Kæreste lille skat. Fortælling
Line fandt ud af, at hun voksede op i en plejefamilie.
Hun kan stadig næsten ikke tro det. Men det er der ikke længere nogen at tale om det med. Hendes plejeforældre gik bort, nærmest lige efter hinanden. Først blev faren syg. Han blev sengeliggende og kom sig aldrig. Og snart efter fulgte moren efter.
Line sad dengang ved siden af morens seng og holdt den svage, næsten livløse hånd. Mor havde det virkelig skidt. Pludselig lagde Line mærke til, at mor åbnede øjnene en smule:
Linemus, min pige, vi fik det aldrig fortalt dig vi kunne simpelthen ikke få os selv til det vi fandt dig jo. Ja, vi fandt dig, ude i skoven, du græd og var blevet væk. Vi ventede på, at nogen ville komme og lede efter dig. Vi anmeldte det til politiet. Men ingen ledte efter dig. Måske skete der noget, jeg ved det ikke. Men vi fik lov at adoptere dig.
Hjemme i kommoden, hvor mine papirer ligger… Der er nogle dokumenter Breve, du kan læse dem. Tilgiv os, min skat. Mor er træt nu, og hun lukkede øjnene.
Åh, mor, hviskede Line og lagde morens hånd mod sin kind, kære mor, jeg elsker dig og jeg håber, du snart får det bedre.
Men miraklet kom aldrig. Nogle dage efter var moren væk.
Det havde næsten været bedre, hvis mor ikke havde fortalt hende noget.
Line sagde intet til sin mand og børn om mors sidste ord. Hun glemte det næsten selv og gemte den erkendelse bagerst i sindet.
Børnene elskede deres mormor og morfar. Og Line ønskede slet ikke at rode op i fortiden og forstyrre familien med en sandhed, som ingen havde brug for.
Men en dag, ledt af en mærkelig indskydelse, fandt hun alligevel mappen, moren havde nævnt.
Avisudklip, forespørgsler, svar. Line begyndte at læse og kunne ikke stoppe. Kære, elskede forældre!
De fandt hende, Line, halvandet år gammel, ude i skoven. De var selv begge over fyrre. De havde ingen børn. Og pludselig rakte en lille, grædende pige hænderne imod dem.
Den lokale landbetjent trak bare på skuldrene ingen havde meldt et barn savnet.
De adopterede Line. Men moren blev ved at lede efter hendes biologiske familie.
Det virkede ikke længere som om det var for at finde dem, men for at forsikre sig om, at ingen ville komme og kræve hendes elskede datter tilbage.
Line smækkede mappen til og lagde den nederst i en skuffe. Hvem har brug for sandheden?
En uge senere bliver Line kaldt ind på HR-kontoret:
Line Sørensen, du er blevet kontaktet af en tidligere arbejdsplads.
Ved siden af HR-medarbejderen sad en kvinde, nogenlunde på Lines egen alder:
Hej, jeg hedder Helene. Jeg har meget brug for at tale med dig, hun sendte et undskyldende blik til HR-damen, det handler om forespørgslerne fra Kirsten Iversen. Du er vel hendes datter?
I sagde, det var arbejdsrelateret, brokkede HR-damen sig, den slags personlige ting må I tage i egen tid!
Helene, lad os gå en tur udenfor og tale, foreslog Line, og de gik sammen ud, mens HR-damen sendte dem skarpe blikke.
Undskyld, det er en mærkelig historie, men jeg lovede det, begyndte Helene nervøst,
For omkring tre år siden mødte jeg min første lærer, i Skovlund, i den lille folkeskole der. Jeg havde hende de første år, indtil hun flyttede. Hun var blevet helt gammel og alene. Hun inviterede mig ind på te, og bad om hjælp med noget. Hendes datter forsvandt for mange år siden, som lille pige. Og hun havde haft brevkorrespondance med din mor.
Undskyld mig, Helene, min mor er død, og det er ikke en sag jeg beskæftiger mig med, svarede Line køligt og vendte sig bort.
Undskyld, Line, jeg forstår dig godt. Men du skal vide, at hun, din gamle lærer, Kirsten, er meget syg. Hun har kræft, og der er vist ikke længe tilbage. Hun vil så gerne nå at finde datteren, som hun har ledt efter hele livet. Prøv at se, hun gav mig endda en lok hår for at få lavet en DNA-test. Forstår du?
Line havde haft lyst til at afslutte samtalen, men noget fik hende til at stoppe op:
Du siger, hun er alvorligt syg?
Helene nikkede.
Line tog imod den lille pose med hår og aftalte at ringe.
En uge senere kørte de sammen til hospitalet for at besøge Kirsten.
De gik ind på stuen, og Kirsten kiggede nærmest hjælpeløst efter dem:
Åh, Helene, er det dig! Tak, min pige, hun smilede taknemmeligt, næsten genert, og vendte sig spørgende mod Line.
Kirsten, jeg har fundet hende. Det er Line, hun havde selv lyst til at komme og Helene rakte et brev til Kirsten.
Hvad er det? Selv med briller ser jeg dårligt, hendes øjne så sårbare ud.
Det er testresultatet, Helene foldede brevet ud, her står, at jeres familieforbindelse er bekræftet. Line er din datter.
Kirstens ansigt viste ren glæde. Hun begyndte at græde af lykke:
Mine kære, tusind tak, og hun rakte hænderne ud mod Line:
Kæreste lille skat, hvor er det vidunderligt. Fundet. Levende, smuk, minder om mig selv som ung. Kæreste pige. Jeg vågnede hver nat, følte at du græd, du kaldte på mig.
Der er ingen tilgivelse for mig.
Men du lever, du lever. Nu kan jeg hvile i fred.
Kort efter gik Line og Helene ud fra hendes stue. Kirsten var helt udmattet og faldt i søvn.
Tak, Line, virkelig tak. Du så det selv, hun er meget svag. Du gjorde hende lykkelig.
Få dage senere døde Kirsten.
Line rev alle papirer fra mors mappe i stykker. Ingen skulle finde ud af den unødige sandhed.
For der var jo aldrig nogen anden mor for Line.
Og Kirsten? Måske var det bare en hellig løgn. Gjorde hun det rette? Line synes, det var det bedste valg.
Men vi må vel alle svare for os selv overfor Vorherre for det, vi har gjort i livet.
