Min mor kæmpede mod kræft i lang tid. Da hun var 27, og min far var 31, gik hun bort. Vi var tre i familien. Den yngste, altså mig, var endnu ikke fyldt to år. Min far stod desperat og skulle finde en ny kone faktisk en ny mor til os for han kunne slet ikke klare det alene. Halvt år senere tog han ud til en kvinde, han kendte, og bad hende om at give ham hendes datter. Kvinden lyttede ikke engang; hun velsignede ham straks. Sådan kom en ny mor til vores familie, bare 21 år gammel. Hun hed Signe.
Signe gik straks i gang med hele huset. Hun satte alt på plads. For egne penge købte hun stof og syede skoleuniformer til os to ældste. De begyndte med det samme at kalde hende mor, men jeg gjorde det ikke. Jeg havde svært ved det der. Jeg lærte sent at tale og sagde aldrig, at det var nemt at have mig. En dag viste jeg Signe, hvordan min mors hår altid var bundet i en lav knude. Fra da af gik hun rundt med sådan en knude.
Jeg kaldte hende stadig ikke mor. Så fandt min far på en mærkelig plan. Signe bagte min yndlingskage, og hele familien satte sig om bordet. De kastede sig over kagen, og jeg måtte ikke komme nær den, før jeg kaldte Signe min mor. Tre år senere fødte min mor sit fjerde barn, men det var hendes første. Dengang begyndte det at gå dårligt for vores familie. Far kunne ikke finde arbejde i sit fag og blev ansat ude på et dansk landbrug. Min mor fik også job der. Fire år efter kom det næste barn. Signe delte aldrig op i mine egne og de andres.
Efter fem år blev min anden mor ramt af samme sygdom som den første. Mine ældre søskende studerede allerede på universitetet i Aarhus. Min mor lå på hospitalet, og jeg kom hver dag. Hun gentog for lægerne, at hun ikke måtte blive syg; der stod små børn og ventede hjemme. Min mor overvandt sygdommen.
Der var ingen ende på vores glæde; hun led, men var stærkere end ondskaben. Lige da livet endelig virkede til at vende, begyndte vi at miste mennesker tæt på. Seks måneder senere stod min forældres første søn sammen klar til at gifte sig. Dagen før brylluppet forsvandt han. På den 36. dag af eftersøgningen blev han fundet. Eller rettere, fundet og begravet. Derefter flyttede jeg hjem til mine forældre; jeg kunne ikke lade min mor være alene. Efter ham døde min far, derefter min storebror, og senere min mors yngste barnebarn min lille søsters søn. Hele familien var ude for en voldsom ulykke, men kun sønnen blev ramt.
Jeg er forundret og kan slet ikke begribe, hvordan min mor efter alt det helvede stadig er blid, kærlig, venlig. Hun har opdraget fem børn, passer sine børnebørn og nu har hun to oldebørn. Hver morgen står hun tidligt op, gør rent i hele huset og sætter sig og strikker småting til sine børnebørn og oldebørn. For os, hendes børn, er det det fineste at bruge fritiden sammen med hende. Trods hendes alder har hun altid noget på hjerte. Hendes kærlighed rækker til alle.
