Min kære hustru
Sig mig, hvordan bærer du dig egentlig ad med at leve så mange år med én og samme kone? Hvad er hemmeligheden? spurgte min bror mig hver gang, han lagde vejen forbi til en kop kaffe.
Kærlighed og uendelig tålmodighed. Det er hele hemmeligheden, svarede jeg altid med et smil.
Det dér tror jeg ikke er noget for mig, sagde han og trak på skuldrene. Jeg elsker alle kvinder. Hver eneste er et mysterium for mig. At leve med en bog, man allerede har læst, nej, det tør jeg ikke.
Min lillebror, Peter, giftede sig da han var atten. Hans brud hed Solveig. Hun var ti år ældre end ham og havde altid haft hjertet helt og holdent i Peters hænder. Men Peter, han så det mest som sjov.
Solveig fandt sig godt til rette i Peters hjem i Odense, hvor de boede sammen med yderligere syv af hans familiemedlemmer. De blev forældre til lille Mikkel. Solveig troede lykkens fugl for alvor var landet. Familien fik tildelt et lille, trangt værelse.
Solveig havde en vidunderlig samling af porcelænsfigurer, som hun passede på som var de af guld. Samlingen bestod af ti sjældne figurer, som hun havde givet plads på det gamle, mørkegrønne chatol. Alle i familien kendte til Solveigs kærlighed til de skrøbelige figurer, og ofte stod hun længe foran og beundrede deres fine detaljer.
Jeg selv gik dengang stadig og spejdede efter en livslang partner én eneste, som jeg kunne dele livet med. Det lykkedes faktisk, og jeg har nu levet med min Karen i over et halvt århundrede.
Peter og Solveigs ægteskab holdt ti år. Solveig havde ikke meget at skrive hjem om efter det. Hun var altid blid, elskelig og trofast mod Peter og Mikkel og en dygtig husmoder oveni. Men hvad var det, Peter manglede?
Én aften kom min bror hjem fuld. Noget ved Solveigs væsen irriterede ham, og han begyndte at kaste om sig med dumsmarte bemærkninger og tog hende hårdt i armene. Da Solveig mærkede stormvejret nærme sig, tog hun Mikkel i hånden og gik ud i gårdhaven. Pludselig lød et forfærdeligt brag indefra.
Solveig vidste det straks porcelænsfigurerne var gået itu. Hun løb ind i værelset og stivnede ved synet. Hele hendes elskede samling lå spredt, knust på gulvtæppet. Kun én figur var underligt nok blevet skånet. Hun samlede den forsigtigt op, kyssede den, men sagde ikke et ord til Peter. Men hendes øjne var fyldt med tårer.
Til sidst voksede en usynlig kløft mellem dem. Det var, som om Solveig mentalt satte sig udenfor familien, selvom hun stadig gjorde sine pligter og var et forbillede på en pligtopfyldende ægtefælle og mor. Det var dog blevet mekanisk, uden nogen gnist.
Peter henfaldt mere til øl og sjusser. Siden begyndte han at omgås letlevende damer og sære venner. Solveig fattede efterhånden det hele, men sagde intet. Hun lukkede sig blot endnu mere om sig selv, blev fjern, aldrig helt til stede. Peter opholdt sig sjældent hjemme. Til sidst forlod Solveig ham. Skilsmissen skete stille uden råb, uden ydmygelser, uden bebrejdelser. Solveig flyttede tilbage til sin barndomsby, Svendborg, og tog Mikkel med. Den eneste porcelænsfigur, der var tilbage, lod hun stå tilbage til minde om sig selv.
Peter sørgede ikke. Han kastede sig ud i et vildt liv uden ansvar og forpligtelser. Han forelskede sig hurtigt, og hver gang gik det endnu hurtigere over. Peter gled længere mod afgrunden. Han giftede sig og blev skilt tre gange. Ofte kunne han drikke sig fra sans og samling. Imens arbejdede han som økonom ved Københavns Universitet og blev betragtet som en stor kapacitet. Han blev inviteret til foredrag og konferencer i hele landet. Peter udgav endda en lærebog om nationaløkonomi. Hans fremtid var lovende, sagde de alle. Men sprutten og det vilde liv væltede det hele.
Til sidst troede familien, Peter havde fundet ro, for han bekendtgjorde, at han ville gifte sig med en fantastisk kvinde. Vi blev inviteret til et beskedent bryllup i Aarhus. Hun havde en søn på sytten, og det var tydeligt for enhver, at Peter og den unge ikke ville kunne enes. Det blev netop drengens manglende respekt og eksplosive temperament, der førte til skilsmisse efter fem år.
Herefter dukkede de fristende navne op omkring ham Helle, Ingelise, Gitte… Alle elskede han, alle ville han leve resten af livet med. Men livet ville noget andet. Peter blev alvorligt syg som 53-årig. Da han lå syg, var der ingen af kvinderne længere. Kun jeg og vores søstre besøgte ham og skiftedes til at tage os af ham.
Simon, under min seng står min gamle kuffert. Ræk mig den, vil du? sagde Peter, og det kneb ham for alvor.
Jeg fik fat i den støvede kuffert. Da jeg åbnede den, måbede jeg. Den var proppet med porcelænsfigurer, alle nænsomt pakket ind i servietter.
Dem samlede jeg for Solveig. Har aldrig glemt hendes tavse sorg, da hun fandt sin ødelagte samling. Hun havde det hårdt med mig, husker du nok. Jeg købte figurer, hver gang jeg havde konsultationer i en ny by. Dobbelt bund i kufferten der ligger mine opsparede penge, alt sammen til Solveig. Giv hende det. Måske kan hun en dag tilgive mig. Vi ses vist ikke igen. Simon, sværg mig det.
Det lover jeg, Peter, hviskede jeg, da jeg forstod, det var hans sidste ønske.
Tag brevet med Solveigs adresse under puden, fortsatte han, uden at vende sig mod mig. Han kunne ikke.
Solveig boede stadig i Svendborg. Mikkel var syg af en mærkelig lidelse, lægerne rystede på hovedet. Prøv at søge behandling i Tyskland, måske kan de hjælpe der, lød det. Det havde jeg læst i Solveigs breve, som lå under Peters hovedpude. Det viste sig, at Solveig aldrig helt havde sluppet kontakten til Peter, men kun via breve kun Solveig skrev, Peter svarede aldrig.
Efter Peters død gjorde jeg mig klar til at følge hans sidste vilje.
Jeg mødte Solveig på en lille perron. Hun lyste op ved synet af mig og gav mig et varmt knus.
Åh, Simon, du ligner jo Peter fuldstændig!
Jeg rakte hende kufferten, bad om tilgivelse på vegne af Peter. Solveig, tilgiv ham. Det er til dig. Pengene og lidt til. Kig når du er hjemme, ikke? For Peter var du hans eneste rigtige hustru. Husk det.
Det var sidste gang, jeg så Solveig.
Senere fik jeg ét brev fra hende:
Kære Simon. Tak til dig og til Peter for alting. Jeg er Gud taknemmelig for, at Peter var en del af mit liv. Figurerne solgte vi med det samme, fandt en sand samler. Jeg kunne ikke holde ud at se på dem de havde jo alle været i Peters hænder. Pengene brugte vi til at flytte til Canada, hvor min søster længe havde inviteret os. Ikke mere holdt mig tilbage. Håbet om, at Peter ville kalde på mig, forsvandt aldrig. Men det gjorde han ikke… Men jeg er lykkelig over, at han altid så mig som sin kære hustru. Mon ikke det indimellem betød, han ikke havde glemt mig. Mikkel trives godt her han har det meget bedre. Farvel.
Intet afsenderfelt.
