Åh, kom nu, Sofie! Hvorfor nænner du ikke at give et par agurker væk? De bliver jo bare overmodne og gule hos dig alligevel, og mine børnebørn er lige kommet på besøg de skal jo have lidt vitaminer! Vær nu ikke så nærig, vi er jo næsten familie; der er kun et plankeværk imellem os!
Kirsten lænede sig beskedent (nå nej, ikke spor beskedent) over det lave stålgitter, der markerede skellet mellem haverne. Hendes runde ansigt bredte sig i en sukkersød grimasse. I den ene hånd svajede en halvt fuld skål med andres jordbær, mens den anden allerede var på vej mod Sofies solbeskinnede ribsbusk.
Sofie siddende på knæ midt i gulerødderne og i kamp med ukrudt på størrelse med et knaphul rettede langsomt ryggen. Den knagede som et gammelt bindingsværkshus. Med jord under neglene tørrede hun sveden af panden og sendte Kirsten et blik tungt som novemberregn. Det der vi er jo som familie-nummer havde Kirsten kørt i tre år, lige siden Sofie og hendes mand Morten havde overtaget den tilgroede kolonihave og gjort den til et glansbillede for Haveselskabets medlemsblad.
Kirsten, sagde Sofie roligt men bestemt. Du har jo selv jordbær. Hvorfor plukker du ikke dem først?
Åh, dem? Det er jo kun små sure bær, og bladhvepsen har spist resten. Jeg kan altså ikke det med gødning og alt det sjov. Hos mig er alt naturligt naturen bestemmer. Men hos dig jamen se! Dine bær er på størrelse med en tennisbold! Det er næsten synd, hvis de går til. Og det er kun dig og Morten, du har jo tonsvis! I får knopper af det, hvis I skal spise det hele!
Sofie tog en dyb indånding. Kirstens logik var som en svensk Volvo solid, urokkelig og relativt uinteresseret i miljøzoner. Kirsten var fuldt overbevist om, at hvis én har noget i overskud og en anden mangler, så skal der straks deles uanset at grunden til manglen måske bare er… bekvem dovenskab.
Kirstens have var et studie i laissez-faire: skæve æbletræer med mos og lav, bede der kun blev gravet op når det regnede guld, og mælkebøtter, der spredte frø til alle kanter, især ind til Sofie. Kirsten kom kun i haven for at lade op hun lå i hængekøjen, grillede billigruller på murbrokker og kværnede Radio Soft som soundtrack.
Sofie, derimod, elskede havearbejdet grænseløst. Hver plante havde nærmest navn, hun opkøbte sjældne tomatsorter fra udlandet, stod op klokken fem for at åbne drivhuset, og gik først i seng, når alt var vandet. Hver tomat, hver agurk var resultatet af slid, øm ryg og søvnløse nætter, hvis der kom uventet nattefrost.
Sæt lige den skål, Kirsten, sagde Sofie. Jordbærene skal jeg bruge til syltetøj. Jeg tæller bogstaveligt talt hver en bær.
Åh, nu begynder det igen! Kirsten rullede med øjnene. Askepot! Kom nu, jeg tog kun lidt til børnene! Vil du virkelig tage maden ud af munden på et uskyldigt barn?
Hun smed hurtigt et stort jordbær i munden, tygede højlydt og forsvandt med et snuptag mod sit hus, skålen med andres bær i favnen.
Sofie stod tilbage blandt gulerødderne, blodtrykket stigende som gælden på et Flexlån. Morten, Sofies mand, dukkede frem fra haveskuret med en gammel sav. Han havde set det meste, men blandede sig helst ikke i den slags han havde lært, at to kvinder ved hækken var værre end to brokkende krager.
Var det Kirsten igen? spurgte han tørt.
Jeps hun græsser som en ged i min baghave. Morten, nu er jeg altså træt af det. Sidste weekend stjal hun squash, mens vi købte flæskesteg i Netto. Sagde, hun trodde vi havde glemt dem. Nu stjæler hun jordbær for åben dagslys.
Sæt et rigtigt hegn op. Sådan et to meter højt et af stålplader, foreslog Morten.
Må vi ikke, sukkede Sofie. Haveforeningen siger levende hegn eller tråd, så der ikke kastes skygge. Og desuden efter den nye drivhustunnel har vi ikke engang råd til plastichandsker.
Det blev værre uge for uge. Solen bragede, høsten eksploderede. Tomaterne blev røde som postkasser, agurkerne sprøde, peberne saftholdige. Jo mere Sofie plukkede, desto oftere dukkede Kirsten op ved hækken.
En lørdag ankom hele Kirstens familie. Der var fest og fadøl, musik og latter fra to matrikler væk. Ud på aftenen, netop som Sofie vandede roser, svajede Kirsten over hækken, smilende i overstadig morskab.
Sofie! Red mig, ven! Vi mangler snacks kan du ikke låne os lidt tomater? Dem der, du kalder Bøf-hjerte, og noget grønt til salaten. Gæsterne er sultne, og butikken er jo på Bornholm, nærmest!
Sofie rejste sig op, vandslangen dryppede.
Kirsten, ikke alle tomater er modne endnu, og dem der er, skal jeg have med ind til min datter i byen i morgen.
Skru op for charmen, hvorfor nu kneben? Kirsten fugtede stemmen på lidt for stor afstand. De hænger jo røde og blinker på dig! Lad nu være med at være nærig. Vi er jo landsmænd… Jeg lover at tage en plade Marabou med til gengæld.
Nej, sagde Sofie med myndighed. Nej.
Kirstens smil smuldrede, hun blev smaløjet.
Så sid du bare dér med dine nitrater! Jeg håber de eksploderer! Hvad er du for en nabo man kan ikke engang låne en kop salt. Pffft!
Hun trampede tilbage. Resten af aftenen lød der gennem grænsehegnet sylespidse kommentarer og latter. Sofie kunne udplukke sætninger som: …de der Københavner-typer…, …de dør hellere end deler…, …hvem vil alligevel have deres kemibomber…. Sofie ville næsten tude, men hun gik bare ind og overdøvede hele hønsegården med sin radio.
Næste morgen blev hun slået helt ud af kurs. Døren til det spritnye drivhus stod på klem. Hun fløj derud. Naturligvis: De største tomater plukkede skrabet fra bunden af planterne. Nogle grene knækkede, umodne grønne tomater lå og rodede rundt. Også agurker manglede mystisk, og purløg og persille var revet op med rode.
Sofie sank sammen. Det her føltes ikke kun som tyveri, men som at blive trådt på.
Morten! råbte hun. Han kom ud, så på ulykkerne og blev dyster.
Det her grænser til kriminalitet, Sofie. Det er ikke engang sjovt længere. Det kan vel meldes?
Og hvem tror du lytter? Hvem bevises hvad på? Kameraer har vi ikke. Hun ville bare sige, det ikke var hende eller at vi selv har gjort det. Kirsten kan mundhugges alle til døde.
På Kirstens plot var der stille. Gæsterne havde tømmermænd. På terrassen stod en salatskål med store Bøf-hjerte tomater og karakteristiske krøllede blade fra Sofies kruspersille.
Nu er det nok, sagde Sofie, og hendes stemme havde en sjældent benhård klang. Nu vil jeg ikke mere. Nu prøver vi smart-pædagogik.
Hvad har du gang i? Morten blev nervøs. Ingen ulovligheder, ikke? Vi skal ikke til at tilkalde betjente for et par pebre…
Ingen kriminalitet, grinede Sofie. Bare psykologi. Og måske lidt kemi.
Planen kom lynhurtigt! Sofie tog ind til Bauhaus og købte et gult beskyttelsesdragtsæt, et par poser blåt frugtfarve, den billigste flydende sæbe hun kunne finde, gummihandsker og et sprøjteaggregat.
Om aftenen stillede Kirstens halvoplagte familie sig på terrassen med te. Sofie og Morten iklædte sig som Breaking Bad-karakterer, gik dramatisk ud til haven, blandede farve og sæbe til blåvandet suppe, og forvandlede sig til Chernobyl-vagter i fuld gang med apokalypsen. Det stank!
Morten, gå lige ud af farezonen! råbte Sofie højlydt bag masken, så alle kunne høre det. Det her er stærkt stads, det skal sprøjtes på!
Hun begyndte at give tomaterne én på lampen med blå sprøjtegift. Planterne blev forvandlet til smølfebuske. Haveforening eller ikke man gik ikke over til den hæk foreløbig! Kirsten nærmede sig forsigtigt.
Hvad laver du, Sofie? Har du fået rotter? Haverne lugter jo!
Værre, Kirsten! Internet siger ny virus mosaikvirus med svampe. Alt rådner på et døgn, hvis man ikke sprøjter. Det her præparat hedder KemiTOP Eksperiment, dødsensfarligt. Må ikke engang indåndes.
Hvad med børn? Kirsten blev bleg.
Også farligt! Spiser man for tidligt, så… akut leversvigt. Du må først røre frugterne om 21 dage. Det smitter til mus, fugle kun planterne selv overlever.
Tjatter du? Hva hvis man kun rører?
Skynd dig at vaske hænder. Helst i sprit, ellers… jeg brænder rent faktisk dragten bagefter.
Kirsten så ud som om hun skulle til at foretage en generel ransagning af sin baghave. Snart lød det fra hendes terrasse:
Drengene! Lad lige salaten stå smid den ud. Den smager mærkeligt, jeg tror vi skal passe lidt på…
Under masken smilede Sofie. Hele ugen gik som en Victor Borge-forestilling: Kirsten gik i vid bue uden om de blå tomater, skreg hvis børnebørnene nærmede sig. Sofie og Morten vaskede i smug farven af agurkerne og spiste dem fornøjet til aftensmaden.
Efter ni dage blev Kirstens nysgerrighed alligevel for stor.
Sofie, hvad er det? Jeg ser dig sidde og gnave agurker. Er det ikke din egen giftfrugt?
Nej-nej, Kirsten. Jeg køber i Bilka nu, plastikfremstilling. Der hænger jo blå agurker i drivhuset endnu!
Kirsten så mistænksom ud.
Hvorfor hænger dine tomater stadig mærkeligt blå? Det har regnet!
De er imprægneret mod regn, det er noget ny nanoteknologi. Det er kun for advanced gartnere.
Kirsten rynkede på næsen og mumlede om miljøterror og kemi, men satte aldrig mere fod over grænsen.
I august, hvor vejret havde vasket det værste farve af, anede Kirsten, at karantænen måske var udløbet, eller også var hendes grådighed alligevel stærkere end frygten. Men denne gang var Sofie forud: Hun satte hængelås på lågen, lille advarselsseddel på trådhegnet:
OBS! Videoovervågning. Eksperimentelle plantebeskyttelsesmidler i brug, indtagelse kan give sygdom, Haveforeningen orienteret, politiet tilkaldes ved indtrængen.
Kameraet var opspind, men skiltene så seriøse ud.
Tilbage efter byen-mission så Sofie Kirsten i fuld diskussion med formanden, Peter. Kirsten råbte op:
Peter, nu må du gøre noget! Hun forgifter hele vejen! Mine børnebørn har haft ondt i maven! Og videoovervåger mine grillpølser!
Peter så træt ud. Da Sofie ankom, lyste han let op.
Goddag, Sofie. Der er indkommet en klage…
Ingen farlig kemi, Peter. Skiltet skræmmer bare eventuelle høst-tyve. Og min persille trækker ikke i børnemaver, hvis ingen stjæler.
Hvem stjal? rasede Kirsten. Bevis det!
Jeg har videoovervågning, Kirsten. Lad os gennemgå optagelserne samlet du behøvede ikke kravle over forleden tirsdag, vel? Og var det ikke dit barnebarn, som hev purløg op lørdagen før?
Blufnummeret virkede. Kirsten blev ildrød i hovedet.
Behold du bare dine kemikalier! Jeg kan sagtens dyrke noget selv!
Hun styrtede hjem, smækkede døren.
Peter blinkede til Sofie:
Er det faktisk superfarlig kemi?
Bare frugtfarve og sæbe, Peter. Godt mod bladlus og fantastiske resultater mod nabolags-mundhuggeri!
Det forstår jeg, grinede Peter. Du må gerne lade skiltet blive hængende!
Fra den dag var forholdet til Kirsten køligt som Øresundsvind i april. Kirsten hilste ikke, hvis hun kunne undgå det, og fortalte alle i kolonihaveforeningen at Sofie var giftblander og heks. Det generede ikke Sofie høsten var nemlig intakt for første gang.
Men miraklet indtraf næste forår. Ved sæsonstart så Sofie, at Kirsten for første gang nogensinde selv var i gang med at grave have! Langt fra snorlige, men alligevel. Et par ramponerede kasser med slatten urtepotter stod også klar.
Sofie gik hen til hegnet. Kirsten rankede sig med spaden som en ridder mod dragen.
Hvad vil du? Kommer du for at spotte?
God arbejdsløst, Kirsten, sagde Sofie venligt. Du skal ikke så dybt, lige der er der ler.
Jeg klarer det! Kirsten snappede. Jeg vil have min egen, NATURLIGE, uden al det der kemi!
Det er også bedst sådan, sagde Sofie smilende. Ens eget smager altid bedst.
Midt på sommeren så Kirsten pludselig lykkelig ud over sine små, bulede agurker og miniature-tomater. Stolt gik hun rundt om dem, og hun gik aldrig mere over hegnet.
En aften fangede Sofie et glimt af Kirsten, der skældte ud på nabodrengene som havde trillede en fodbold ind i hendes purløg.
Ud herfra! råbte Kirsten. Det her er ikke Wembley. Her ligger arbejde og slid I vælter alt!
Sofie så på Morten og trak på skuldrene. Se du behøver ikke hegn, bare lidt arbejdsopdragelse!
Da haven blev lukket ned i oktober, nærmede Kirsten sig overraskende. Hun rakte gennem hegnet et glas agurker i grumset lage.
Værsgo, sagde hun, næsten genert. Mine egne. Efter opskrift fra Hjemmet. Du har vel ikke noget imod at smage?
Sofie tog glasset som var det en sølvpokal.
Mange tak, Kirsten. Selvfølgelig vil jeg smage. Du kan få nogle tomatfrø af mig til foråret den gode sort, Bøf-hjerte. Bare husk, de skal forspires i februar.
Ja…måske. Hvis det endelig er.
Intet problem. Til folk der selv gør arbejdet, deler jeg gladeligt.
De stod lidt og stirrede skulder ved skulder ud over de visnende haver. Advarselssedlen om kemi var for længst regnet væk, men respekten den usynlige linje stod endnu stærkere end noget plankeværk.
Og det år syltede Sofie rekordmange tomater. Ikke én blev taget af andre end hende selv.
Hvis du morede dig over fortællingen, så smid en tommel op, og fortæl hvordan DU takler frække naboer!
