Min elskede svigerdatter – Mor, jeg skal giftes med Emilie. Om tre måneder får vi barn, – sagde min søn uden omsvøb. Jeg blev ikke voldsomt overrasket, for jeg havde allerede mødt Emilie. Det var alderen, der bekymrede mig. Hun var ikke fyldt atten, og min søn skulle stadig aftjene sin værnepligt. De var jo ikke andet end børn, men allerede ville de have bryllup – og en baby på vej. Det var svært at finde brudekjole til Emilie, for hendes graviditet var tydelig i syvende måned. Bagefter flyttede de unge ind hos Emilies forældre, men min søn besøgte mig hver uge. Han lukkede sig inde på sit værelse og bad om at være i fred. Det gjorde mig urolig. … Jeg ringer til Emilie. – Går det godt med dig og Rasmus? – Selvfølgelig, hvorfor spørger du? – svarede min svigerdatter roligt. – Emilie, ved du, hvor din mand er lige nu? – prøver jeg forsigtigt. – Gitte, du skal ikke blande dig. Vi klarer det selv, – det var første, men langt fra sidste, uhøflighed mod mig. – Undskyld, jeg forstyrrede, – siger jeg og lægger på. Jeg er fredelig af natur og valgte ikke at blande mig i deres forhold. De må klare sig selv. … Snart fødte Emilie lille Varvara – et navn, jeg ikke kunne forlige mig med, så jeg døbte mit barnebarn Basse. Rasmus blev sendt i militæret. Jeg besøgte ofte lille Basse. Hver gang lagde jeg mærke til, hvor smuk Emilie var blevet. Hun kom ind på universitetet – og der er jo rigeligt med fristelser. Jeg tænkte mit: Hun venter nok ikke på sin mand, denne kønne studine. Emilie var aldrig særlig begejstret for mig. Når jeg kom for at se Basse, sukkede hun betydningsfuldt, rakte mig barnevognen og sendte mig ud at gå – som om hun knap gad se på mig. Emilie kunne sågar fornærme én med sine blikke. Jeg hadede at komme i det hus. … Da Rasmus vendte hjem efter forsvaret, så det ud til, at alt gik fint. Basse voksede, Rasmus forgudede sin hustru, og Emilie havde styr på alt. Sådan gik femten år. … Men så forandrede Emilie sig. Hun fik kærester, mange – og skjulte det ikke. Rasmus tolererede det i årevis. Han elskede Emilie og led. Hun gjorde ham ondt og hånede ham. Jeg var chokeret, men sagde aldrig noget. Jeg var faktisk lidt bange for hende. When she looked at me, kunne jeg mærke det i knoglerne. – Rasmus, er der problemer med dig og Emilie? – spurgte jeg. – Bare rolig, mor, det skal nok gå, – sagde han. Det virkede, som om han selv følte sig skyldig og derfor accepterede hendes opførsel. Jeg besluttede mig for at tale med Emilie. – Emilie, må jeg spørge dig om noget? – Du spørger bare din søn, hvad – og hvem – han laver på arbejdet! Min tante arbejder der, hun har fortalt mig det hele. Din søn var den første til at være utro! – råbte Emilie. Åh Gud – hvorfor blandede jeg mig? Jeg sagde ikke noget til Rasmus. … Emilie og Rasmus blev skilt. Basse blev hos Emilie. Rasmus gik amok, skiftede kvinder som sokker. Emilie giftede sig hurtigt igen. Det fortalte Rasmus – og græd. Hans næste kone blev Jeanne – en lille, stærk og målbevidst kvinde. Jeanne krævede giftermål på rådhuset, lejlighed til hendes datter og garanti for alt. Rasmus gjorde alt for hende. Jeanne ville være dus med mig, men jeg brød mig ikke om hendes måde. Alle hendes gaver – købt for min søns penge – ligger stadig ubrugt i skabet. Hun smiler falskt, er ikke glad for Rasmus, men har ham som pengeautomat. Emilie, til gengæld, råbte nok ad mig, men hun var ægte. Jeanne laver aldrig mad. Alt er fra delikatessen. – Måske du kunne lave suppe til Rasmus engang? – Gitte, lær ikke en skade at pibe, – svarede Jeanne. Hun bruger tiden på venninder, caféer og shopping. Hvis noget ikke passer hende, får vi straks ballade. Jeg forstår ikke, hvordan Rasmus kan holde ud at være gift med hende. Jeg mindes ofte den arbejdsomme Emilie, hendes lækre mad og kager… Hvorfor ødelagde Rasmus idyllen med hende? Han kunne ikke holde på sådan en kvinde. Jeg glæder mig dog over, at Basse stadig holder kontakt og forærer mig små gaver. For mig er Emilie stadig min elskede svigerdatter, selvom det kun er fortid. Man værdsætter først noget, når det er væk. Jeanne er bare en ekstra svigerdatter. Jeg har ondt af Rasmus, for jeg tror, Emilie stadig bor i hans hjerte – men den vej er lukket…

KÆRE SVIGERDATTER

Mor, jeg skal giftes med Kirstine. Om tre måneder får vi et barn sammen, meddelte min søn Anders uden omsvøb.

Det overraskede mig faktisk ikke synderligt, for Anders havde allerede præsenteret Kirstine for mig. Men jeg var bekymret over hendes unge alder. Hun var endnu ikke fyldt atten, og Anders havde stadig værnepligt i vente. De var begge bare børn, og nu skulle de allerede giftes, ovenikøbet med en baby på vej.

Det tog lang tid at finde en brudekjole, der kunne passe til Kirstine. Det var heller ikke nemt, når hun allerede var syv måneder henne.

Da brylluppet var veloverstået, flyttede det unge par ind hos Kirstines forældre. Men Anders kom alligevel hjem til mig hver uge. Han lukkede sig inde på sit gamle værelse og bad mig lade ham være. Naturligvis gjorde det mig lidt bekymret som mor.

En dag ringede jeg til Kirstine.
Hvordan går det med dig og Anders? spurgte jeg.
Jo, det går fint, hvorfor spørger du? svarede hun roligt, nærmest uanfægtet.
Kirstine, ved du, hvor Anders er lige nu? prøvede jeg at spørge nærmere.
Annelise, pas nu du bare dig selv. Vi klarer os, det var første, men langt fra sidste gang, hun var direkte ubehøvlet over for mig.
Undskyld, jeg forstyrrede dig, sagde jeg bare og lagde røret på.

Jeg er af natur et roligt og fredeligt menneske, så jeg havde ingen trang til at blande mig mere i deres forhold. Lad dem nu bare klare det selv.

Kort tid efter kom lille Sigrid til verden. Jeg brød mig aldrig rigtig om navnet, så i smug begyndte jeg at kalde mit barnebarn for Sille.

Så blev Anders indkaldt til herrefodsmandstjeneste. Han kom til at gøre sin pligt langt væk. De to år han var væk, besøgte jeg tit Sille og Kirstine. Hver gang jeg så min svigerdatter, lagde jeg mærke til, hvor smuk hun var blevet, næsten for smuk. Det bekymrede mig. Kirstine begyndte på universitetet, og jeg tænkte straks hvad nu, hvis hun ikke venter trofast på Anders?

Jeg mærkede, at Kirstine ikke rigtig holdt af mig. Når jeg kom for at besøge Sille, sukkede hun dybt, skubbede hurtigt barnevognen i armene på mig og sendte mig ud for at gå tur, med et blik der sagde, at mit syn ikke ligefrem glædede hende. Hendes kulde gik lige i hjertet på mig. Kirstine vidste nok, hvad hun var værd. Jeg holdt mig helst på afstand, ville ikke starte en kamp.

Da Anders kom tilbage fra militæret, så det ud til, at alt var godt hos de unge. Sille voksede, Anders forgudede sin hustru, og Kirstine var både smuk og dygtig til alt i hjemmet. Det glædede mig dybt. Således gik femten år i stilfærdig lykke.

Men pludselig ændrede Kirstine sig nærmest over natten. Hun fik kærester og mange af dem. Hun skjulte det ikke engang, men levede livet som hun ville. Man siger her, at man ikke kan holde på koldskålen uden låg. Anders fandt sig i det i tre år. Han elskede Kirstine og led.

Kirstine var både hård og ondskabsfuld overfor ham. Jeg var i chok over hendes opførsel. Jeg sagde aldrig noget til hende om moral, for at være ærlig var jeg næsten bange for hende. Hun havde et blik, der kunne skræmme en præst væk fra prædikestolen.

Anders, hvad sker der mellem dig og Kirstine? Har I problemer? ville jeg have svar på.
Bare rolig mor, det skal nok ordne sig, trøstede han mig.
Jeg havde på fornemmelsen, at han bar på en skyldfølelse og derfor fandt sig i det hele. Til sidst gik jeg til Kirstine. Deres brudte forhold lå mig tungt på sinde.

Kirstine, må jeg spørge dig om noget? sagde jeg forsigtigt.
Annelise, du burde hellere spørge din egen søn, hvad han egentlig laver på kontoret. Min moster arbejder der, og hun har fortalt i detaljer. Kort sagt, DIN søn var den første til at være utro! Kirstine råbte vredt.

Gud, hvorfor blandede jeg mig dog i det? Jeg sagde aldrig noget til Anders. Det måtte gå, som det ville. Man kan ikke gøre alle glade uden at slide sig selv op.

Kirstine og Anders blev snart skilt. Sille blev boende hos sin mor. Anders kastede sig ud i det vilde singleliv, kvinder kom og gik. Brunetter, blondiner, rødhårede aldrig var hans seng kold.

Kirstine giftede sig straks igen. Det var Anders selv, der fortalte mig det. Han græd egentlig, da han sagde det. Kirstine havde altid været god til at tage sig af sine mænd.

Anders’ næste store kærlighed blev Helle. Lille, kvik, selvsikker. Anders var 35, Helle fyldt 40. Han var fuldstændig opslugt af hende, bøjede sig for hvert et ønske.

Hun stillede straks betingelser: et rigtigt bryllup, en lejlighed til hendes datter, hun selv skulle forsørges helt og holdent.

Anders sværmede for hende. Helle, imodsat Kirstine, forsøgte straks at være veninde med mig, insisterede på at bruge fornavn og sige du. Jeg fandt det uvant og, sandt at sige, lidt påtaget. Men jeg undgik konflikter, så jeg spillede med. Alle hendes gaver, betalt af min søns penge, hænger i skabet uden at blive brugt mit hjerte har bare aldrig været med.

Og Helle smiler anstrengt, taler uden varme, og elsker bestemt ikke Anders. Hun har bare fundet sig en pengepung i skikkelse af min søn og stiller urimelige krav, lader som om. Kirstine, modsat, var ganske vist hidsig og uhøflig, men hun gjorde det ægte og elskede Anders.

Helle laver aldrig mad, foretrækker færdigretter fra supermarkedets delikatesse. Engang sagde jeg til hende:
Kunne du ikke koge en lille suppe til Anders? I lever jo kun af rugbrød og pålæg.
Annelise, lær ikke en gammel krage nye tricks, var svigerdatterens svar.

Veninderne kommer først. Ligesindede festaber, der mødes til dyr sauna, driver rundt i caféer og butikker uden mål. Hvis noget ikke passer Helle, følger straks tårer, drama og scener.

Hun skal have alt serveret for sig, og endda med skallen pillet af. Jeg forstår ikke, hvordan Anders kan holde hende ud. Jeg synes hans forhold til Helle er en misforståelse, et rent fejlkøb.

Oftere og oftere mindes jeg den gamle Kirstine. Noget at sammenligne med. Jeg husker hendes ferskvandsfisk i dildsovs, hendes betagende frikadeller, hendes lagkager, der kunne gøre enhver konditor misundelig. Hvorfor kunne Anders ikke holde fast i sådan en kvinde? Han har kun sig selv at takke. Jeg glæder mig dog over, at Sille ikke glemmer mig, og forkæler mig indimellem med små gaver.

For mig vil Kirstine altid være min rigtige svigerdatter, uanset at hun nu “kun” er eksen. Man forstår først værdien af noget, når man har mistet det. Helle er bare en tilfældig efterfølger. Jeg har ondt af Anders. For jeg tror, at dybest inde elsker han stadig Kirstine. Men den vej er lukket nu.

Sådan er livet. Man kan ikke vælge på forhånd, og det er kun bagud, man forstår, hvad der virkelig har betydning. Man bør værdsætte dem, der vil os det godt, mens vi har dem ellers kan livet hurtigt lære os, hvor svært det er at rette op på det, der er tabt.

Rating
Mirabile dictu
Min elskede svigerdatter – Mor, jeg skal giftes med Emilie. Om tre måneder får vi barn, – sagde min søn uden omsvøb. Jeg blev ikke voldsomt overrasket, for jeg havde allerede mødt Emilie. Det var alderen, der bekymrede mig. Hun var ikke fyldt atten, og min søn skulle stadig aftjene sin værnepligt. De var jo ikke andet end børn, men allerede ville de have bryllup – og en baby på vej. Det var svært at finde brudekjole til Emilie, for hendes graviditet var tydelig i syvende måned. Bagefter flyttede de unge ind hos Emilies forældre, men min søn besøgte mig hver uge. Han lukkede sig inde på sit værelse og bad om at være i fred. Det gjorde mig urolig. … Jeg ringer til Emilie. – Går det godt med dig og Rasmus? – Selvfølgelig, hvorfor spørger du? – svarede min svigerdatter roligt. – Emilie, ved du, hvor din mand er lige nu? – prøver jeg forsigtigt. – Gitte, du skal ikke blande dig. Vi klarer det selv, – det var første, men langt fra sidste, uhøflighed mod mig. – Undskyld, jeg forstyrrede, – siger jeg og lægger på. Jeg er fredelig af natur og valgte ikke at blande mig i deres forhold. De må klare sig selv. … Snart fødte Emilie lille Varvara – et navn, jeg ikke kunne forlige mig med, så jeg døbte mit barnebarn Basse. Rasmus blev sendt i militæret. Jeg besøgte ofte lille Basse. Hver gang lagde jeg mærke til, hvor smuk Emilie var blevet. Hun kom ind på universitetet – og der er jo rigeligt med fristelser. Jeg tænkte mit: Hun venter nok ikke på sin mand, denne kønne studine. Emilie var aldrig særlig begejstret for mig. Når jeg kom for at se Basse, sukkede hun betydningsfuldt, rakte mig barnevognen og sendte mig ud at gå – som om hun knap gad se på mig. Emilie kunne sågar fornærme én med sine blikke. Jeg hadede at komme i det hus. … Da Rasmus vendte hjem efter forsvaret, så det ud til, at alt gik fint. Basse voksede, Rasmus forgudede sin hustru, og Emilie havde styr på alt. Sådan gik femten år. … Men så forandrede Emilie sig. Hun fik kærester, mange – og skjulte det ikke. Rasmus tolererede det i årevis. Han elskede Emilie og led. Hun gjorde ham ondt og hånede ham. Jeg var chokeret, men sagde aldrig noget. Jeg var faktisk lidt bange for hende. When she looked at me, kunne jeg mærke det i knoglerne. – Rasmus, er der problemer med dig og Emilie? – spurgte jeg. – Bare rolig, mor, det skal nok gå, – sagde han. Det virkede, som om han selv følte sig skyldig og derfor accepterede hendes opførsel. Jeg besluttede mig for at tale med Emilie. – Emilie, må jeg spørge dig om noget? – Du spørger bare din søn, hvad – og hvem – han laver på arbejdet! Min tante arbejder der, hun har fortalt mig det hele. Din søn var den første til at være utro! – råbte Emilie. Åh Gud – hvorfor blandede jeg mig? Jeg sagde ikke noget til Rasmus. … Emilie og Rasmus blev skilt. Basse blev hos Emilie. Rasmus gik amok, skiftede kvinder som sokker. Emilie giftede sig hurtigt igen. Det fortalte Rasmus – og græd. Hans næste kone blev Jeanne – en lille, stærk og målbevidst kvinde. Jeanne krævede giftermål på rådhuset, lejlighed til hendes datter og garanti for alt. Rasmus gjorde alt for hende. Jeanne ville være dus med mig, men jeg brød mig ikke om hendes måde. Alle hendes gaver – købt for min søns penge – ligger stadig ubrugt i skabet. Hun smiler falskt, er ikke glad for Rasmus, men har ham som pengeautomat. Emilie, til gengæld, råbte nok ad mig, men hun var ægte. Jeanne laver aldrig mad. Alt er fra delikatessen. – Måske du kunne lave suppe til Rasmus engang? – Gitte, lær ikke en skade at pibe, – svarede Jeanne. Hun bruger tiden på venninder, caféer og shopping. Hvis noget ikke passer hende, får vi straks ballade. Jeg forstår ikke, hvordan Rasmus kan holde ud at være gift med hende. Jeg mindes ofte den arbejdsomme Emilie, hendes lækre mad og kager… Hvorfor ødelagde Rasmus idyllen med hende? Han kunne ikke holde på sådan en kvinde. Jeg glæder mig dog over, at Basse stadig holder kontakt og forærer mig små gaver. For mig er Emilie stadig min elskede svigerdatter, selvom det kun er fortid. Man værdsætter først noget, når det er væk. Jeanne er bare en ekstra svigerdatter. Jeg har ondt af Rasmus, for jeg tror, Emilie stadig bor i hans hjerte – men den vej er lukket…