Min familie
Åh, Signe, hvor er du dog smuk! Susanne udbrød beundrende, da hun trådte ind på sin datters værelse.
Signe stod foran spejlet og ventede på, at hendes veninde og stylist, Mille, skulle færdiggøre sløret. De sidste hårnåle blev sat i, og Signe vendte sig forventningsfuldt mod sin mor.
Synes du virkelig det, mor? Ser jeg godt ud?
Du er vidunderlig, min skat! Den smukkeste brud overhovedet! Susanne var ikke i tvivl. Hun kom til at tænke på, at hendes egen mor også havde brugt netop de ord. Måske siger alle mødre det, når de ser deres datter i brudekjole.
Kjolen havde de ledt længe efter. Signe var kræsen, når det kom til tøj. Moder og meninger var hende ligegyldige; det vigtigste var, at hun selv kunne lide det. Hun havde stilsans og holdt sig altid elegant ingen havde nogensinde sagt til Signe, at hun klædte sig upraktisk. Brudekjolen skulle heller ikke være efter sidste nye mode ikke nedringet eller stor og prangende. Hun ville have noget særligt. Konsulenterne i salonen var ved at give op. Hvordan opfylder man sådan et ønske? Det lykkedes til sidst med hjælp fra ejerinden, Karoline.
Vent, jeg tror, jeg har noget, du skal prøve.
Efter et par minutter vendte Karoline tilbage med et hvidt etui. Da hun lynede op, tabte Signe næsten pusten. Det var præcis det, hun havde drømt om.
Ingen pynt, rene linjer, eksklusivt stof. Signe beundrede sig selv i spejlet. Kjolen sad, som var den syet til hende. Intet skulle rettes til.
Hvad siger du?
Den tager jeg!
Karoline smilede svagt og sørgmodigt. Signe vidste ikke, at netop den kjole var bestilt til Karoline selv, men at hendes bryllup aldrig blev til noget. Man kunne ikke gifte sig uden tillid og kærlighed. Uden den ene, ingen af delene. Karoline rystede sine egne tanker væk. Fortiden gav ingen mening at hænge fast i fremtiden var det, der talte.
Jeg har det perfekte slør til kjolen, vent lidt.
Signe blinkede til sin mor.
Sagde jeg ikke, jeg skulle finde det helt rigtige?
Susanne nikkede, lykkelig for at se sin datter så glad. Hun tænkte tilbage på sin egen bryllupsdag, hvor det ikke bare var at vælge frit imellem kjoler i butikkerne. Hendes egen blev syet af mors veninde i et lille skrædderi; én kom med stof, en anden med kniplinger. Kjolen var smuk, men lykke fulgte ikke nødvendigvis med. Forholdet med Signes far gik hurtigt i stykker, og inden Signe nåede at blive to år, var Susanne alene. En ny kærlighed, nye brudte forbindelser og Signe voksede op uden kontakt til sin far, som kun betalte børnebidrag. Så længe omverdenen ikke kunne sætte en finger på ham, kunne han have sit på det tørre. For en far, der ikke elsker, er måske værre end slet ingen far. Susanne forsøgte engang at finde en stedfar til Signe, men det gik ikke. Hendes mand elskede hende måske, men havde ikke glæde af børn da han foreslog, at Signe skulle bo fast hos sin biologiske far, pakkede Susanne hans ting og sendte ham ud uden drama.
Vi klarer os, skat. Bare os to. Det er nok.
Signe forstod ikke alt, men hun mærkede, at mor havde valgt hende. Måske derfor blev teenageårene nemme, og Signe og Susanne fik et stærkt bånd, hvor de altid støttede hinanden.
Signe, det er tid ellers kommer I for sent, sagde Susanne, rettede forsigtigt sløret og kyssede sin datter i panden. Vær lykkelig, min pige!
Signe slog ud med armene og lo:
Åh, mor! Nu får du mig til at græde, og Mille slår mig ihjel, hvis jeg ødelægger makeuppen.
Hun krammede sin mor tæt.
Jeg lover at gøre mit bedste
Bryllupsdagen forsvandt som et øjeblik. Da Susanne kom alene hjem til den tomme lejlighed og satte sig i entreen, gik det for alvor op for hende Signe var flyttet. De unge skulle bo i hendes mors gamle lejlighed, som Susanne overdrog dem. Da Signe nævnte muligheden for at flytte ind hos Johannes’ forældre, havde Susanne uden at tøve givet datteren nøglerne.
I skal have jeres egen base. Ikke bo til leje, når I har noget selv.
Men mor, hvad så med indtægten fra de gamle lejere?
Den klarer jeg mig uden. I skal da leve, ikke leje.
Signe var overlykkelig nu havde drømmen om eget hjem fået rødder.
Og så stort, lyst, med plads til alle mindst tre børneværelser! rødmede Signe og lagde hovedet ind til sin mor.
Så mange, der er plads til, skat. Bare I trives
Godt, du forstår mig, mor.
Og endnu bedre, at dine børn får en sprælsk bedstemor, grinede Susanne og krammede sin datter Lev dit liv. Lev som du vil!
Susanne fortalte ikke Signe om mødet med de kommende svigerforældre.
Forlovelsen blev holdt som traditionen byder, hjemme hos bruden. Susanne gik hele dagen i køkkenet mad var hendes styrke, men til daglig havde hun og Signe ikke brug for de store armbevægelser.
Johannes forældre, Kirsten og Henrik, så umiddelbart sympatiske ud, men det indtryk forsvandt, da Kirsten skubbede sin tallerken væk.
Jamen alt smager anderledes her. Det er sådan ikke, som hjemme hos os
Susanne løftede overrasket øjenbrynene. Hendes ovnbagte torsk med urter og den langtidsstegte kalv havde aldrig skuffet nogen. Henrik smagte på det hele og nikkede tilfreds.
Og kan Signe lave mad? Kirsten så skeptisk på Susanne. Vi må vist lære hende det hele fra bunden.
Hun fortsatte, at Signe jo var enebarn og opvokset uden en far. Familieliv var vigtigt; hvordan opdrog man en datter til husmoderlivet uden mandlig model? Kirsten var stolt af sit store hus, og mente, det ville være bedst, hvis de unge blev boende hos dem et stykke tid.
Susanne blev mere og mere irriteret, men Signe havde på forhånd advaret hende: Johannes var ikke som sine forældre og hun bad Susanne ignorere dem.
Senere, da Susanne var alene i køkkenet, dukkede Kirsten op.
Skal vi to ikke tale lidt uden de unge lytter med?
Henrik stod tavs i døråbningen og så ud, som om han helst ville være et andet sted, men sagde ikke imod.
Susanne Jeg er jo mor, ligesom dig. Jeg skal sikre, at min søn får det godt, træffer det rigtige valg for livet. Og jeg vil jo gerne vide, hvad vi går ind til. Joh, Signe er sød, men baggrund betyder noget, arvelighed og så videre. Har der været alvorlig sygdom i familien? Hvorfor blev det ikke til noget med faren? Drak han? Var han utilpasset?
Nej, sådan var det ikke, sagde Susanne, som prøvede at bevare roen, selvom spørgsmålene gjorde ondt.
Kirsten spurgte videre til Signes opdragelse, om Susanne havde haft tid til at tage sig ordentligt af sin datter og om alt muligt, der nærmest lød som en jobsamtale. Susanne mærkede, hvordan tålmodigheden var ved at slippe op, da hun så Signe titter ind i køkkenet og bad hende med øjnene om at slå koldt vand i blodet:
Mor?
Ja, Signe. Jeg er næsten færdig. Find lige bedstemors kaffestel, så er vi klar.
Da Signe igen var gået ind, tog Susanne Kirsten i armen:
Ved du hvad, Kirsten: Signe har god sundhed i familien. Og for resten, de unge skal nok finde ud af det selv. Lad det nu blive ved det og nyd aftenen med os.
Hun rakte Kirsten et fad hjemmelavet kage, bad hende hjælpe og ignorerede videre samtaler om familieforhold. Resten af aftenen holdt Susanne fast i, at der var sagt nok.
Efter brylluppet gik de unge egne veje. Signe og Johannes arbejdede begge, havde selv sparet op til festen og klarede det meste selv.
To år senere, efter at have solgt bedstemorens lejlighed, købte de unge en grund uden for Hillerød og gik i gang med at bygge. Nu var Signe gravid, og hendes projektledergejst var smittende; selv de erfarne håndværkere fandt hurtigt ud af, at “fruen” bestemte. De blev dog ikke færdige før fødslen, og Johannes hentede Signe og datteren, Alma, hjem til Susanne indtil huset stod klart.
Undskyld, at vi kommer og invaderer, sagde Johannes og lagde babyen forsigtigt i Susannes seng, som hun havde overladt til dem. Men det er bedst sådan, både for Signe og mig.
Det er da klart, sagde Susanne venligt. Kom nu, far, det skal nok gå du gør hende ikke fortræd.
Hun lod Johannes pakke Alma ud og klare første bad og tur uden at blande sig. Allerede næste dag kom Kirsten på besøg og bemærkede:
Det er nu ikke mænd, der skal passe babyer. Det er jerseforståede kønsroller.
Det er en skrøne, svarede Susanne og nikkede opmuntrende til sin svigersøn, der allerede håndterede datteren som en professionel.
Alma voksede sig stærk og glad. Indflytningsfest blev holdt, og straks begyndte Signe at overveje et barn mere. Men så blev Alma alvorligt syg.
Mor, Alma har feber, lød Signes paniske stemme i telefonen.
Feber, der ikke vil falde?
Nej. Vi ringer 112 nu.
Susanne susede gennem det nattemørke København med bange anelser i maven bare der ikke var tale om noget alvorligt
Men Almas sygdom krævede intensiv overvågning, og i to døgn sad Signe som forstenet foran døren til hospitalets intensiv, mens Susanne trøstede, tvang lidt mad i hende og bad hende spare kræfterne til senere.
Du skal være stærk, når Alma vågner.
Johannes pendlede mellem arbejde og hospital, Susanne holdt om ham, når hun kunne se, han var ved at miste modet:
Du må holde ved! Ellers står Signe ikke distancen.
Kirsten dukkede også op.
Hvordan kan det gå til, hvad fejler hun, er det genetisk eller en infektion? Hvorfor sker det os?
Kirsten, nu må du tie stille, mistede Susanne tålmodigheden. Det er ligegyldigt nu.
Undskyld, mumlede Kirsten og forsvandt.
Efter to døgn vågnede Alma heldigvis og krævede straks sin mor. Alle var lettede.
Da de kom hjem, samlede Susanne familien.
Mor, vi vil gerne spørge dig om noget. Med to børn og en syg Alma bliver det for meget uden hjælp.
Selvfølgelig hjælper jeg. Det behøvede du ikke engang spørge om, Signe.
Tak! Vi får brug for dig. Og selv med Johannes er der meget.
Manden, hun tidligere havde elsket, møvede sig frem fra tæppet, hvor Alma havde gemt sig og spurgte:
Så mor, vil du flytte ind her?
Nej, det vil jeg ikke. Men hjælpen får I selvfølgelig.
Susanne mente, det var vigtigt, børnene havde deres egne fire vægge en selvstændig familie. Hun ville hjælpe på afstand, og det måtte være nok dog gav hun også plads til Kirsten.
Tre år senere.
Farmor, skal du hente mig til dans i dag, eller er det mormor?
Mig, min ven. Og farmor Lise går i parken med Felix. Mor skal på arbejde.
Så spiser jeg hos dig i dag?
Ja.
Hurra! Bliver der kanelsnegle, som sidst?
Hvis du kunne lide dem sidst, bliver der flere. Susanne smilede i bakspejlet til Alma, som sad i barnesædet på bagsædet.
Farmor
Ja, skat?
Skal vi i zoologisk have med dig eller med farmor Lise i weekenden?
Det skal vi alle sammen og farfar skal også med. Han trænger til en tur ud.
Køber du balloner til mig?
Både balloner, is og candyfloss.
Jamen, Felix skal også have en ballon!
Selvfølgelig.
Farmor må jeg fortælle dig en hemmelighed? En stor en.
Alt hvad du vil.
Jeg skal have endnu en lillebror eller søster snart.
Susanne løftede overrasket øjenbrynene så det var det, Signe gik og smilede over. Efter Susanne havde holdt på, at hun ikke skulle bo fast hos datteren, fandt de to bedsteforældre i fællesskab den bedste måde at hjælpe børnene: på skift, side om side.
Hvordan ved du det?
Mor og far talte sammen i går. Troede jeg sov. Men farmor Må jeg håbe, det bliver en søster?
Hvorfor spørger du sådan?
Hvis det nu bliver en lillebror? Så bliver han måske ked af, jeg håbede på en pige.
Susanne smilede. Sikke en dejlig pige Alma var blevet.
Du elsker jo Felix, ikke?
Meget!
Så kommer du også til at elske din nye søster eller bror, ligemeget hvem det bliver.
Det tror jeg også.
Så venter vi sammen med mor og far, til lægen kan fortælle jer, hvad det bliver, ikke?
Jo.
Og ved du hvad? Jeg drømte altid om at få en bror eller to.
Virkelig?
Helt sikkert.
Okay, så gør det ikke noget! Alma ordnede sine bamser i sædet: Kaninen fra mormor, bjørnen fra farmor.
Åh, og ved du hvad? sagde Susanne, mens hun svingede bilen ind på Signes villavej. At få et søskende er som en gavepakke til jul. Før du pakker op, ved du ikke, hvad du får.
Har du allerede købt julegave til mig? spurgte Alma med skævt smil.
Ikke til jul endnu, det er for tidligt. Men fødselsdagsgaven ligger klar. Vil du høre en hemmelighed?
Ja!
Farmor Lise har også købt gave. Men hvad det er, siger jeg ikke!
Åh! Så må jeg vente.
Lige præcis. Din fødselsdag er jo snart.
Alma hoppede ud af bilen med sin kanin Susanne tog gymnastikposen ud af bagagerummet og mødte Lise på havegangen, mens Felix sad på armen.
Hej, farmor!
Hej, lille ven! Lise smilede.
Vi skal på legeplads.
Vi skal til dans, siger Susanne. Men først skal der skiftes tøj.
Hun så efter børnene i haven og tænkte på både de svære og lette dage. For det er så nemt, men også vanskeligt: at elske dem, der står dig nær, virkelig lytte og være der at være familie, uanset hvad livet bringer. Det er måske det vigtigste at huske på: Vi har kun hinanden og familien vokser altid, hvis vi åbner hjertet for hinanden.
