Min hemmelighed
At ligge i den kolde, spændstige sne sneen, der først var smeltet lidt dagen før men nu her til morgen akkurat er begyndt at fryse til igen føles næsten rart. Indeni brænder jeg; blodet pumper, banker i tindingerne, brystet værker, ansigtet føles varmt, og munden er knastør.
Jeg tager fat i en håndfuld sne, langsomt, næsten som lammet, åbner jeg munden og presser den iskolde klump mod mine læber. Det smager godt på tungen, men den metalliske smag ødelægger det hele. Blodet siver fra mine flænsede gummer, jeg må hoste og synke det. Jeg har ikke engang energi til at dreje mig og spytte ud.
Sneen dulmer smerten, og for det er jeg den evigt taknemmelig. Gratis bedøvelse, tak for det, Gud! Men kulden kan ikke fjerne det hele; der er stadig noget der, lige udenfor mit syn, der hvor solen nu synker som en rød kugle bag horisonten. Selv skæret fra solnedgangen gør ondt i øjnene, det skærer, så jeg må klemme øjnene sammen. Nu ser jeg bare en sløret, grågul skive for mig.
Hvis jeg dog bare kunne slæbe mig væk ned i en lille lavning, en grøft, krølle mig sammen, skjule mig, ryste og pive som en forkommen hund men kræfterne mangler. Benene ligger der, tunge som tømmer. En krampe løber gennem dem fra tid til anden.
Jeg prøver at rulle om på siden, støtter mig med højre hånd, men den er slap, en spids smerte stikker op i skulderen.
Intet problem… så prøver vi på en anden måde! hvisker jeg med sammenbidte tænder. Min stemme lyder så revet og hæs, at jeg bliver bange for mig selv.
Venstre side virker nogenlunde intakt, og med besvær får jeg endelig flyttet mig lidt og sat mig op men hånden forsvinder ned i en snebunke, kroppen rører sneen igen.
Dø. Det er nu, det skal ske. Her og nu. Så må det være slut. Hvad der sker med mig bagefter, er ligemeget. Jeg har selv valgt forkert, taget en bid, jeg ikke kunne sluge. Egne fejl, det må jeg tage på mig. Intet redder mig nu.
I morgen begynder de at lede efter liget. De sagde de ville. Men… måske når rævene det før dem? Også de skal jo have mad. Så kan jeg håne mine fjender. De får kun mine knogler…
Det bliver hurtigt mørkt. Jeg bliver søvnig, glider ind i et sort tomrum. Det er næsten rart. Så trækker smerten mig tilbage, flammer op som røde gnister, indtil den breder sig ud i musklerne, får mig til at knytte tænderne, gør mig rasende. Vredesfølelserne sluger mig, hjælpeløse og tomme, men desto vildere. Det er som om at springe på fjenden med bare hænder og et brøl, selv om man er forsvarsløs. Et ønske om hævn, men jeg kan ikke slå kvinder, det kan jeg simpelthen ikke. Så hævnen bliver kun til tomme ord…
Vreden holder hjernen i gang, knirker og hoster i det indre maskineri, men holder den i live.
Og så er der frygten, den primitive dødsfrygt, som er værre end alt. Den lader mig ikke slukke for virkeligheden.
Fra skovbrynet lyder en ræv eller måske en ulvs hyl. Jeg rynker på næsen: “Nej, venner! Så let får I mig ikke! Alle er I rovdyr, tobenede eller firbenede men mine knogler bliver ikke jeres!”
Jeg må bevæge mig. Hvorhen? Det er ligegyldigt. Hvordan? Også lige meget. Bare væk fra dette spot, dette punkt for ydmygelse.
Mor… Jeg har ondt af hende. Hun venter på mig, bekymrer sig, har det bedre? Jeg sagde ikke, hvor jeg var. Hun får det sikkert at vide alligevel. Hun kommer til at græde, og det er min skyld. Far vil foragte mig. Og det fortjener jeg…
Jeg får kvalme ved tanken, og tårerne fryser til is på kinderne inden de rammer min slidte vinterjakke.
Jeg begynder at krybe. Ulideligt klodset bruger jeg den gode arm, slæber benene efter mig og trækker røde striber i sneen. Men jeg rykker mig lidt, og lidt væk fra det hylende mørke…
Så mister jeg bevidstheden. Det er let, rart. Alt bliver nulstillet. Hvis det her er helvede, vil jeg gerne blive her. Hey, dæmoner, tag mig! Jeg har syndet, tag hele mit ødelagte legeme, jeg får det aldrig brug for igen…
Men heller ikke helvede vil have mig. Et uudholdeligt gult lys bliver kastet i hovedet på mig, iskoldt vand rammer munden.
Nå? Hvorfor hoster du ikke? Host, så kommer alt ud! Nogen slår mig hårdt på kinderne, så smerten dunker i tandkødet.
Uuuu, mumler jeg vredt og spytter blodet ud i sneen, der bliver rød.
Du lever, hva? Så skal vi hjemad. Jeg har hus tæt på. Læg dig på skindpelsen, så trækker jeg dig. Kan du ikke? Jeg klarer det… Stærke hænder løfter mig, lægger mig på en varm, fårepels duftende af dyr. Hold da op, hvor de har banket dig! Jeg hørte noget, en bil, kiggede ud, så lygterne. De kommer altid herud. Det her felt er for dem som en kirkegård. Fjolser… brummer manden, mens han lægger mig til rette. Nu lapper vi dig sammen og ser, hvad vi gør.
Jeg mumler noget om ulve, om fjender der kommer tilbage, men så bliver alt varmt og blødt, og jeg svømmer væk…
… Hvor er du kær, så blid! griner Martha, mens hun lader mig kysse hendes skuldre. Er du min kalv, hva? Hun tager fat om kinderne, presser sine varme læber mod mine, standser og indånder min ånde. Pludselig skubber hun mig væk, rejser sig, binder slåbrokken. Ud med dig. Nu.
Martha… Jeg strækker mig søvnigt på det sprøde lagen. Jeg vil bare sove… det er tidligt endnu, se på uret! Jager du mig igen…
Nu tilbringer jeg næsten hver nat hos Martha; hun laver aftensmad, sender mig i bad og gør sengen klar. Alt er rent og pænt, lyset bliver slukket, og hun venter på mig. Nætterne forsvinder. Jeg, lige hjemvendt fra værnepligt, er sulten efter alt kvindeligt; jeg træder ud af brusebadet direkte i paradis. Martha er smuk, blid, langt bedre end nogen af de unge piger, der har blinket til mig…
Jeg elsker at iagttage Martha trække nylonstrømper på sine ben, at se hende gemme sig bag skærmen, tage undertøj, kjole på.
Alt spejles i det store spejl Martha ser næsten overjordisk ud i det. Så lysende, så levende og så dragende.
Jeg sagde ud! hvisker hun. Luk lynlåsen for mig og gå. Rasmus, lad nu være… kom i morgen, hører du? I morgen…
Vi kysser lidt, så kaster hun min skjorte til mig og går.
Jeg hører hende tænde komfuret, male kaffe. Duftene breder sig i lejligheden. Hendes mand, Henrik, elsker stærk kaffe en robust, peberet sag, som han kalder guddommelig. Martha sætter sig over for ham, fornøjet, ordentligt. Hun er som en rugende høne små, forsigtige bevægelser, always påpasselig med ikke at kalde ham noget forkert navn…
Jeg står lidt, så sniger jeg mig ud på badeværelset, sprøjter med vand, griner, går langsomt tilbage, tager skjorten på, bukser, lister hen til køkkendøren, læner mig op. Marthas slåbrok er gennemlyst af morgensolen, tekstilet afslører de bløde konturer.
Martha er femten år ældre end mig, men det generer mig ikke, tværtimod. Jeg er næsten stolt af at sådan en kvinde har valgt mig ud blandt alle de andre drenge.
Hun er forstående over for min klodsethed, smilende og varm; hun lod mig sove i sin smukke lejlighed med stuklofter, krystallysekroner, skinnende parket og det fineste porcelæn. Hun slog tallerkener op, så jeg kunne spise, evigt sulten, og hun morede sig, når jeg spiste fra panden og kluntet holdt glasset… Hun elskede at drikke brorskov med mig, så lo hun, trak mig ind til sig, til min kærlighed.
Hun ville ikke have at vi kendte hinanden rigtigt, men jeg insisterede.
Jeg så hende første gang i S-toget. Jeg var fuld og udadvendt, var sammen med min kammerat, men vi forsvandt hurtigt. Jeg pressede mig ind på Martha, ville følges med hende, men hun blev genert, så væk.
Jeg fulgte hende dog hele vejen hjem. Ved hoveddøren sagde hun, jeg skulle gå. Jeg nikkede, foregav at gå væk, men gemte mig i en port og ventede på lys i vinduet.
Første sal. Hendes vinduer lå mod gården, jeg kunne se hende derinde, mellem gardinerne, klæde om. Jeg kunne ikke andet end at sukke, indtil en vicevært jog mig væk med en kost…
Jeg stod dernede hver aften. Det var som en besættelse. Min mor troede jeg gik tur jeg holdt bare øje med Martha.
Jeg så også hendes mand, køkkenvinduerne vendte mod gården. Henrik gik rundt i tanktop og slappe bukser, ranglet, kutrygget, nikkende. “Hvorfor har hun dog giftet sig med ham?” tænkte jeg. “Havde hun da virkelig elsket ham?”
Henrik spiste i stilhed, læste avis, senere gav Martha ham te og småkager. Jeg stod udenfor og stirrede.
En gang så han op, som om han kunne mærke mit blik, trak gardinerne. To skygger gled sammen, og jeg fik kvalme. Hvordan kan hun dog kysse sådan en laser?
Vi legede kispus, indtil jeg blev træt af det og kravlede ind ad Marthas vindue, lige ind i soveværelset. Henrik var bortrejst; jeg så ham tage af sted, så der var ingen fare. Jeg var klar til alt.
Da Martha så mig sidde ved bordet, blev hun forskrækket, ville skrige, men jeg sprang op, lagde hånden over munden. Så kyssede jeg hende.
Åh, hvordan hun duftede! Hendes hår, hendes læber, kjolen alt havde sin egen aroma…
Min mor har aldrig brugt parfume. Hun lugtede altid af fabrik, noget tungt, eller cigaretter hun røg stærke smøger, blev hurtigt gul på tænderne. Hun smilede aldrig ordentligt. Marthas smil var perfekt, tænderne hvide, som i magasinerne. Min mor gik sjældent pænt klædt, og jeg sammenlignede uvilkårligt, skammede mig lidt, men ville ikke bruge penge på hende pengene gik jo til blomster til Martha. Hendes mand kom aldrig med buketter. Han var, tænkte jeg, en fiasko. Ja, de havde en flot lejlighed, antikke møbler, malerier på væggene ikke bare kulørte udklip som hjemme hos os porcelænet var for kongelige, smykker for dronninger. Men det havde hun arvet fra familien, sagde hun. Så Henrik udnyttede bare Marthas arv. Smart fyr…
Men jeg var ikke sådan. Jeg ville bare have Martha alt det andet var ligegyldigt. Maden og de bløde lagner hjalp selvfølgelig, men jeg kunne have ligget i høet, bare jeg havde hende.
Sådan duftede Martha eksklusivt, som noget fransk, måske italiensk. Jeg kender ikke til parfumer. Jeg duftede bare.
Jeg beundrede hende altid. Ja! Min kvinde, sådan kaldte jeg hende. Jeg havde vundet hende, hun lå for mine fødder.
Hun gjorde alting smukt spiste, klædte sig om, røg en cigaret. Alting var blødt og behageligt, hendes krop, som en guitar, der gemte melodier. Hun var min drømmekvinde!
Den første nat glemmer jeg aldrig. Hun var især blid, ægte. Ingen forstillelse, ingen ironi, kun underkastelse. Hun blev til smør i mine hænder, og jeg smeltede af hendes kraft. Om morgenen vidste jeg, hun elskede mig. Med ham, hendes mand, gjorde hun bare, hvad hun skulle, men med mig der levede hun. Hendes blod dansede, brændte, lystent og vildt.
Nogle gange måtte jeg gå tidligt.
Op, skat! Op, du skal af sted, kyssede hun mig efter vores tredje nat. Han vender hjem snart. Kom nu, Rasmus… Min kære, min elskede… hun strøg sin finger over min kind, min unge krop, hun elskede så højt. Kom ikke lige med det samme igen han skal nok snart rejse igen.
Måske jeg bare skulle snakke med ham? drillede jeg. Jeg vil ha dig for mig selv, Martha! Jeg vil være din mand!
Hun lo, hovedet bagover, hendes mørkebrune totter faldt ud over skuldrene som bølger af karamel. Jeg sprang op, kyssede hende.
Min! Min, hører du? Kun min! hviskede jeg. Tror du jeg ikke kan klare din Henrik? Han er jo skravlet!
Tænk ikke på det, min ven. Hun frigjorde sig. Jeg vil bare have, det hele fortsætter, som det er. At du er min hemmelighed og jeg din. Der er ting, Rasmus, du ikke skal snuse i. Og nu, gå ud. Jeg skal have styr på huset.
Jeg blev sur. Hun ville ikke være min kone! Hvordan kunne hun ikke?
Men lige som jeg skulle ud ad døren, rakte hun sig efter mig, gav mig et kys. Slog mig ud. Hvis ikke som kone, så er hun i det mindste MIN. Hun tænker på mig, når hun går i seng, tænker på mig, når hun laver mad, hun sammenligner ham med mig, og jeg vinder. Hun er min, og Henrik er bare… bedt om det.
…
Efter Rasmus besøg går Martha febrilsk i gang med rengøringen. Henrik ringer midt om natten han kommer hjem før end ventet. En forsigtig, snedig mand han vil ikke træffe Martha i en pinlig situation. Hun åbner vinduet på vid gab, hun dufter efter sig selv, gør sig klar. Men han fornemmer noget.
Her stinker, Martha! brummer han, smider kufferten.
Hvad da? svajer hun, slår slåbrokken tættere kring kroppen.
Der lugter… ulækkert. Har du syndet med en anden, da jeg var væk? Spørger han hårdt, mens han tager skoene af. Martha får næsten ikke vejret, men hun smiler.
Hvis! Jeg lavede kylling i ovnen men den var fordærvet, kan du tro! Gå nu ud og vask hænder, jeg har gjort morgenmad, kaffen er klar. Elsker dig… Hun synger næsten.
Henrik klamrer hende fast om håret, kigger hende længe i øjnene, så løsner han grebet og smiler.
Jeg har en gave til dig. Prøv dem! Han tager noget frem, indpakket i et lommetørklæde. Øreringe. Dyre, blodrøde sten, lukkede, lidt mørknede. På med dem, straks! råber Henrik, da hun tøver. Hun vender smykket, ser bekymret på sin mand.
Hvad er det, Henrik? Der… der… Hun lægger gaven på hylden, tørrer nervøst hænderne mod kjolen.
Fjollede kvinde! Kom nu, tag dem på! Nu spiser vi!
Hun tager de gamle ringe fra sin mor ud, sætter de nye i. Henrik nikker tilfreds. Han elskede at pynte hende, købe dyre kjoler, sko, tasker, smykker. Hun skulle endda sove i de tunge guldkæder, de satte mærker, men han grinede, syntes det var sjovt…
Jeg bliver nogle dage, så må jeg videre. Der er styr på tingene. Hvad så med den kylling, Martha? trækker han pludselig.
Hva? Hendes hånd ryster, kaffe rammer dugen. Henrik hader pletter, det rykker ubehageligt i ham. Han voksede op med en mor, der drak, i et faldefærdigt hus, hvor ingen passede på ham. Han blev lang, tynd, stjal mad og drømte om noget bedre, noget smukt. Martha var den bedste, han kunne få for hende var han klar til at ødelægge alt i sin vej. Hendes ungdomskæreste blev skubbet ud af banen var det tilfældigt, den blev dræbt om natten? Martha var knust, på selvmordets rand, men så gled Henrik ind. Han fortryllede hendes mor, gav penge, snoede sig indtil familien stod i gæld til ham. Faderen skulle være fængslet for en forbrydelse pludselig sad én anden, og Martha sad ved bryllupsbordet, smilende ved siden af Henrik. Sådan skulle man jo smile ved bryllup
Nu smiler hun, dækker kaffeplet med serviet.
Kyllingen? Den var dårlig, røg direkte i skraldespanden, siger hun hurtigt.
Henrik ler. Ja, sådan noget skal man heller ikke gemme på. Han ved udmærket besked…
…
Så snart han rejser, ringer Martha til mig. Jeg sidder på et værksted med køleanlæg på en is-fabrik. Martha elsker is, især gammeldags flødeis i bæger. Jeg køber altid et til hende, stikker det mellem hendes læber og kysser krummerne væk.
Jeg fik fri, sagde jeg var dårlig, tog straks hjem til hende. Gud, hvor jeg trængte til hende. Jeg kunne ikke få nok af hendes kærlighed, hendes omfavnelse. Hun var ild, og jeg brændte med.
Nu har jeg ikke sovet hjemme i tre dage, ikke ringet til mor eller far. Forsvundet men pyt! Man er jo ung.
Det næste, jeg hører om min mor, er på vej på arbejde. Far står ude foran fabrikken, ser tynd og grå ud.
Far, hvad laver du her? spørger jeg irritabelt.
Mor blev kørt på sygehuset i nat. Du burde besøge hende, hvisker han og klemmer kasketten. Den blege, fedtede kasket, hans tro følgesvend.
Hvilket sygehus? spørger jeg, irriteret over at blive revet væk fra min forelskelse.
Far siger adressen. Jeg lover at kigge forbi, vender ryggen til. Han græder, jeg ser det, men det rager mig ikke. Mor ligger jo altid på hospitalet!
Martha giver mig modvilligt mad med til hende. Min søde Martha, englen.
Mor ligger på en båre på gangen, ikke plads på stuen. Hun er sløj, sygehjælperen bander ad mig.
Hvor skal jeg tage hende hen? Hun skal have behandling! råber jeg. Og pas på, du siger ikke ét ord til min mor mere!
Mor tager min hånd, prøver at berolige mig, men jeg er rasende. Sådan et sygehus! Hvorfor skal jeg bruge min tid på det? Jeg har et eget liv!
Hun spiser suppen Martha har sendt, siger den smager dejligt. Jeg er utålmodig, ser hele tiden på uret. Om to uger er Henrik hjemme, så må jeg igen forlade Martha…
Mor, kan du spise færdig selv? Jeg stiller posen med mad ved hendes fod.
Du har travlt, Rasmus? Nå ja! Jeg klarer det. Kom ikke i morgen, din far kikker forbi, smiler hun, klapper min hånd.
Jeg nikker og går. Jeg aner ikke, det hele ryger ud bagefter, mor kan ikke spise. Hun bliver liggende på gangen, i træk, mens personalet tuder af bansord… Det rører mig ikke jeg tænker kun på Martha…
Da jeg vender hjem til Martha, ser jeg hende på gulvet grædende.
Hvad? fryser jeg i døråbningen. Hvad er der sket?
Hun ryster, peger på smykkerne på gulvtæppet.
Henrik gav mig de øreringe sidst. Jeg… ville rense dem. Men de er… hun skælver. De er beskidte. Rasmus! Tag dem væk, hører du! Tag dem ud! Jeg er bange!
Hun pakker smykkerne ind i et klæde, rækker dem til mig.
Gå! Kast dem ud, der må ikke være noget her! Jeg er så bange! Hvad nu?
Skal jeg ikke bare vaske dem? Finder Henrik ud af det, spørger han helt sikkert… Men hvad er der med dem?
Jeg forstår. Han har ikke noget imod at bringe stjålne smykker hjem. Han har gjort det før, men nu er det værre… Mørke pletter på metallet som efter blod…
Martha, skal vi ikke ringe til politiet? spørger jeg forvirret, men jeg ved med det samme, hun aldrig vil sladre om sin mand.
Jeg tager smykkerne, går ud, kaster pakken over muren ned til trykkeriet ved siden af. Jeg bemærker ikke den magre mand, der står i buskene. Men det burde jeg have gjort han holder øje med os.
…
Henrik og to bøller kommer om natten. Vi er kun lige blevet søvnige, halvfulde, og jeg hører først lydene da det er for sent.
Jeg vågner ved at blive slået. Martha skriger, men holdes nede.
Jeg kæmper imod, men det er håbløst. Hovedet hamrer, munden smager af jern, jeg giver tilbage, men forgæves. Jeg er for fuld.
Så tænder lyset. Henrik sidder i lænestolen og kigger på mig. Martha står ved hans side, øjnene lukkede.
Undskyld forstyrrelsen, siger han. Men jeg skal have noget tilbage. Martha, kys mig, din mand er hjemme!
Han river hende til sig, bider sig fast.
Henrik… han… Martha peger på mig.
Kan jeg ikke lide, ryster Henrik på hovedet, nikker, og jeg får igen bank. Jeg prøver at undvige, men der er ikke mere energi.
Martha, skaf mine ting. Smykkerne.
Henrik kommer hen til mig. Øjnene er væk, jeg kan næppe se.
På knæ, kravl, makker! befaler han mig.
Henrik… Martha roder ved kommoden. Lad ham være, du var jo ikke imod vi… du sagde jo okay… Diskret dækker hun sig til.
Bare fordi! Jeg kan ikke lide ham. Hans mor ligger på hospitalet. Han burde passe hende, men han er her hos dig! Han sparker mig hårdt. Moderen skal man ære. Jeg foragtede min, men vi glemte ikke at give hende en værdig begravelse. Men ham her, han løb bare væk fra hende.
Hvor ved du det fra… hvisker jeg, hoster.
Jeg har styr på alle her i byen, Rasmus. Overrasket? Martha har ikke fortalt dig, hvem du leger med? Du brænder dig her, dreng.
Jeg kigger på Martha. Alt roder rundt: min mor, hospitalet, suppen, Marthas kærlighed, hendes ømhed, så Henriks kolde, blå øjne. Han bøjer sig ned, smiler hånligt.
Du forlod din mor. Det får du aldrig tilgivelse for, hvisker han. Jeg hulker, angst. Jeg er ingenting, snart er jeg væk…
Jamen, hvad gør jeg? Martha tager sig sammen, pakker smykker i en taske. Han kom selv, jeg bad ham ikke. Han er voksen, jeg kan intet gøre. Her, værsgod, skat, hun rækker tasken til Henrik.
Han kigger, nikker.
Og de øreringe du fik sidst, på med dem, kommanderer han.
Ej, de passer ikke til slåbrokken, Henrik! Senere! Hun prøver at fedte sig ind.
På med dem! Han skyder i gulvet ved mig. En kugle sprænger ind i parketten, næsten rammer min fod.
Martha leder, roder, lugter på tøjet, finder intet.
“Du finder på noget, Martha! Du redder os, min kæreste!”
Nej… Henrik, de er væk! De var her, men nu er de væk! Hun slår ud med hænderne. Det er dig! sparker hun mig og jeg vælter om. Du stjal dem! Hvordan kunne du? Jeg lavede endda suppe til din mor, og du tager fra mig!? Henrik, smid det svin ud!
De guldsmykker gav hun i sin tid til lægen for en abort. Hun kunne have fået et barn med mig, men det ville hun ikke. Henrik ønskede sig et, men kunne ikke. Og nu, alt skyller hun over på mig…
Henrik rejser mig op, jeg registrerer det knapt. Alt hvad jeg husker, er Martha smukke, lidenskabelige kvinde som nu står bag sin mand, mens han knuser mig…
Jeg kan tilgive meget kærlighed, tapperhed, endda hustruen, utroskab. Tror du jeg selv er hellig? Ler Henrik. Der render mange Marthaer rundt, tro mig. Men tyveri kan jeg ikke døje. Mit er mit!
Jeg lægger mig på den kolde sne, kroppen banker, blodet pumper, sneen svirper i ansigtet. Til sidst hører jeg kun min puls og mindet om at min elskede kvinde forrådte mig Hjertet blev koldt. Det blev helet.
Hvad der så skete, ved I nok…
…
Jeg lå hos jægeren i flere dage. Han fandt en læge, de arbejdede på mine brækkede ribben, men benene var ikke brækkede, det kan takkes for. De to fremmede mennesker syede og lapkede mig sammen. Jeg takkede dem gennem tænderne, de grinede blot.
Du kommer dig, ven. Snart løber du igen! sagde jægeren.
Jeg kunne gå igen efter tre uger. Det blændede at komme ud i solen; alt var badet i lys, sneen reflekterede, det sved i øjnene. Jægeren gav mig solbriller.
Nu skrider du. Og hold dig fra andres ting, knægt. Næste gang er du ikke så heldig
Imens jeg rodede med skoene, hørte jeg de to tale om, hvad Henrik havde betalt for min redning. Jeg tabte støvlen, lænede mig mod væggen.
Hvad sagde I? spurgte jeg stille.
Intet, de trak på skuldrene. Henrik er så gavmild. Han er bare… nærig. Men let at muntre op. Hans kone er værre. Hun sælger af hans smykker. Hvis han kommer på hende, ofrer hun sådanne små drenge som dig… Du er ikke den første, og ikke den sidste. De rige har deres luner. Se nu at finde noget, du kan klare, Rasmus. Afsted du skal videre!
…
Jeg nåede frem til byen sent på dagen. Skulle bare se om mor stadig var der…
Vi har ingen sådan liggende. Beklager, smækker receptionsdamen vinduet. Jeg må have skræmt hende med mit udseende.
Se nu grundigt efter! banker jeg, men må opgive og gå hjem.
Solnedgangen var rød igen. Jeg blev bange.
Der var lys i vinduerne hjemme. Jeg åndede ud, haltede op til opgangen, ringede mange gange. Til sidst åbnede min mor. Lille og tynd. Hun så bange ud. Jeg omfavnede hende, så min far, og begyndte at græde…
Vi var så bekymrede, min dreng, sagde mor, lagde og lagde kartofler op på min tallerken. Men så ringede Henrik, sagde du var kommet i noget rod, men at du snart kom dig og skulle holde dig væk lidt fra byen. Han sagde, at hvis du blev set, kunne de smide dig i kachotten…
Henrik? Jeg tabte gaflen.
Ja, en eller anden embedsmand. Han besøgte mig, fik endda en enestue til mig på sygehuset. Tak fordi du bad ham om hjælp til os, Rasmus! græd mor. Uden ham havde jeg ikke klaret den…
Hun snakkede, græd, klappede min korthårede hoved, far så bare på mig. Jeg kunne ikke holde det blik, vendte mig bort…
…
Mange år senere går Mette og jeg rundt på torvet, leder efter et ordentligt, levende juletræ. Snart er det jul Mette elsker ægte gran; duften, nålene, den harpiks-fyldte stamme.
Der var mange små juletræspladser rundt omkring, men vi finder ikke lige den rigtige.
Lad os lige prøve herovre, foreslår Mette og nikker mod et overdækket hjørne. Skæret fra lygterne lyser på træernes bare skeletter, end ikke én rigtig gran.
Jeg nikker, vi går hen, Mette mærker grene, men så lyder en ru, rygende stemme:
Køb før du rører. Hænder væk!
Ind træder en kvinde i vatteret jakke, uldsokker, tørklæde for håret. Ansigtet, helt uden makeup, er bittert og surt.
Jeg genkender hende. Martha. Min første, vilde kærlighed. Kvinden, der mærkede mig for livet. Mette spørger sommetider til arrene, men jeg lyver, finder på historier, for jeg elsker Mette og vil ikke uroe hende. Hun er ægte, venlig, mit sikre fundament sendt af Gud. Jeg kan ikke tro, jeg fortjener det…
Martha ser på mig, spytter. Hun kender mig.
Henrik får hende til at fryse herude, sælge jultræer, mens han sidder varm og skåler i champagne. Han slår hende ikke, men han vinder hver gang. Alt har Martha tabt. Endnu en dreng kom ikke forbi. Ikke mere at fange.
Vi går, Mette, jeg tager hendes hånd. De træer er ikke gode. Vi finder selv én ude i skoven.
Mette smiler og lader sig lede. Hun har tillid. Hun elsker mig virkelig, og jeg jeg fatter stadig ikke, at jeg har fortjent det…
Og måske skylder jeg alt det gode i mit liv Henrik? Tak fordi han lod mig slippe dengang? Den mager, bøjede Henrik besejrede mig, gjorde mig til evig skyldner. Og det har jeg vel fortjentDa vi når ud i skovbrynet, hvirvler snefnuggene i den milde aftenluft. Mette griner, prøver at fange sne med tungen. Jeg ser på hendes glade ansigt, mærker pludselig en ro i hjertet, jeg ikke kendte som ung. Der er ikke mere at gemme. Jeg tager hendes hånd, fører hende ind mellem de graner, jeg lærte at frygte som dreng, og hvisker, næsten undskyldende:
Her, midt i kulden, kan man finde alt, man har mistet.
Hun stopper op, smiler til mig. Er du glad nu?
Jeg nikker. Sneen lægger sig blødt på vores skuldre, og mellem stammerne synger en solsort sin ensomme vintersang. Jeg kan ikke ændre fortiden, men i det øjeblik føler jeg mig let. Jeg samler en lille gren op, børster sneen væk og rækker den til Mette.
Vi planter den, siger jeg. Så har vi vores eget træ næste jul.
Hun ler, og mens vi går hjemad, tænker jeg, at hemmeligheder forsvinder, men deres skygger følger én altid indtil man vælger lyset og tager det næste skridt. Jeg ser ikke tilbage. Foran os gløder vinduerne varmt, og hjemmet venter. For første gang er det mig, der tænder lyset i vintermørket.
