Min mand har boet hos sin “syge” mor i seks måneder og har ikke tænkt sig at komme hjem. Han anklager mig for ikke at ville forstå ham.
Han har været hos sin mor i et halvt år nu. Hun lader som om, hun er syg hele tiden. Før har han boet hos hende i tre uger, men nu er det simpelthen for meget. Alligevel bebrejder han mig for at mangle forståelse og ikke ville hjælpe ham.
Hvordan skal jeg hjælpe en svigermor, der kun spiller syg for at ødelægge vort ægteskab? Hun binder sin søn til sig på den mest banale måde – ved at lade som om, hun er hjælpeløs. Jeg har allerede boet med den kvinde. Tak, men nej tak, jeg gør ikke den fejl igen.
Hans mor tog det meget hårdt, da vi besluttede at blive gift, mig og Mads. Hun skjulte ikke engang, at hun syntes, det var en dårlig idé. Hun ville ikke åbenlyst skændes, for hun ønskede at hendes søn skulle se hende som en god mor. Men hver chance hun fik, provokerede hun mig og havde et eller andet at bebrejde mig for.
Jeg lod mig ikke provokere, især fordi vi ikke behøvede at snakke sammen ofte. Jeg havde min egen lejlighed, hvor Mads og jeg flyttede sammen. Hans mor var heller ikke glad for det. Det må være svært at acceptere, at en søn ikke altid er under ens kontrol – ligesom en svigerdatter ikke behøver at gøre alt for at tilfredsstille en.
Men min mands mor fandt på en anden løsning. Hun er ikke den første med den slags ideer. Tanken var at fremstå som terminalt syg og have brug for konstant pleje.
Mads, som aldrig før havde oplevet den slags manipulation fra sin mor, blev overfølsom og tilbragte al sin tid hos hende. Den “stakkels gamle dame” havde så mange symptomer, at hospitalerne ville kæmpe om at få hende indlagt.
Hun led af både højt og lavt blodtryk, brystsmerter, rygsmerter, knirkende knæ og besvimelser. Men det tog mig tid at gennemskue, at det var en facade. Jeg troede, det var på grund af stress. Hendes elskede søn var flyttet sammen med en anden kvinde, så det var naturligt, at kroppen reagerede.
Da min svigermor første gang blev alvorligt syg, og min mand boede hos hende i en uge, pakkede jeg også mine ting og tog med for at hjælpe. Jeg troede, det var alvorligt. Den første dag spillede hun sin rolle overbevisende.
Men efter to dage bemærkede jeg, at alle hendes symptomer forsvandt, så snart Mads forlod lejligheden. Hun var straks bedre tilpas og i godt humør. Men lige så snart min mand kom hjem, blev hun syg igen.
Jeg fortalte min mand om mine observationer, men selvfølgelig troede han mig ikke. Hun spillede jo sin rolle så godt. Men jeg var færdig med at tro på hende. Jeg pakkede og tog hjem.
Min mand kom tilbage et par dage senere og sagde, at hans mor havde det bedre. Åbenbart kunne min svigermor ikke skjule sin glæde over, at jeg var væk – den pris hun måtte betale. Men få uger efter begyndte hun igen at spille syg.
Det frustrerede mig grænseløst, for hver gang hun “blev dårlig”, flyttede min mand ind hos hende på ubestemt tid. Hans mor fik det kun bedre, hvis jeg foreslog at ringe til en læge. En rask person kan ikke blive syg så ofte – der må være en årsag.
Når min mands mor indså, at en læge kunne blive involveret, blev hun straks rask igen. Min mand, så snart han var sikker på, at hans elskede mor ikke længere var i fare, kom så hjem til mig.
Nu har det her stået på i seks måneder. I starten var der en god grund – hun skulle opereres i knæet. For to år siden faldt hun og havde problemer med det. Lægen anbefalede en operation for at undgå fremtidige komplikationer.
Hun blev opereret og skulle hvile i en uge. Min mand var der for hende, som en god søn skal være. Jeg havde intet imod det, for hun havde brug for hjælp.
Men hverken efter en uge eller en måned kom han hjem. Hans mor lod som om, hun ikke var kommet sig. Hun kunne gå, men fortalte ham, at hun var faldet og knap nok kunne rejse sig, mens han var på arbejde.
I seks måneder har min mand boet hos sin mor og troet på hendes historier. Selvom ingen læger kan finde noget galt, operationen lykkedes, og hun kan gå normalt. Hun kan ikke løbe, men hun behøver ikke engang stok. Men hvad ved læger dog?
Jeg stillede min mand et ultimatum – enten kommer han hjem for godt ellers tager han sine ting, for jeg indgiver skilsmissebegæring. Nu anklager han mig for ikke at elske ham og mangle forståelse. Han er jo ikke hos en elskerinde, han er hos sin mor, der har brug for ham.
Alle mine veninder spørger, hvad jeg venter på – det er så tydeligt, at vi bør skilles. Ja, måske er det endelig gået op for mig, selvom jeg indtil det sidste håbede, at hans fornuft ville sejre.
