Kære dagbog,
Mor, jeg skal giftes med Alberte. Om tre måneder får vi et barn, sagde min søn pludselig til mig.
Det kom mig egentlig ikke bag på, for jeg havde allerede mødt Alberte, da Daniel var så venlig at præsentere os for hinanden. Men hendes unge alder bekymrede mig. Hun var slet ikke fyldt atten endnu, og Daniel havde stadig sin værnepligt til gode. De var jo nærmest børn begge to, og nu insisterede de allerede på bryllup og havde snart en baby på vej.
Det tog noget tid at finde en passende kjole til Alberte det er svært at skjule en mave i syvende måned. Da brylluppet var ovre, flyttede de to nygifte hjem til Albertes forældre. Daniel kom dog stadig hjem én gang om ugen, låste sig inde på sit gamle værelse og bad mig om ikke at forstyrre. Det bekymrede mig selvfølgelig som mor.
En dag ringede jeg til Alberte.
Går det godt med jer og Daniel?
Ja, selvfølgelig, hvorfor? svarede Alberte, rolig og fattet som altid.
Ved du, hvor din mand er lige nu? prøvede jeg at spørge.
Kirsten, pas du bare dit eget. Vi finder selv ud af det, lød det bidende.
Undskyld jeg forstyrrede, mumlede jeg og lagde på.
Jeg er for det meste rolig og konfliktsky, så jeg lod være med at blande mig mere. De måtte finde melodien selv.
Efter et stykke tid fødte Alberte en datter, som hun ville kalde Eydís. Navnet var ikke noget, jeg brød mig om, så jeg døbte hende min lille Bine i al hemmelighed.
Daniel blev sendt i værnepligt, langt væk fra Aarhus. I de to år han var væk, besøgte jeg jævnligt Bine hos Alberte, og hver gang bemærkede jeg hvor smuk min svigerdatter blev lidt for smuk, faktisk. Det bekymrede mig. Alberte begyndte på universitetet i København, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om hun ville forblive tro mod Daniel.
Jeg havde aldrig følelsen af at være velkommen hos Alberte hver gang jeg kom, sukkede hun dybt, skubbede barnevognen med Bine over til mig og nærmest tvang mig ud og gå tur. Det virkede som om, jeg blev smidt på porten hendes blik alene kunne fornærme mig. Hun vidste godt, hvad hun var værd, og var ikke særlig imødekommende. Jeg brød mig ikke om at være i vejen, så jeg gik hurtigt igen.
Da Daniel kom hjem fra værnepligt, var der fred i familien. Bine voksede op, Daniel forgudede sin kone, og Alberte var en dygtig og flot husmor. Jeg nød at se dem lykkelige sammen, og sådan gik 15 år i harmoni.
Men så ændrede Alberte sig pludselig. Hun begyndte at få affærer mange af dem uden at lægge skjul på noget. Folk siger, at man ikke kan holde på gæret, når låget ryger af. Daniel holdt stand i tre år, han elskede hende trods alt og led i stilhed.
Hun gik ofte hårdt til ham og gjorde nar. Jeg blev chokeret over hendes opførsel, men talte aldrig med hende om moral ærlig talt var jeg lidt bange for Alberte, hun kunne bide fra sig, så det føltes frygteligt ubehageligt.
Daniel, hvad sker der mellem jer? Er der problemer? spurgte jeg blidt.
Det skal nok gå, mor, svarede min søn og forsøgte at berolige mig.
Jeg fik fornemmelsen af, at Daniel bar på en skyldfølelse og derfor accepterede hendes udskejelser. Til sidst besluttede jeg at tale med Alberte deres brud nagede mig.
Alberte, må jeg spørge dig om noget? sagde jeg forsigtigt.
Kirsten, du kan jo spørge din søn, hvad eller hvem han egentlig laver i firmaet! Min moster arbejder sammen med ham, hun har fortalt mig alt. Kort sagt, din søn var den første til at være utro! råbte hun.
Jeg fortrød straks, at jeg havde blandet mig. Jeg sagde ikke et ord til Daniel man kan ikke gøre alle tilfredse her i livet.
Kort efter blev de skilt, og Bine blev boende hos Alberte. Daniel gik straks i gang med at afprøve et hav af kvinder brunetter, blondiner, rødhårede ingen nætter var ens.
Alberte giftede sig næsten med det samme igen, hvilket Daniel fortalte mig med tårer i øjnene. Hun var en omsorgsfuld hustru for sin nye mand.
Hans næste udkårne hed Solveig en lille, snu og handlekraftig kvinde. Daniel var 35, Solveig 40. Han svævede nærmest hen over gulvet for hendes skyld, lagde sig fladt ned for at opfylde hvert eneste af hendes krav: officielt bryllup, en lejlighed til hendes datter og fuld økonomisk støtte.
Solveig, modsat Alberte, prøvede straks at gøre sig til min veninde, brugte mit fornavn og talte til mig i øjenhøjde. Jeg brød mig ikke om den fortrolighed, men jeg bit det i mig konflikt er ikke min sag. Alle de gaver hun gav mig, købt for Daniels penge, ligger stadig i skabet, ubrugte.
Solveigs smil var anstrengt, hendes ord uoprigtige, og jeg tvivler på, hun elsker Daniel. Hun har fundet sig en pengepung og ved det godt selv kravene stiger konstant, hun er snu som få. Til gengæld havde Alberte aldrig skjulte dagsordener; hun kunne godt råbe ad mig, men hun var ægte og elskede Daniel.
Solveig laver aldrig mad, hun køber færdigretter fra Kvickly. Da jeg engang påpegede det, sagde hun:
Kirsten, belær ikke én, der kan danse lanciers i søvne, og dermed var det lukket.
Hendes veninder kommer først, og deres hverdag består af dyre spa-besøg, caféhygge og shoppingture. Hvis noget ikke går hendes vej, følger tårer og drama straks efter.
Jeg forstår ikke, at Daniel kan holde det ud. Det var en skæbnesvanger fejl, de mødte hinanden.
Oftere og oftere savner jeg Albertes evner som husmor. Hun lavede fantastisk stegt sild, fyldte kåldolmere og de lækreste lagkager… Hvorfor kunne Daniel ikke holde fast i hende? Han har kun sig selv at takke. Jeg glæder mig dog over, at Bine stadig besøger mig og forærer mig små, hyggelige gaver.
For mig forbliver Alberte min svigerdatter, på trods af alt. Man kender først værdien af en ting, når den er væk. Solveig er kun en parentes. Jeg har ondt af min søn. Jeg tror stadig, at han elsker Alberte, men den vej er lukket for altid.
Livet har lært mig, at man ikke kan planlægge lykken for andre nogle gange må man bare give slip og håbe, at tiden læger alle sår.
