Min mand arbejder, men det er altid mig, der betaler for alting.
Du spørger nok, hvordan jeg er endt her i mit liv, og hvordan jeg overhovedet gik med til sådan en situation og jeg kan kun sige, at kvinder, der elsker, de kan altså være blinde. Jeg var blind. Hele mit liv har jeg forsøgt at gøre tingene ordentligt, lært af mine fejl. Min mor sagde altid til mig, allerede da jeg var lille, at hvis jeg ville have et godt liv, måtte jeg knokle for det. Hun sagde også, at en kvinde bør være stærk og standhaftig, så hun kan klare sig selv, hvis alt går skævt.
Den sidste leveregel slog mig egentlig lidt ud. Når jeg datede, var jeg nok lidt for selvstændig, og der var fandeme ikke mange mænd, der gad en som mig. Dengang ville de fleste mænd gerne have en blid kvinde, som de kunne passe på og vise deres mandighed overfor. Men jeg passede på mig selv.
Til sidst kastede jeg mig fuldt ud i arbejdet. Jeg var single helt til jeg fyldte 35 først der mødte jeg Mads. Han er lige gammel som mig. Jeg blev faktisk helt overrasket over, at han accepterede min selvstændighed. Det vil sige, han har aldrig insisteret på at gøre noget for mig eller hjælpe, hvis jeg sagde, jeg ville selv. Han kom aldrig med blomster eller hviskede søde, tomme ord, som jeg slet ikke kan holde ud. Med ham følte jeg mig som en ligeværdig partner. Men jeg skulle have vidst, hvad sådan en såkaldt ligestilling ville ende med at koste mig for den var slet ikke ligeså ligelig, som jeg troede.
Vi blev gift og Mads flyttede ind hos mig. Han havde ikke sin egen lejlighed, han boede hos sin mor. Og jeg ville aldrig bytte min egen for at bo med svigermor sådan har jeg hørt alt for mange historier om, og de var ikke rare. Den første måned efter vi blev gift kom der ikke en krone fra Mads han sagde, han skulle betale et lille lån tilbage, han havde taget for at betale sin mors operation.
Jeg sagde ingenting jeg var forstående. Vi er jo familie, tænkte jeg. Han kunne betale lånet tilbage, og så skulle vi nok få styr på det sammen. Men så gik der syv måneder! Stadig intet. Han blev ved med at sige, at han fik for lidt i løn, eller at de havde skåret i hans timer, eller et eller andet nyt hver gang. Hele tiden betalte jeg for mad, fornøjelser og regningerne. Senere begyndte han at sige, at han sparede op til at vi kunne købe os et hus på landet, måske til vores sommerferier.
Men i fem år har jeg ikke set ét eneste kontoudtog fra hans bank. Vi er jo familie! Så på et tidspunkt blev jeg vred. Hvordan kan jeg have forsørget ham i fem år? Det er da ikke normalt! Han pakkede sine ting og tog hjem til sin mor. Bum sådan bare. Tre dage senere, da jeg ikke kunne klare ensomheden mere, bad jeg ham komme tilbage. Og selvfølgelig gik det bare i gang igen. Han vil stadig ikke give en eneste krone til husholdningen. Og jeg er virkelig træt nu. Jeg ville bare gerne købe noget lækkert til mig selv, men der er aldrig penge jeg bruger dem alle sammen på familien. Hvad gør jeg? Skal jeg skilles? Kommer han aldrig til at ændre sig?
