Min mand fører en meget livlig brevveksling med en tidligere veninde.
Det hele føles lidt som at bevæge sig gennem et tåget landskab på en nat i København, hvor gadelygterne blinker som blinkende øjne, og jeg hører lyde af måger, der blander sig med uforståeligt klirrende stemmer. Jeg tænker ofte, at jeg er heldig. Min mand, Mads, er næsten den perfekte mand eller så tæt på, som man kan komme, hvis man stadig lever og ånder i denne mærkelige virkelighed. Et sted i dette uperfekte perfekte univers har han dog én lille brist: Han er alt for social, alt for åben, og latteren sidder løst hos ham, så den næsten bliver til en paraply i regnen.
Nogle ville måske mene, det er harmløst, men… der er nu noget drømmende over hele situationen.
Mads har mange kvindelige bekendtskaber. Ikke at han skjuler samtalerne for mig, eller at der er antydningen af skjulte beskeder mellem linjerne. Men det er stadig som at vågne op i sit eget køkken og finde spor af nogen, der rørte ved porcelænet, mens jeg sov. I årevis har han skrevet med den gamle kollega Tove. Hun blev gift med en svensk mand og flyttede langt væk over Øresund, men hendes navn svæver stadig mellem væggene hos os, som damp fra en kop kaffe, der aldrig bliver kold.
Når noget mærkeligt sker for Mads, enten på kontoret i Aarhus eller på de eventyrlige rejser til fjerne danske øer, strømmer beskeden straks til to kvinder: mig, og Tove. Skal han beslutte sig for noget vigtigt, hører begge vores stemmer som eko liggende over hinanden. Det er som om Tove sidder usynligt med ved vores bord, smikker fødderne op og drikker vores rødvin. Mads diskuterer alt med Tove endda ting, der tilhører vores inderste kreds, vores familiehemmeligheder, vores små smil. Alt dette foregår, mens jeg går lidt forvirret rundt i stuen, hvor sofaen pludselig er blevet længere end før, og gardinerne danser i træk, jeg aldrig har mærket.
Men, igen Mads er en fabelagtig mand. Huslige pligter er opdelt mellem os, næsten som kongelige skattekamre. Han tjener også godt, og hver måned falder lønnen trygt som sne på min bankkonto: 37.000 kroner, lyder det, som et ekko i mit hoved. Vi tager i biografen, ser forestillinger på Det Kongelige Teater, og han inviterer mig på smørrebrød på små, hemmelige restauranter skjult i Helsingørs baggader. Men stadig forstår jeg ikke, hvorfor han må søge en andens selskab.
Det føles næsten, som om jeg er ved at krympe eller blive gennemsigtig. Måske virker det fjollet, men jeg begynder at mærke en sær jalousi af den slags, der lister sig ind om natten og hvisker bag døre. Jeg er ikke misundelig på hans andre kollegaer kun Tove. Der er noget med hendes navn, hendes skygge, der får noget til at snurre i mit hoved.
Hvad er det egentlig, han mangler? Hvorfor behøver han denne forbindelse, denne mærkelige udveksling af drømme og ord, som jeg aldrig helt kan fange?
