Min mand, Mads, brokker sig altid over, at jeg ikke laver lækre middagsretter som hans ven Anders’ kjæreste, Freja. Hun er en fantastisk kvinde og et ægte kulinarisk geni. Det benægter jeg ikke – hun laver mad, der får munden til at løbe i vand. Men det tager også en evighed! Køkkenet er hendes passion, hvor hun bruger hele dagen på at skabe små mesterværker. Og jeg? Jeg splitter mig mellem arbejde, barn og hjem, og hans kommentarer rammer som en knytnæve i maven.
Freja er på barsel lige nu, og hendes liv er enhver mors drøm. Hendes forældre, selvom de er skilt, elsker deres barnebarn og glæder sig til at hente ham om morgenen. Bedsteforældrene kæmper om at få lov til at gå tur med klapvognen, fodre ham, og så bringer de ham tilbage om aftenen. Freja våger, giver barnet til de lykkelige bedsteforældre, hopper tilbage i sengen, og senere tager hun sig af huset i ro og mag. Hun har hele dagen til at eksperimentere i køkkenet – ingen afbrydelser, ingen stress, bare ren frihed. Hun prøver nye opskrifter, og hver aften står der noget fantastisk på bordet. Hendes familie giver hende muligheden, og jeg er oprigtlig glad for hendes skyld.
Men Mads forstår det ikke. Han ser Freja og opfatter hende som det perfekte mål, som jeg efter hans mening burde stræbe efter. *”Hun er på barsel, har et barn, og alligevel når hun alt!”* siger han. *”Og så laver du bare hurtigmad, det samme hele tiden.”* Hans ord gør ondt, som om jeg ikke gør nok. Hvor skal jeg finde fem-seks timer om dagen til madlavning? Jeg arbejder fuldtid, og om aftenen henter jeg vores datter, Ida, i vuggestuen. Vi kommer hjem klokken sju. Jeg prøver at lave noget hurtigt: stegte kartofler, ovnbagt kylling, pasta med agurksalat. Det er mad, der holder sulten på afstand, men for Mads er det bare endnu en grund til at trække på skuldrene.
Hvis jeg begyndte at lave sofistikerede retter som Freja, ville middagen være klar ved midnat, og hele familien skulle gå sulten i seng. Men det ser han ikke. Han bliver bare ved: *”Freja finder altid på noget nyt til Anders, men du gider vist ikke engang prøve.”* Hans beundring for hendes kulinariske bedrifter lyder som en anklage mod min egen mangel. Jeg er træt af at forsvare mig. Hvis Frejas barsel lignede alle andres – hvor man knapt nok når at hoppe i bruseren – ville hun også microveje færdigretter, og Anders ville spise dem uden at brokke sig.
Jeg er glad på Freja og Anders’ vegne. Hun er virkelig sej, fordi hun ikke bare ligger på sofaen, men skaber madglæde til sin mand. Men det gør ondt, når Mads hele tiden sammenligner mig med hende. Det er som om han ikke opfatter, hvor forskellige vores liv er. Jeg arbejder fuldtid, og om aftenen skal jeg hente Ida. Freja er på barsel, og takket være hendes forældre har hun hele dage for sig selv. Selvfølgelig har hun mere tid! Jeg ville også ønske, jeg havde en barsel som hendes, men vores forældre står ikke i kø for at passe Ida. De elsker hende, men er ikke parate til at bruge hele dagen på hende.
Mads bliver ved. *”Du kunne da i det mindste lave noget lækOm weekenden,” sukker han, mens jeg bare ønsker, han en gang imellem ville spise en simpel rugbrødsmad uden at sammenligne den med en Michelin-ret.
