andres stemmer forsvandt i en brummende tåge. Hun så på sin mand, der var i gang med at løbe efter salt, klar til at redde situationen men ikke hende selv. Han så hende ikke. Hun var bare endnu et møbel i det granskov-univers.
Hun gik ud af stuen. Ingen lagde mærke til det. Majken plaprede videre. Mikkel løb rundt.
Ida gik ind i soveværelset. Der var mørkt og stille, kun gadelyset kastede et skær over dynen. Hun hev en taske frem. Hænderne var rolige. Hun pakkede hurtigt: jeans, uldsweater, undertøj, make-up, oplader, pas. Smed kjolen på sengen, snuppede de solide vinterstøvler og så sig kort i spejlet. I spejlet så en træt, men beslutsom kvinde tilbage.
Ringeklokken peb igen pizzaen var kommet.
YES! råbte børnene.
Mikkel, betal lige for pizzaen, jeg har kun store sedler! kommanderede Majken.
Ida listede gennem entréen lige idet Mikkel vendte ryggen til han fik selvfølgelig pizzaen. Ida snuppede muligheden; hun åbnede forsigtigt hoveddøren og skred ud på trappeopgangen. Lukkede døren lyden druknede i deres latter. I elevatoren pustede hun ud.
Sneflokke faldt tæt udenfor. Byen dirrede af fyrværkeri og latter. Ida tog mobilen og ringede en veninde op.
Astrid, er du vågen?
For pokker, selvfølgelig klokken er kun ti, vi skåler herhjemme! Hvad sker der, du lyder helt mærkelig?
Jeg er gået fra Mikkel. Må jeg komme?
For fanden da, kom! Peter, dæk et ekstra, Ida kommer nu! Hvor er du jeg bestiller en vogn!
Fyrre minutter senere sad Ida i Astrids hyggelige køkken med varm te i hænderne. Astrids mand luskede diskret ind stuen for at se DR1s forsinkede nytårstale. Ida fortalte hele historien om Majkens rør, om and og minder og pizza og den store tavshed.
Astrid, det handler ikke om gæsterne i sig selv. Det handler om ham. Han blev Majkens tjener, han glemte mig. Jeg blev butleren, mens de genopfandt børnene fra Bulderby. Hvorfor skal jeg stå model til det, hvis han ikke er kommet videre?
Astrid nikkede og sukkede.
Klassisk. Han vil være flink over for alle, og ender bare med at træde på den, han elsker. Du gjorde det helt rigtige ved at gå. Ellers tror de, at det altid er OK at træde på dig.
Idas telefon var tavs en times tid efter hun gik. Tilsyneladende opdagede de først hendes exit til pizzaen. Mikkel ringede hun trykkede ham væk. Han ringede igen. Og igen. Derefter begyndte beskederne:
Ida, hvor er du? Vi savner dig.
Er du nede efter snacks? Pizzaen bliver kold.
Tag nu telefonen, det er ikke sjovt. Hvor er du?
Du er sur? Gået? Ida, nu må du stoppe. Kom hjem. Den er gal overfor Majken!
Ida lo tørt for sig selv. Gal overfor Majken. Ikke overfor konen, men eksen selvfølgelig.
Svar ham ikke, sagde Astrid. Lad ham rydde op selv. Se om han kan holde Majken ud én nat.
Ida satte telefonen på lydløs.
Denne nytårsaften lavede hun ingen ønsker ved midnat. Hun drak bobler med veninden til Blinkende Lygter, og oplevede en mærkelig lethed som at smide en tung rygsæk hun havde båret i årevis.
Første januar bød på sol og frost. Ida vågnede på sofaen til duften af kaffe. Hun tændte mobilen 50 ubesvarede opkald, 20 beskeder. Fra krævende til paniske til opgivende:
Ungerne knuste din vase. Undskyld.
Majken er sur, synes sofaen er for hård.
De er kørt hjem. Her er kaos. Jeg fatter det ikke.
Undskyld, Ida. Elsker dig. Kom tilbage.
Ved middagstid ringede det på Astrids dør. På måtten stod Mikkel med det største, latterligste blomsterbundt til 600 kroner fra tanken og et ansigt som efter en fodboldrivalisering. Skjorten var krøllet, håret filtret, vinglas-plet på maven.
Astrid stod med korslagte arme og blokerede døren.
Nå, du kom alligevel. Hvad så?
Astrid, er Ida her? Jeg ved hun er. Jeg må bede om at tale med hende, please.
Ida gik ud i gangen. Så Mikkel stå der med splittede øjne og rosenblade dryppende på måtten. Hun følte intet andet end træthed.
Ida! udbrød han, løb hen mod hende, stoppede da hendes blik blev isnende. Undskyld, det hele gik grueligt galt uden dig. Majken blev chef, drengene gik grassat, juletræet landede på gulvet… Jeg måtte sende dem hjem midt om natten. Jeg har aldrig savnet dig så meget. Du er min familie. Kun dig. Undskyld! Kom hjem jeg har ryddet (næsten) det hele op.
Hun kiggede på de slappe blomster.
Det handler ikke kun om at sige undskyld. Du placerede mig ude på sidelinjen. Du lod en anden kvinde bestemme i mit hjem og kritisere mig, og du sagde ingenting.
Aldrig igen! svor Mikkel. Ekskonen er blokeret. Kun kontakt om børn, og på neutral grund. Ingen flere natlige opkald. Ingen flere gæster. Jeg lover det.
Tavshed. Hun kunne se, han mente det. Han var ræd og fortrød. Men om hun kunne tilgive at være usynlig var tvivlsomt.
Jeg kommer ikke hjem i dag, sagde hun endelig. Jeg bliver hos Astrid et par dage. Du tager hjem og tænker over, hvorfor du satte mig sidst. Ikke hvordan du får mig tilbage, men hvorfor du overhovedet gjorde det.
Jeg venter så længe, du vil, svarede han stille. Jeg elsker dig.
Han lagde blomsterne fra sig og gik. Døren lukkede sagte.
Ida gik tilbage til køkkenet. Astrid fyldte kopperne.
Tilgiver du ham, tror du? spurgte hun.
Måske. Han er et godt mennesker, bare virkelig faret vild. Hvis jeg nogensinde flytter hjem, bliver det på helt nye præmisser. Jeg vil aldrig mere lade nogen placere mig i skyggen.
Hun kiggede ud over byen dækket af nyfalden sne så ren, som det hvideste papir. Livet gik videre. Og nu vidste hun: Historien om hendes familie skulle skrives af hende selv, og ingen ekskoner eller gamle bøger fra fortiden.
Hvis du morede dig, så send et like og følg med. Det varmer mit iskolde danske hjerte!
