Mens jeg gik på universitetet og samtidig forsøgte at arbejde lidt ved siden af, havde jeg ærligt talt ikke råd til de store udskejelser. Men på det tidspunkt var jeg glad, for jeg havde ikke de store bekymringer. Min kone og jeg lejede en lille lejlighed i udkanten af Odense, og vi havde egentlig ikke tænkt så meget over det der med børn endnu. Vi ville først gerne have vores eget hjem, og så kunne vi begynde at tænke på familieforøgelse bagefter. Mine forældre er begge pensionister du ved, dem der sidder med krydsordet og kaffe hele formiddagen og jeg har en lille søster, Gitte. Gitte er skilt og har min nevø, Emil, som lige er startet i første klasse. Vi har aldrig rigtig haft det store overskud på kontoen i min familie, men vi har da altid fået enderne til at mødes på den ene eller anden måde.
Alting kørte ellers nogenlunde for os. Jeg blev færdig på uni og blev kort tid efter forfremmet på arbejdet. Pludselig var jeg chefens højre hånd. Det kunne mærkes på lønsedlen, og den var faktisk ret meget tykkere end før. Min kone og jeg tog derfor en hurtig beslutning: vi skulle da have os en ejerlejlighed og endelig flytte ind i noget, der bare var lidt vores eget. Og når man nu er i gang med store ændringer, hvorfor så stoppe der? Der gik ikke en måned, før min kone glad kunne fortælle, at hun var gravid. Sikke et heldigt sammenfald! Så vi gik straks i gang med at forberede os på den nye verdensborger, og familien jublede, da de hørte om både min forfremmelse og den kommende baby.
Men så begyndte virkelighedens regnvejr at dryppe på begejstringen. Mine forældre begyndte pludselig at antyde, at de synes, jeg skulle hjælpe Gitte og Emil de har det jo svært nu, stakkels dem. Og Gitte mente bestemt, at som storebror burde jeg også hjælpe vores forældre økonomisk, for det er nu engang det rigtige at gøre. Pludselig forsvandt mine penge hurtigere end Jonas fisketure om søndagen. Enten skulle mine forældre have et nyt, stort TV (det gamle er jo nærmest sort-hvidt!), eller også skulle Emil på en eller anden vild og dyr klasseudflugt til København Zoo. Min kone begyndte at kigge skævt til mig, for nu var hun jo på barsel, og vores husholdningsbudget blev efterhånden mindre end en pose Haribo Matador Mix i en børnehave. Det gik op for mig, at jeg er nødt til at sætte en stopper for familiens evige dykkertur ned i min pengepung. De nupper jo selv det sidste, jeg har, og hvis jeg nogensinde får købt bare én babybody til mit eget barn, så er det nærmest et lille mirakel i sig selv for de børneting koster jo en formue nu til dagsDet var ikke nemt. Først kom den dårlige samvittighed snigende jeg kunne næsten høre min mors stemme i baghovedet hver gang jeg sagde nej. Men en dag, mens jeg stod og stirrede frustreret på regningerne og så min kone liste en regnvejrsjakke til babyen tilbage på hylden på grund af prisen, blev det hele for meget. Jeg satte mig med min familie over boller og kaffe og sagde de ord, jeg havde øvet for mig selv så mange gange: Fra nu af må vi alle klare lidt mere selv.
Reaktionen var ikke ligefrem jubel. Gitte smækkede med døren og mine forældre sukkede tungt men senere på aftenen ringede min far og sagde stille: Vi glemte vist, at du også har dit eget at tænke på. Det er okay, dreng.
Bagefter føltes lejligheden større, selvom intet var ændret. Min kone lagde hovedet på min skulder og sagde: Nu kan vi endelig tænke på os og vores lille én.
Og det var, som om verden helt kortvarigt holdt op med at tikke der, hvor vi sad sammen på gulvet, med kaffe og nybagte planer. For ja, vi havde ikke alverdens penge, og der var stadig regnvejrsdage i sigte, men nu regnede de kun på os og det, fandt jeg ud af, kunne vi faktisk godt danse i.
