Jeg har lavet fejl i mit liv, men den største af dem bor stadig tæt på mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Da jeg var 25, giftede jeg mig med en fyr, der hed Mads. Han var to år ældre end mig. Dengang virkede han næsten som en prins på en hvid hest.
Han gav mig blomster hele tiden, små gaver, bar mine tunge tasker, vi skændtes aldrig, og vi kunne altid løse problemer roligt sammen. Vi havde aldrig boet sammen før vi blev gift hverken han eller jeg kunne lide tanken om at bo sammen uden at være gift, det virkede for løssluppen. Så vi giftede os bare. Mine forældre gav os penge til brylluppet, men det var langt fra nok til at købe en lejlighed. Jeg havde heller ikke lyst til at leje hvorfor betale til en udlejer og samtidig høre på deres evige kommentarer om, hvorvidt vi levede rigtigt? Kort sagt, så foreslog Mads mor, at vi kunne bo hos hende. Hun havde to værelser i sin lejlighed, og var tit ensom, så der var plads nok. Hvorfor ikke?
Jeg sagde ja uden at tænke mig om. Mads mor virkede venlig, så det var ikke svært at falde til. Men lige så snart jeg blev Mads kone og flyttede ind hos min svigermor, fandt jeg straks ud af meget mere om ham. Hans mor betragtede ham stadig som en lille dreng. Da han boede hos hende, lavede han ingenting i huset hun vaskede hans underbukser og sokker, selvom han var en voksen mand. Det er vel ikke normalt?
Alt Mads gjorde, var at tage afsted på arbejde og passe sit eget. Det var ikke mærkeligt, at straks vi begyndte at bo sammen, blev alle pligter mine. Jeg skulle nu lave mad til alle, gøre rent, vaske tøj, stryge. Var det virkelig det, jeg havde brug for? Jo, min svigermor blandede sig ikke i mine ting og kom ikke i køkkenet, når jeg lavede mad. Men det, at hun ikke engang ville hjælpe, fik mig til at føle mig som en slave i deres familie.
Men der ventede endnu mere dårlige nyheder. En dag begyndte en stikkontakt at brænde, og jeg fik slukket branden. Da jeg bad min mand om at fjerne resterne og sætte en ny op, var det for ham nærmest som at løse et kompliceret regnestykke. Det viste sig, at han ikke engang vidste, hvordan man skifter en stikkontakt. Da pæren i stuen skulle udskiftes, nægtede han og sagde, han ikke turde. Så jeg tog en stol, klatrede op og skiftede den selv. Det blev hurtigt klart, at Mads ikke kunne finde ud af noget praktisk og det værste var, at han heller ikke havde lyst til at lære noget. Hvorfor dog? Hellere betale en håndværker, hvis der mangler noget. Men Mads tjente jo ikke millioner kroner, så vi kunne betale for alt!
Det, der gjorde mig allermest forvirret, var at min svigermor igen og igen talte til ham, som om han stadig var et barn og han svarede hende forsigtigt, Mor.
Mads, har du taget sokker på, har du skiftet undertøj? Mads, har du nu vasket dig ordentligt? Når jeg hørte sådan nogle samtaler, fik jeg næsten kvalme. Han er jo en voksen mand, og hans mor spørger ham, om han har skiftet underbukser.
Jeg vil kort sagt virkelig gerne skilles. Men hvad gør jeg så? Jeg har ikke mit eget hjem, og de penge, mine forældre gav mig, er brugt. Jeg kan bare ikke tolerere det her længere. Hvor længe skal jeg holde ud?
