Min mand har altid sagt, at jeg ikke er kvindelig nok. Først kom det bare som en uskyldig bemærkning – at jeg burde gå med mere makeup, tage kjole på, være lidt mere “blid”. Jeg har aldrig været sådan. Jeg har altid været praktisk, direkte, ikke særligt forfængelig. Jeg arbejder, løser problemer, gør det der skal til. Sådan mødte han mig – jeg har aldrig spillet en rolle. Med tiden blev kommentarerne mere hyppige. Han begyndte at sammenligne mig med kvinder, vi så på sociale medier, med vores venners koner, mine kollegaer. Han sagde, at jeg mere lignede en ven end en hustru. Jeg lyttede, nogle gange diskuterede vi, men fortsatte bare. Jeg opfattede det egentlig aldrig som alvorligt – bare som forskelligheder i et forhold. Den dag jeg begravede min far, forsvandt den følelse for altid. Jeg var i chok. Jeg sov ikke, spiste ikke og kunne kun tænke på at komme igennem begravelsen. Jeg tog det første sorte tøj, jeg kunne finde, tog ikke makeup på, og mit hår fik kun den mest nødvendige opmærksomhed. Jeg havde ikke kræfter til mere. Lige inden vi skulle ud ad døren, kiggede min mand på mig og spurgte: “Er det sådan, du skal se ud? Kan du ikke gøre lidt mere ud af dig selv?” Først forstod jeg ikke rigtigt. Jeg sagde, at det var ligegyldigt, jeg havde jo lige mistet min far. Han svarede bare: “Ja, men… folk vil tale. Du ser forsømt ud.” Jeg følte et mærkeligt tryk i brystet, som om nogen havde knust mig indefra. Til selve bisættelsen hilste han som de andre, var seriøs, udtrykte sin medfølelse – men han var meget distanceret over for mig. Han krammede mig ikke rigtigt. Spurgte ikke, hvordan jeg havde det. Da vi gik forbi spejlet i stuen, sagde han lavt, at jeg skulle “tage mig lidt mere sammen” – at min far ikke ville have ønsket at se mig sådan. Efter begravelsen, hjemme igen, spurgte jeg ham, om det virkelig var det eneste, han havde lagt mærke til. Om han slet ikke havde set, hvor ødelagt jeg var. Han sagde blot, jeg skulle tage det roligt, at han bare gav sin mening – at en kvinde ikke må forsømme sig selv, “heller ikke i sådan nogle situationer”. Siden da ser jeg ham på en anden måde. Men jeg kan ikke forlade ham. Jeg føler, at jeg ikke kan leve uden ham. ❓ Hvad ville du sige til denne kvinde, hvis hun stod foran dig?

Min mand har altid sagt, at jeg ikke var kvindelig nok. Først nævnte han det i forbifarten at hvis jeg brugte lidt mere makeup, hvis jeg tog kjoler på, hvis jeg bare var blidere. Men sådan var jeg aldrig. Jeg har altid været praktisk, direkte, ikke særlig forfængelig. Jeg arbejder, løser problemer, gør det, der skal gøres. Han har kendt mig sådan hele tiden. Jeg har aldrig forsøgt at være en anden.

Efterhånden blev kommentarerne hyppigere. Han begyndte at sammenligne mig med kvinder fra Instagram, venners koner, kolleger. Han sagde, at jeg mere lignede en kammerat end en hustru. Jeg lyttede bare, nogle gange diskuterede vi, og så fortsatte vi. Jeg har aldrig troet, det var alvorligt. Jeg så det som normale forskelle i et forhold.

Men den dag, jeg begravede min far, blev det hele mærkeligt ubetydeligt. Jeg var tom. Sov ikke, spiste ikke, tænkte ikke på andet end at overleve begravelsen. Jeg tog det første sorte tøj, jeg fandt, satte ikke makeup på, gjorde intet særligt med håret kun det allermest nødvendige. Jeg havde simpelthen ikke kræfter.

Før vi skulle ud ad døren, kiggede min mand på mig og sagde:
Er det sådan, du vil gå? Skal du ikke lige gøre lidt mere ud af dig selv?

Jeg forstod det knap nok. Jeg sagde, det var lige meget, hvordan jeg så ud jeg havde lige mistet min far. Han svarede:
Ja, men folk vil jo snakke. Du ser faldet hen ud.

Der var noget, der knækkede i brystet på mig, som om nogen trykkede mig sammen indefra.

Ved selve begravelsen var han blandt de andre. Gav hånd, erklærede sin medfølelse, så alvorlig ud. Men overfor mig var han fjern. Han lagde ikke rigtig armen om mig. Han spurgte ikke, hvordan jeg havde det. Så, da vi passerede et spejl i stuen, sagde han lavmælt, at jeg nok burde tage mig lidt mere sammen at min far ikke ville have ønsket at se mig sådan.

Efter begravelsen, hjemme igen, spurgte jeg ham, om det virkelig var det eneste, han havde fokuseret på i dag. Om han ikke så, hvor knust jeg var. Han sagde, jeg overdrev, at han bare udtrykte sin mening, og at en kvinde ikke måtte lade sig selv gå selv ikke i så svære øjeblikke.

Siden da ser jeg på ham med et nyt blik.

Men jeg kan ikke forlade ham.
Jeg føler, jeg ikke kan undvære ham.

Rating
Mirabile dictu
Min mand har altid sagt, at jeg ikke er kvindelig nok. Først kom det bare som en uskyldig bemærkning – at jeg burde gå med mere makeup, tage kjole på, være lidt mere “blid”. Jeg har aldrig været sådan. Jeg har altid været praktisk, direkte, ikke særligt forfængelig. Jeg arbejder, løser problemer, gør det der skal til. Sådan mødte han mig – jeg har aldrig spillet en rolle. Med tiden blev kommentarerne mere hyppige. Han begyndte at sammenligne mig med kvinder, vi så på sociale medier, med vores venners koner, mine kollegaer. Han sagde, at jeg mere lignede en ven end en hustru. Jeg lyttede, nogle gange diskuterede vi, men fortsatte bare. Jeg opfattede det egentlig aldrig som alvorligt – bare som forskelligheder i et forhold. Den dag jeg begravede min far, forsvandt den følelse for altid. Jeg var i chok. Jeg sov ikke, spiste ikke og kunne kun tænke på at komme igennem begravelsen. Jeg tog det første sorte tøj, jeg kunne finde, tog ikke makeup på, og mit hår fik kun den mest nødvendige opmærksomhed. Jeg havde ikke kræfter til mere. Lige inden vi skulle ud ad døren, kiggede min mand på mig og spurgte: “Er det sådan, du skal se ud? Kan du ikke gøre lidt mere ud af dig selv?” Først forstod jeg ikke rigtigt. Jeg sagde, at det var ligegyldigt, jeg havde jo lige mistet min far. Han svarede bare: “Ja, men… folk vil tale. Du ser forsømt ud.” Jeg følte et mærkeligt tryk i brystet, som om nogen havde knust mig indefra. Til selve bisættelsen hilste han som de andre, var seriøs, udtrykte sin medfølelse – men han var meget distanceret over for mig. Han krammede mig ikke rigtigt. Spurgte ikke, hvordan jeg havde det. Da vi gik forbi spejlet i stuen, sagde han lavt, at jeg skulle “tage mig lidt mere sammen” – at min far ikke ville have ønsket at se mig sådan. Efter begravelsen, hjemme igen, spurgte jeg ham, om det virkelig var det eneste, han havde lagt mærke til. Om han slet ikke havde set, hvor ødelagt jeg var. Han sagde blot, jeg skulle tage det roligt, at han bare gav sin mening – at en kvinde ikke må forsømme sig selv, “heller ikke i sådan nogle situationer”. Siden da ser jeg ham på en anden måde. Men jeg kan ikke forlade ham. Jeg føler, at jeg ikke kan leve uden ham. ❓ Hvad ville du sige til denne kvinde, hvis hun stod foran dig?