For et års tid siden besluttede min kone og jeg at vi ville prøve at have hver vores værelse i lejligheden. Det var egentlig for at undgå at gå hinanden på nerverne og blive irriterede over småting vi har jo trods alt begge vores egne interesser og vaner.
Min kone, Helle, elsker fx at høre høj musik. Hun nægter kategorisk at tage hovedtelefoner på, og det kan føre til, at jeg ikke kan læse eller bare slappe helt af i stilhed, som jeg holder så meget af. Nogle aftener tænder jeg for en dansk serie eller sidder med arbejde, hvor jeg ringer til kunder og har brug for ro. Hvis Helle så også skal høre musik, så ryger min koncentration helt ud af vinduet. Derfor delte vi de to værelser i vores lille lejlighed på Nørrebro mellem os, begge hyggeligt indrettet som vi hver især kan lide det. Nu bor vi altså hver for sig, på den måde, uden at flytte fra hinanden.
Jeg må indrømme, det har gjort hverdagen meget nemmere. For eksempel banker vi altid på hinandens døre før vi går ind det er egentlig utroligt befriende. Forestil dig at kunne sidde for dig selv, i fred og ro, uden at nogen pludselig vælter ind og afbryder dig midt i alt muligt. Når jeg tænker tilbage, havde jeg altid mit eget værelse som barn, men mine forældre gik ind og ud som vinden blæste, spurgte hvad jeg lavede, selvom det var midt i at læse, se fjernsyn eller bare sove. Jeg synes ærlig talt ikke, det var særlig rart.
Nu kan jeg roligt sige: Jeg er optaget, til Helle gennem døren, og hvis jeg ikke orker at snakke, så respekterer hun det bare. Hun bryder sig også om at kunne stene for sig selv uden at jeg forstyrrer hende. Det er virkelig dejligt.
At have sit eget rum føles faktisk helt luksuriøst. Jeg kan rode eller rydde op, flytte rundt på tingene, eller bare læse uforstyrret i timevis. Ingen skal bestemme over det rum, ingen skal spørge om lov eller forklare noget som helst. Jeg vælger selv.
Det interessante er, at der pludselig kommer en form for spænding eller nysgerrighed ind i forholdet. Alt mit er tydeligt adskilt fra Helles ting. Jeg respekterer hendes rum, hun respekterer mit. Hvis jeg gerne vil besøge hende, banker jeg på, spørger om det passer og hendes kom ind føles næsten som at blive inviteret hjem hos hende. Det er noget helt andet end bare at trampe ind når man vil; pludselig bliver hverdagen lidt mere spændende.
Egentlig minder det om den tid, før vi blev gift når man aldrig kunne være helt sikker på om man var velkommen, eller hvad der ville ske, før man spurgte. Mange mænd taler om, at når man flytter sammen mister man lidt fornemmelsen af spænding og frihed, fordi det hele bliver så selvfølgelig. Med hver sit værelse føles det ikke sådan. Tæthed og frihed balancerer på en helt ny måde.
Hvis jeg skal konkludere noget, så er det, at for os almindelige danskere uden store landejendomme og luksusvillaer med masser af plads ja, så er det her nok det bedste, vi kan gøre for hinanden og os selv. For dem med store huse er dette sikkert helt normalt, men i små lejligheder er det virkelig en gave.
Jeg kender flere par, der bor i en toværelses og stadig presser sig sammen i det samme rum konstant, måske fordi børnene skal have det andet. Hvis der er tre værelser, bliver det tredje alligevel ofte til stue. Men sandheden er, at voksne også har brug for plads til sig selv. Man behøver altså ikke kun tænke på børn og fællesrum nogen gange er det vigtigst for ægteskabet, at begge får lov til at trække sig tilbage til sit eget.
