Jeg var kun fem år gammel, men jeg husker den dag, som var det i går. Min far havde læst beskeder på min mors telefon, hvor hun havde skrevet til sin veninde, at hun stadig så sin velhavende kæreste. De mødtes sjældent. Min far tjente dengang meget lidt, han knoklede for at købe ting, som min mor og vi børn ikke havde behov for, men som hun syntes, familien skulle have. Alt for lidt i virkeligheden. Hvordan har du råd til at rode rundt på min telefon? råbte min mor, velvidende at angreb er det bedste forsvar. Din løn slår jo ikke til til noget. Hvordan tror du, vi har så meget mad i huset?
Fjernsynet er mit! råbte min far. Det er også dit! Ja, svarede han, det er også dit. Og fjernsynet, og kødet, og… og Mads. Jeg tager det hele med mig. Jeg blev rædselsslagen. Indtil da havde jeg ikke været en del af deres skænderier, men lige dér var jeg direkte involveret.
Djævlen, ikke Mads! udbrød min mor. Men min far tog mig med sig. Hvorfor skulle min mor kæmpe med en stor mand om mig? Min far tog mig med ud i haven, løftede mig op, fodrede mig, legede med mig. Selv før det havde han brugt mere tid sammen med mig end min mor. Det var vinter, og jeg stod foran min mor i min pelsjakke: Græd ikke, mor, jeg kommer snart og besøger dig, sagde jeg med en barnestemme. Min mor krammede mig, og min far gav mig det der blik, der betød, at nu gik vi. Han stillede sig i døren og sagde til min mor: Vi ses i retten.
Både min mors og min fars liv udviklede sig måske bedst muligt efter det. Kort tid efter skilsmissen fandt min mor en ny mand og glemte mig i et stykke tid. Min far tøvede heller ikke længe han fandt sammen med Astrid, datter af en rig erhvervsmand. Nogle gange var jeg på besøg hos min mor i nogle dage. Hun og min far havde intet med hinanden at gøre. Selv efter al den tid kunne min far ikke tilgive min mor. Et par år senere, da jeg var blevet 14 år, skete der pludselig en masse min mor blev gravid, og min far røg i fængsel.
På vej hjem fra arbejde kom han uventet ud i slagsmål på gaden. Ansvaret for det hele blev lagt på min far, og han fik den strengeste straf. Da han sagde farvel, sagde han til os: Hold sammen. Astrid og jeg skulle fordøje dommen i lang tid. Vi klarede hverdagen sammen og støttede hinanden. Så skete der en dag noget, som jeg aldrig glemmer. Det ringede på døren. Astrid stod i køkkenet og lavede aftensmad, så jeg gik ud og åbnede. Udenfor stod min mor: Pak dine ting, du skal hjem, sagde hun.
Mads, hvem er det? råbte Astrid på vej ud til os. Jeg er kommet for at hente min søn, svarede min mor. Astrid prøvede at tage hende under armen og invitere hende ind, men min mor rystede hendes hånd af sig og sagde skarpt: Pas på, jeg er gravid. Jeg vidste, hvor ondt det gjorde Astrid hun kunne ikke få børn, og det var en øm tå for hende. Alligevel fik hun på en eller anden måde sat et smil på og bød min mor indenfor. De satte sig i køkkenet, mens jeg gik ind på mit værelse.
Forstå mig, Astrid, Mads er det eneste slægtning, jeg har. Han er den eneste, som forstår mig, den eneste der kan hjælpe mig igennem det her. Jeg kan ikke undvære ham. Han er min eneste familie, og du… du har alt. Jeg vil have, han skal bo hos mig, mens hans far er væk, begyndte min mor at råbe. Jeg kunne ikke holde ud at sidde derhjemme længere. I deler mig som en ostemad. Har I tænkt over at spørge mig? Måske har jeg allerede taget en beslutning om, hvor jeg vil være.
Det er vældig voksent at manipulere et barn med tårer, sagde Astrid. Jeg er ikke et barn længere. Mor, jeg bliver hos Astrid. Du har fået alt, og vi andre har kun hinanden. Jeg går i skole her, mine venner bor her. Undskyld, men det er sådan, det er, sagde jeg, og var selv chokeret over at sige det som en mand, ikke som et barn. Jeg fulgte min mor ned til busstoppestedet. Mens vi ventede på bussen, spurgte jeg: Hvordan går det med din Adam? Ser I stadig hinanden? Ja, vi kan jo ikke leve af luft, vel? Jeg gav min klodsede mor et kram. Vi grinede og sagde farvel. Hjemme igen trøstede jeg Astrid. Vi havde en lang og hård tid foran os. At vente er aldrig let.
