Min mand forlod mig for min søster. Han flyttede simpelthen ind hos hende. Og tre år senere forlod han også hendefor hendes bedste veninde.
Vi havde været gift i syv år. Vores ægteskab var ikke perfekt, men det var heller ikke dårligt. Vi levede helt almindeligt liv: arbejde, hjem, familie, søndagskomsammen. Min søster, Freja, kom tit forbi. Hun har altid været tæt på os. Jeg lagde aldrig mærke til noget mistænkeligt. Tværtimod, det virkede bare som om, de havde det fint sammen. Hun blev ofte at spise frokost med os, eller jeg ringede til hende, hvis jeg havde brug for hjælp, fordi jeg arbejdede så meget. Jeg har aldrig forestillet mig noget som helst.
Så, på en helt almindelig torsdag, stod han tidligt op og sagde, at han skulle på arbejde. Han kom ikke hjem til frokost. Han kom heller ikke hjem om aftenen. Ikke dagen efter heller. På tredje dagen, da han endelig tog telefonen, undskyldte han ikke engang eller forklarede noget. Han sagde bare: Jeg kommer ikke tilbage. Jeg har brug for plads. Jeg tænkte, det var en midtvejskrise, eller at han måske boede hos en kammerat. Men allerede den uge fortalte min mor mig, det som ingen rigtig ville sige: Han boede nu sammen med Freja.
Rygterne blev meget hurtigt til sandhed. Min mor og far fandt ud af det, onklerne og naboerne alle vidste det pludselig. Freja holdt op med at tage telefonen. Han lod heller ikke høre fra sig. Lidt efter kom hun over og hentede hendes tøj, mens jeg ikke var hjemme. Ingen af dem følte tilsyneladende, at de skyldte mig en forklaring. De regnede nok med, at der ikke var noget mere at sige.
De flyttede sammen i en anden bydel. Efterhånden begyndte de at dukke op til familiefesterhvor jeg selvfølgelig ikke var. Freja sagde ting som: Man vælger ikke, hvem man forelsker sig i og ting sker bare. Min eksmand sagde, at han ikke havde været lykkelig med mig. Jeg sad alene tilbagemed skammen og smerten. Heldigvis havde vi ikke børn, ellers havde det gjort endnu mere ondt.
Tre år gik. Jeg forsøgte at komme videre med livet. De virkede stadig som om, de var et parindtil jeg, igen gennem familie og venner, hørte, at de var gået fra hinanden. Han var flyttet. Og han var ikke alene denne gang: nu dannede han par med Frejas tidligere bedste veninde, Metteen kvinde der var med helt fra begyndelsen, som kendte hele historien, og som både var fortrolig, støtte og vidne til det hele.
Freja var knust. Han havde igen skiftet hjem, historie og undskyldninger. Nu lød det, at han heller ikke havde været rigtig lykkelig med Freja, at det var hendes skyld, at hun var forvirret og umulig. Men nu troede ingen rigtig på ham mere.
Familien hænger stadig ikke sammen. Jeg har intet med Freja at gøre længere. Hun har mistet kontakten med Mette. Og min eksmandja, han har aldrig fået taget sig sammen til at sige undskyld eller tage ansvar for noget som helst.
Er det her karma, eller hvad?
