Line – min kones nærmeste veninde – havner regelmæssigt i yderst ubehagelige situationer, selv uden at gøre noget specielt for at ende der. Hun er simpelthen en person, som er ekstremt uheldig. Den første vilde hændelse skete for omkring tre år siden.
Line var på vej hjem fra arbejde ved midnatstid, parkerede bilen og som sædvanligt begav hun sig i et hurtigt tempo ind i den stimulerende og spændingsfyldte 100 meter maraton mod opgangens hoveddør. Hun nåede ikke de sidste tre meter.
Ud fra mørket dukkede to hætteklædte personer op og beordrede hende til at stå stille. De bad om penge, smykker og andre værdigenstande, og for at forhindre offeret i at gå i gang med unødvendig diskussion, ramte de Line i hovedet med et baseballbat.
Resultatet: hjernerystelse, stor hæmatom samt nogle småtterier: håndtaske med meget vigtige dokumenter, penge, nøgler og andre papirer. Efter at være kommet ud af tågen indgav stakkels Line en anmeldelse hos politiet. Betjentene åbnede modvilligt en sag, men lukkede den meget hurtigt igen med begrundelsen: “Ej muligt at identificere personen ansvarlig for hændelsen”.
Line var virkelig ked af det, men hun gav ikke hurtigt op og startede med at forhøre folk i sin opgang, om de havde set eller hørt noget.
Endelig havde hun held. En person havde sin bil parkeret med et tændt kamera foran opgangen den aften. Personen tog selv initiativ til at aflevere videoen til politiet (næsten samtidig med, at Line med en bandage om hovedet indgav en anmeldelse). Den borgerligt engagerede person blev takket, men fik at vide, at angrebet ikke kunne ses klart, og der var ikke nogen tydelige ord. Ansigterne blev kun kort fanget på videoen, da de løb forbi med en kvindetaske. Hvem var disse ansigter? Normale ansigter. Hvis drengene havde deres pasnumre og hjemmeadresser skrevet på deres t-shirts, eller havde sagt deres navne højt og tydeligt til kameraet, ja så havde det været anderledes. Nu blev Line nødt til at acceptere nederlaget og beholde videoen som et minde.
Siden da forsøgte hendes mand at møde stakkels Line, når hun kom hjem, mens børnene holdt øje fra vinduet.
Men hendes mand havde også travlt og kom nogle gange først hjem senere. Uanset hvad, måtte Line indimellem alene gå fra bilen til opgangen. Før eller senere skete næsten det samme igen. Forskellen var små detaljer: Efter præcis samme slag i hovedet valgte offeret ikke at falde, men i stedet sprøjtede hun med peberspray mod angriberne, og derfor blev hun kun slået to gange (den anden gang hårdere end den første).
Politiet afveg dog ikke fra deres tidligere efterforskningsplan, og denne gang lukkede de sagen meget hurtigere end første gang, da offeret overhovedet ikke så ansigterne på overfaldsmændene.
Et nervepirrende og udmattende år gik, hvor hendes mand pakkede sine kufferter, sagde farvel og for altid tog af sted på jagt efter et lettere liv i udlandet. Line nåede at skifte arbejdsplads flere gange, få ny frisure og lave en renovering af lejligheden.
Så en dag, kører vores hovedperson forbi en bilvask og genkender en af sine overfaldsmænd. Det var tydeligt, at han kendte de ansatte der, og de havde set ham før, men da Line henvendte sig til politiet sagde de uden tøven:
– Selv hvis det er ham, har vi intet at sigte ham for. Videoen kan ikke bruges som bevis – den er sløret, og det er ikke klart, om det var ham der slog dig, eller bare en der kom ud af opgangen med et bat. Og selv hvis det er ham, har vi ikke lov til at have en uafbrudt overvågning på bilvasken for at fange ukendte gerningsmænd. Du må hellere bære en tysk hjelm, når du færdes ude om natten, kære dame.
Endnu et år gik, hvor hovedpinerne forsvandt. Line blev forelsket i en stærk mand og giftede sig lykkeligt med ham.
Snart blev den gamle, henlagte røverisag mirakuløst genåbnet, og to overfaldsmænd blev fanget lynhurtigt. De blev officielt dømt og sendt til afsoning i tolv år i en fjerntliggende fængsel. På trods af at livet var kommet på rette spor, blev Line stadig opsøgt af små kriminelle begivenheder – karma har jo ingen glemt.
En aften i myldretid skulle Line skynde sig til et vigtigt møde. Hun efterlod bilen og hoppede ned i metroen. Da hun kom ud på gaden, opdagede hun, der var skåret en lang og brutal revne i hendes foretrukne taske, og indeni var den farverige pung, med dokumenter, kreditkort og penge til ferien, væk. Line tog et par nervøse åndedrag og ringede straks til sin elskede mand (heldigvis var telefonen endnu ikke blevet taget):
– Hej, skat, du vil ikke tro det, men jeg er blevet bestjålet igen, jeg ved ikke helt hvordan, men sandsynligvis i metroen.
Hendes stærke mand reagerede hurtigt:
– Line, du skal ikke bekymre dig, det skal nok gå. Hvor er du?
– Nær stationen Kongens Nytorv.
– Bliv på linjen og gå hurtigt tilbage til metroen. Find en betjent og giv ham telefonen, så slap af.
Halvanden minut senere sad Line allerede på politistationen under jorden, mens betjentene travlt tilbød hende at vælge mellem grøn te, sort te eller sort te med bergamot. To knap to timer gik, og med et brag kom en svedig, forpustet, men meget glad politimand ind ad døren med hendes farverige pung i hænderne.
Alt var i pungen: dokumenter, kort og endda penge.
Det er ikke dårligt at være gift med en politigeneral.
