I går var det min fødselsdag, og ærligt talt, jeg ved stadig ikke om det var en total fiasko eller den mest episke fest i mit liv.
Det startede med, at jeg, som den naive sjæl, jeg er, overlod arrangeringen til min bedste veninde Mette. Hun lovede, at alt ville være “i topklasse,” at bordet ville bøje sig under lækker mad, og gæsterne ville være henrykte. Selvfølgelig, Mette! Da jeg kom hjem fra arbejde, mødte jeg et syn, der kunne være taget direkte ud af en komedie om en mislykket fest.
I stuen var der kaos på bordet. Rester af pålæg og ost, der allerede så lidt tørre ud, lå blandet med oliven, som ingen åbenbart havde rørt. Grøntsager — agurker, tomater og en slatten peberfrugt — så ud, som om de var skåret op sidste mandag. Jeg begyndte at mistænke, at Mette bare havde samlet alt, hun fandt i køleskabet, og kalt det en “festmiddag”. Flasker med vin, saftevand og sodavand stod i tilfældig rækkefølge, nogle allerede halvtomme. Åbenbart havde nogen startet festen uden mig.
Mette mødte mig ved døren, strålende som et juletræ. “Hvad synes du? Er det ikke fantastisk?” spurgte hun og pegede stolt på denne kulinariske apokalypse. Jeg nikkede bare og prøvede at skjule min overraskelse. Jeg ville ikke såre hende, for hun havde åbenbart virkelig gjort sit bedste. Men i mit hoved tænkte jeg kun: “Hvem spiser tør pålæg til en fødselsdag?”
Min bror Lars skulle selvfølgelig også bidrage til denne absurde fest. Han kom med en kage, der tydeligvis havde været igennem en hel eventyr. Æsken var mast, cremen var smurt ud på låget, og teksten “Tillykke med fødselsdagen!” lignede nu et abstrakt maleri af Picasso. “Jeg valgte den selv!” sagde Lars stolt, mens han satte kagen på bordet. Jeg så på dette konditorkunstværk og besluttede at tænde lysene alligevel — måske ville ingen lægge mærke til dens elendige tilstand i halvmørket. Men Lars var så glad for sig selv, at jeg ikke kunne drømme om at skuffe ham. Han er trods alt min bror, og hans entusiasme opvejer alle fejl.
Min kollega, Anne, udmærkede sig også. Hun gav mig en gave — en kosmetikpakke, der efter dens lidt medtagne emballage at dømme tydeligvis havde stået hos hende i lang tid. “Jeg tænkte, den ville passe til dig!” sagde hun med sådan et ærligt smil, at jeg ikke kunne blive sur. Nå ja, så får jeg da noget nyt på badeværelseshylden. Selvom jeg allerede vidste, at denne creme med “blomstrende kirsebær”-duft sikkert ville være for klæbrig, og mascaraen tør. Men det er småting.
Gæsterne tilføjede også deres egen farve til aftenen. En eller anden tog en karaokemaskine med, og inden for en halv time gøede hele huset af usammenhængende versioner af 90’er-hits. Mette, inspireret af et par glas vin, besluttede, at hun var en reinkarnation af Wham!, og begyndte at synge “Last Christmas” med sådan en iver, at naboerne sikkert stadig taler om det. Lars, der ikke ville blive slået, tog mikrofonen og brølede “I Danmark er jeg født” til en storm af latter.
Ved midnat så bordet endnu mere trist ud, men stemningen var i top. Vi grinede af de mærkelige gaver, mindes gamle historier og holdt endda en improviseret konkurrence om den sjoveste skjål. Anne vandt med sin ønske om at jeg skulle få “så meget lykke, at den ikke kan få plads i en kuffert, men heller ikke veje som en kuffert fyldt med mursten.” Jeg ved stadig ikke, hvad hun mente, men det lød genialt.
Da gæsterne begyndte at gå, så jeg mig omkring i kaoset i stuen og indså, at denne fødselsdag ville jeg aldrig glemme. Ja, bordet var langt fra perfekt, kagen lignede et jordskælvsoffer, og gaverne fremkaldte mere forvirring end begejstring. Men der var så megen latter, varme og absurde øjeblikke, at jeg ikke ville bytte den aften for noget i verden. Mette, Lars, Anne og alle de andre gjorde min fødselsdag til det, den skulle være — levende, ægte og lidt skør.
Næste gange tager jeg sgu arrangeringen i egne hænder. Eller i det mindste gemmer det tørre pålæg væk før gæsterne kommer. Men ærligt talt, det er sådanne fester, der er det virkelige liv. Og jeg glæder mig allerede til næste fødselsdag for at se, hvad mine venner og familie finder på.
