I natten, hvor København ligger stilnet og svævende på havets kant, spørger du mig, hvordan jeg kom hertil, til dette mærkelige sted i min tilværelse. Spørgsmålene snor sig som tåge mellem gamle gader, og jeg svarer: Alle kvinder, der elsker, ser ikke klart. Jeg har været blind. Hele mit liv har jeg forsøgt, jeg har lært. Min mor fortalte mig tidligt, næsten som hvisken under gamle bøgetræer, at hvis jeg ønskede et godt liv, måtte jeg arbejde hårdt. Hun sagde også, at en kvinde skal være stærk og stå på egne ben, så hun ikke går til grunde om stormen rammer.
Ironisk nok blev netop den læresætning en kappe, som jeg bar med for meget alvor. Når jeg mødte mænd, bar jeg min selvstændighed som skjold. Der var kun få, der ville danse rundt med mig på Frederiksberg. De fleste ville helst have en mild pige, nogen de kunne beskytte, vise deres kraft. Jeg klarede mig selv, og det var næsten som om jeg blev usynlig for dem.
Til sidst flyttede jeg min verden ind i arbejdet. Jeg blev en ældre pige halvt forglemt indtil jeg fyldte 35, og mødte David på en regnfuld dag i Odense. Han var samme alder. Det mærkeligste var, at han accepterede min uafhængighed, lod mig gå mine egne veje. Han pressede aldrig på, tvang ikke sin hånd, hvis jeg sagde: Jeg klarer det selv. Han kom aldrig med blomster, ingen insisterende ord i natten. Ingen søde, meningsløse sætninger. Med ham var jeg en lige partner. Måske burde jeg have set prisen for denne drøm om ligeværd, som aldrig rigtig blev ligeværdig.
Vi blev gift og flyttede sammen i min lejlighed i Aarhus. David havde ikke sin egen bolig; han boede stadig hos sin mor på Amager. Jeg ville ikke bo med min svigermor jeg havde hørt nok historier, og det var som en truende skygge. Den første måned gav David mig ikke en eneste krone fra sin løn. Han sagde, han måtte betale et lille lån for sin mors operation. Jeg sagde ingenting. Vi er en familie, tænkte jeg lad ham betale, derefter kan vi bygge op sammen. Men i syv måneder fortsatte han, lånet blev aldrig betalt. Hele tiden lød det: arbejdet betaler ikke nok, de har skåret ned på timerne, alt muligt andet.
I den tid betalte jeg alt mad, film, el og varme. Så begyndte han at tale om at spare op til et lille hus ude ved Limfjorden, til ferier og ro. Men i fem år fik jeg aldrig lov at se hans kontoudtog vi var da stadig familie? Så brød jeg ud i strid. Hvordan kan jeg alene forsørge ham i fem år? Det er ikke normalt. Han pakkede tasken og flyttede hjem til sin mor igen. Sådan, helt enkelt. Tre dage senere, knust af ensomhed i drømmen, hentede jeg ham tilbage. Og alting begyndte forfra. Han ville stadig ikke give én krone til noget som helst.
Nu er jeg så frygteligt træt. Jeg ville købe kjoler og små glæder som andre kvinder, men jeg har ingen penge tilbage alt går til familien. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive skilt? Vil han nogensinde ændre sig, eller vil jeg for bestandig være fanget i denne mærkelige, drømmende cirkel?
