Min mand har altid sagt, at jeg ikke er kvindelig nok. I starten nævnte han det i forbigående at jeg burde tage lidt mere makeup på, gå i kjoler, være mere blid. Men sådan har jeg aldrig været. Jeg har altid været praktisk, direkte og aldrig særlig forfængelig. Jeg arbejder, løser problemer og gør det, der skal gøres. Det var sådan, han lærte mig at kende. Jeg har aldrig prøvet at være en anden.
Efterhånden blev kommentarerne hyppigere. Han begyndte at sammenligne mig med kvinder, vi så på sociale medier, med konerne til vores venner, med mine kollegaer. Han sagde, at jeg mere lignede en ven end en kone. Jeg lyttede, vi diskuterede en gang imellem, men vi gik altid videre. Jeg tænkte aldrig, at det var alvorligt. Jeg så det som normale forskelle i et parforhold.
Den dag jeg begravede min far, holdt det op med at føles som småting. Jeg var i chok. Jeg sov ikke, spiste ikke, kunne ikke tænke på andet end hvordan jeg skulle komme igennem begravelsen. Jeg tog det første sorte tøj på, jeg kunne finde. Jeg lagde ikke makeup, gjorde ikke noget særligt ved mit hår. Jeg havde ikke overskuddet.
Inden vi gik ud ad døren, kiggede min mand på mig og sagde:
Er det sådan, du vil gå derhen? Kunne du ikke gøre lidt mere ud af dig selv?
Jeg forstod ikke rigtigt først. Jeg sagde, at jeg var ligeglad med, hvordan jeg så ud jeg havde lige mistet min far. Han svarede:
Ja, men alligevel… folk vil da snakke. Du ser lidt forsømt ud.
Jeg mærkede en mærkelig smerte indeni, som om noget blev knust.
Til selve ceremonien stod han blandt de andre, gav hånd og sagde kondolence, så alvorlig ud. Men over for mig var han reserveret. Han holdt ikke rigtig om mig, spurgte ikke, hvordan jeg havde det. Da vi gik forbi spejlet i stuen, hviskede han, at jeg burde tage mig bare en smule mere sammen, at min far ikke ville have ønsket at se mig sådan.
Senere hjemme spurgte jeg ham, om det virkelig var det eneste, han havde lagt mærke til den dag. Om han virkelig ikke så, hvor knust jeg var. Han svarede, at jeg overdrev, og at kvinder ikke burde lade stå til selv ikke i sådanne situationer.
Siden har jeg set anderledes på ham.
Men jeg kan ikke give slip.
Jeg føler, at jeg ikke kan undvære ham.
Livet har lært mig, at sand omsorg også betyder at give plads til hinandens måde at sørge og være på og at kærlighed uden forståelse bliver tom. Inderst inde ved jeg, at jeg må stå ved mig selv, før jeg kan kræve det af andre.
