Min far fortalte mig i en drøm, da han var 72 år gammel, at han ville gifte sig med sin gamle klassesøster!
Da han sagde det, stod jeg målløs. Hvordan kunne en mand på syv og tyve år have sådan en plan?
Faren havde tilbragt de sidste tyve år alene, siden min mor døde. For tredive år siden flyttede jeg fra vores hjem i København sammen med min mor, og jeg har siden bygget min egen familie i Århus. Selvom jeg nu bor i en lille lejlighed i en travl forstad, besøger jeg far hver jul og hver sommer med min kone, Freja Jensen, og vores to børn, så vi kan dele en kop varm kakao og høre hans gamle historier. Han er som en stenhård egetræsstamme: han klager ikke over helbredet, han skærer selv sin egen brændestok, selvom Freja og jeg ofte hjælper med at ryge haven eller hugge brænde til vinteren.
Forleden telefoner han mig og siger, at det er på tide at bringe en kvinde hjem. Det viser sig at være hans klassesøster, Kirstine Sørensen, som han havde kendt godt i skoleårene, men som siden flyttede til Odense, mens han blev i Jylland. Nu, i deres høj alder, har de besluttet at binde deres liv sammen igen som om de ville samle de to sider af en splittet måne.
Jeg sagde straks, at han ikke kunne forvente, at vi og børnebørnene skulle stå i kø til ceremonien, men det hindrede ham ikke. De holdt en lille ceremoni for et par måneder siden i hans store bondegård med grønne marker og en stald, hvor køerne så ud som skyer i en tåget nat.
Hvad kunne der have manglet i hans liv, så han først nu fandt lykken?
Fars gård er enorm, med marker så langt øjet kan se, og mange efterkommere, der drømmer om at eje en del af den. Jeg spekulerer på, om ægteskabet kun er et spil om profit.
Freja og jeg har boet i en treværelses lejlighed i Århus i mange år, med en husleje på 25000 kroner om måneden, og vi har betalt vores boliglån i næsten et halvt årti. Vi har to børn, og jeg har altid troet, at vi skulle give den ældre generation huset, mens de yngre skulle arve gården. Nu ved vi ikke, hvem der skal få hvad.
Vi har ikke besøgt far i seks måneder. På grund af hans nye liv vil vi helst ikke gå tilbage til den gamle jord, mens hans slægt omkring ham som skygger på en klar nat. Familien ringer ofte og siger, at vi burde glæde os over, at far har fundet sin lykke i en så høj alder. Jeg ville også være glad, men jeg frygter, at hun kun udnytter ham, og at vi i fremtiden skal kæmpe med en flok svigermødre om den gård, hvor jeg har tilbragt halvdelen af mit liv.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke længere overse far, men jeg har ikke styrken til at lade som om alt er i orden. Hvad vil du anbefale, så jeg kan slippe fri fra denne drømmeløse situation?
