Den eneste ting, jeg forbinder med min far, er skænderierne, råbene og de evige problemer. Vi voksede op i trang kår. Min mor, Birte, knoklede til langt ud på aftenen for at tjene til rugbrød og kartofler, mens min far, Klaus, kun kunne finde grunde til at være sur. En dag tog vi ned på Torvet for at købe grøntsager, og en af de lokale handlende lavede en lille joke med min mor vi grinede alle sammen. Min far så på min mor med det der kolde blik og sagde ikke noget.
Da vi kom hjem, eskalerede tingene hurtigt. Han råbte så højt, at hele opgangen kunne høre det, og senere slog han min mor. Der skete også noget andet mærkeligt. Min fars kollega, Arne, jokede med, at jeg overhovedet ikke lignede min far. Jeg lignede mere min mor, og det var som om, jeg ikke havde arvet noget fra ham. Jeg var 12 år på det tidspunkt. Min far forlod os og sagde, at min mor forkælede mig for meget.
Efter det havde vi knap nok penge til mad. Min far betalte ikke børnebidrag. Min mor ville ikke køre ham i retten, så hun måtte klare det hele selv. Hun fandt et ekstra job, mens jeg gik i skole og kæmpede for at komme ind på universitetet. Det lykkedes mig senere at få et job.
Til sidst blev jeg gift med min kæreste, Katrine, og jeg kunne endelig hjælpe min mor. For nyligt fik jeg så en besked. Det var fra min far. Han skrev, at han gerne ville genoptage vores kontakt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Nogle siger, jeg bør mødes med ham og tale med ham måske give ham en chance. Men jeg har ikke nogen trang til det. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan han forlod os. Han er nærmest som en fremmed for mig nu. Jeg forbinder ham ikke med gode minder. Indtil videre har jeg valgt ikke at fortælle min mor om beskeden. Jeg står tilbage med en følelse af rådvildhed.
Den største lærdom, jeg har fået ud af alt dette, er hvor stærk min mor har været, og hvor vigtigt det er at tage ansvar for dem, man elsker. Jeg har lært, at familie ikke kun er blod, men også handling og det er noget, jeg vil bygge mit eget liv på.
