Min kone forlod mig med vores to små piger for en rig mand, og et par år senere mødte jeg hende helt uventet i supermarkedet
Signe og jeg var gift i ti år. Vi havde to piger: Freja, der var fem år, og Maja, der varå fire. Jeg troede, jeg tjente nok. Vi levede ikke i luksus, men vi kunne have familieferie to gange om året. Pigerne havde en barnepige, og Signe tjente lidt ekstra ved at arbejde hjemmefra. Jeg prøvede altid at hjælpe til med husarbejdet. Alligevel virkede det, som om alt det pludselig ikke betød noget for hende.
En dag fortalte Signe mig roligt, at hun skulle gå. Hun forlod ikke bare mig, men også vores to piger.
“Jeg har fundet mig selv,” sagde hun. “Jeg vil have mere end det her.”
Et par uger senere så jeg billeder af hende på nettet: forlovet med en rigmand, sejlture, rejser, designerjakker.
Havde hun virkelig forladt os for den slags drømme?
Jeg tænkte på det hele tiden, ledte efter en forklaring. Men det sværeste var at høre mine små piger spørge:
“Far, hvornår kommer mor hjem?”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
To år gik
Livet gik videre. Det var hårdt, men jeg klarede den. Jeg arbejdede og brugte al min fritid på mine piger. De blev min grund til at leve, mit lys.
En aften gik jeg ind i en Føtex for at købe mælk, og så fik jeg øje på hende.
Hun stod ved kassen træt, iført billigt tøj, med et tomt blik. Hun lignede slet ikke den Signe, jeg engang havde set på lystbåde.
Vores blikke mødtes.
Hun stivnede, med et par kroner i hånden.
“Dig” begyndte hun, men tav så.
Jeg sagde ingenting.
“Hvordan har pigerne det?” spurgte hun til sidst, næsten uhørligt.
Jeg mærkede vreden vokse. To års stilhed. Ikke et opkald, ikke et brev.
“De har det godt. Fordi de har mig.”
Hun så væk.
“Jeg vil gerne se dem”
Jeg knyttede hænderne.
“Kom du lige i tanke om dem efter to år?”
Signe sukkede og tørrede en tåre væk.
“Jeg begik en fejl.”
Jeg grinede bittert.
“En fejl er at glemme sin paraply, når det regner. Du valgte et andet liv. Du valgte pengene, Signe. Kunne det tænkes, at lykke ikke handler om lystbåde og dyre jakker?”
Hun lukkede øjnene.
“Han forlod mig. Da jeg ikke kunne give ham mere. Nu har jeg ingen penge, intet sted at bo.”
Jeg kiggede på hendes slanke fingre der var ingen ring.
“Og mine piger? Det tog dig to år at huske, de eksisterede?”
Hun begyndte at hulke.
“Jeg ved, jeg ikke kan ændre fortiden. Men vær nu sød lad mig i det mindste se dem.”
Jeg trak vejret dybt.
“De kan ikke huske dig, Signe. De er holdt op med at spørge, hvornår du kommer tilbage.”
Hun græd endnu mere.
“Jeg beder ikke om en chance til for mig selv men de er mine børn”
Jeg så på hende. Kvinden foran mig var ikke den samme Signe, der havde forladt os for penge. Hun så fuldstændig knust ud.
“Jeg skal tænke over det. Men på mine vilkår.”
Hun løftede hovedet, og jeg så et strejf af håb i hendes øjne.
“Tak”
Jeg vendte mig om og gik, efterlod hende midt i en flok fremmede.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan tilgive hende.
Men én ting vidste jeg: Freja og Maja fortjener det bedste.
