For seks måneder siden ramte en stor sorg vores familie: min far døde. Og seks måneder efter, dukkede min fars bror, Onkel Poul, pludseligt op hos os. Det var sjældent, han kom forbi. Han havde ikke meget kontakt med min far heller. De havde aldrig skændtes, men de fandt aldrig rigtig tonen. Det var altid lidt køligt mellem dem hver levede sit eget liv.
Hvordan var turen? spurgte jeg. Og hvorfor kalder du mig dig? Jeg er jo din yndlingsonkel! sagde Onkel Poul og smilede, som om han virkelig var det.
Onkel havde ikke sagt til os, han ville komme, og vi havde ikke gjort noget for at forberede os. Faktisk havde vi ikke talt med ham siden min fars begravelse. Han havde ikke engang ringet. Og pludselig stod han der.
Da vi satte os til kaffe, spurgte min onkel: Hvordan skal vi dele arven? Os tre? Er der ikke nogen andre? Hvilken arv? sagde min mor, tydeligt overrasket.
Der var faktisk en arv. Vi havde en god lejlighed i København, et stort og smukt sommerhus ved kysten, og to biler. Mor havde overvejet at sælge huset og købe en lejlighed til mig her i byen, hvor jeg studerer. Men det havde vi endnu ikke gjort vi ville ikke skynde os.
Hvilken arv? Jamen, den ejendom min bror efterlod! sagde Onkel Poul. Hvis det ikke var for Anna og mig, ville du jo have fået det hele. Men nu får du ikke noget! Men jeg er jo hans bror! Jeg har ret til arven! Nej, det har du ikke! Lovgivningen er på vores side! Og hvad så med den gode samvittighed?
Onkel Poul er snu han vidste udmærket, at han ikke havde nogen juridisk ret til noget; så han prøvede på samvittighed. Men vi kunne ikke følge hans logik eller forstå hans argumenter. Min far og Onkel Poul havde aldrig været tætte så hvorfor skulle han have noget med min fars ejendom at gøre?
Da min far blev syg, sagde han straks til os, at alt vi havde, skulle gå til min mor og mig. Ingen andre skulle have noget. Han havde ikke tænkt sig at dele vores ting eller penge.
Poul, selv med den bedste samvittighed, nej! Og det ved du godt! Du har aldrig været tæt på din bror! Sådan er det altså! Det er ligesom en dårlig film! En mand gifter sig, og hustruen får det hele, og forældre, brødre, søstre, niecer og nevøer får ingenting!
Onkel Poul begyndte at trykke på skyldfølelsen. Han ville have os til at dele arven i tre. Farvel! Vi vil ikke diskutere det her med dig! sagde min mor konsekvent.
Da Onkel Poul var gået, låste vi huset og tog tilbage til vores lejlighed i København. Vi kendte min farbror godt; han ville ikke give op så let og det var klart, at vi måtte tage sagen til retten. Der var nemlig meget på spil: en tredjedel af et lækkert sommerhus, en tredjedel af en god lejlighed centrum af København, og en tredjedel af to biler. Det er en pæn sum penge omkring en halv million kroner.
Det tænkte onkel også, og han tog os faktisk til retten. Han håber på at vinde. Men loven er på vores side. Hvad håber han egentlig på?
I dag har jeg lært, at selv familie kan vise ukendte sider af sig selv, når det handler om arv og penge. Det er vigtigt at kende sine rettigheder og dog, allermest, at holde fast i sin samvittighed og ikke lade sig overtale til noget, der føles forkert.
