Denne dagbog fortæller om min oplevelse som en dansk mand, der i en alder af 27 år havde et stort ønske om at stifte familie. Dog kunne jeg kun få barn med en gift kvinde, som jeg havde stærke følelser for. Desværre var hendes overbevisninger så rodede i de gamle normer, at hun ikke kunne forlade sin mand. Således fik jeg alligevel en datter sammen med hende, og selvom hun støttede mig under graviditeten, stod min familie kun halvhjertet bag mig undtagen min mor, som trofast stod for vores side. For min far var det et kæmpe nederlag, at jeg fik et barn udenfor ægteskab, og han nægtede at kalde mit barn for sit barnebarn. Smerten ved at mærke hans afvisning gjorde, at jeg ikke ville tage min datter med hjem til mine forældre, for hun ville ikke være rigtig velkommen.
Min mor bad mig igen og igen om at komme forbi, men jeg forstod hurtigt, at hun var den eneste, der reelt savnede os. Min bror derimod havde altid elsket mig højt, og han forgudede min lille datter. Da min datter fyldte to år, besluttede min bror sig for at blive gift og inviterede selvfølgelig os med til brylluppet. Jeg tøvede i begyndelsen, for jeg ønskede ikke at forstyrre festen eller skabe uro i familien. Jeg frygtede min fars ligegyldighed eller måske endda åbenlyse modstand mod at vi dukkede op sammen. Men min bror, mor og min kommende svigerinde overtalte mig til at tage med.
Brylluppet blev holdt i Odense, og huset var fyldt med børn i alle aldre. Min datter skilte sig ud ikke på grund af hendes udseende, men fordi hendes hår var mørkere end de andre børns. Hele aftenen holdt jeg øje med hende og sørgede for, at hun havde det godt. Jeg vidste, at min far elskede børn, men jeg havde aldrig forestillet mig, at han nogensinde ville tage kontakt til min datter. Men det gjorde han. Jeg opdagede, at han stod og holdt hende i sine arme, og de talte sammen på en måde, jeg aldrig havde set før. Jeg valgte at lade dem få øjeblikket for sig selv uden at blande mig. Hele aftenen blev fyldt af følelser og varme øjeblikke.
Da aftenen var omme, kom min far hen til mig. Han omfavnede mig og bad mig om tilgivelse. Han bad os komme hjem igen, nu hvor min datter også kunne kalde ham for morfar. Gæsterne kendte til familiens tidligere skænderier og kiggede nysgerrigt, men det var ligegyldigt for mig nu. Jeg tilgav min far, og i dag har min datter fået sin morfar tilbage i sit liv. Det gik op for mig, at sand lykke netop er at kunne tilgive hinanden og finde sammen igen som familie.
