Kære, min egen. En fortælling
Karen havde netop fundet ud af, at hun var vokset op i en plejefamilie.
Hun havde stadig svært ved at tro det. Men der var ikke længere nogen tilbage, hun kunne tale med om det hele. Hendes plejeforældre var begge gået bort med få måneders mellemrum. Først knækkede faren sammen. Han blev sengeliggende og kom sig aldrig. Og snart derefter mistede hun også sin mor.
Karen sad dengang ved morens seng, holdt hendes svage, kolde hånd. Moderen var meget svækket. Pludselig bemærkede Karen, at moren åbnede øjnene en anelse:
Karen, min skat, vi fik aldrig sagt det til dig Det blev ligesom bare aldrig nævnt vi fandt dig jo. Ja, vi fandt dig, ude i skoven. Du græd, var blevet væk. Vi troede, nogen ville komme og lede efter dig. Vi anmeldte det til politiet. Men der var ingen, der spurgte efter dig. Måske var der sket noget, vi ved det ikke. Til sidst fik vi lov at adoptere dig.
Hjemme i kommoden med mine papirer ligger der breve og dokumenter… Læs dem, hvis du vil. Tilgiv os, min pige. Mor er så træt og moren lukkede øjnene igen.
Nej, mor hviskede Karen, mens hun trykkede morens hånd mod kinden, kære mor, jeg elsker dig. Jeg ønsker så inderligt, at du må blive rask.
Men miraklet indfandt sig ikke. Og få dage efter var moren borte.
Hun ville egentlig ønske, at moren ikke havde fortalt det.
Hun sagde dengang intet om morens sidste ord til hverken sin mand eller deres børn. Det var som om, hun glemte det hele, og skubbede mors bekendelse bagerst i sit sind.
Børnene elskede deres farmor og farfar højt. Karen havde ikke lyst til at optrævle alting og forstyrre familien med sandheden.
Alligevel blev hun en dag, drevet af en underlig impuls, nødt til at åbne den mappe, moren havde nævnt.
Avisudklip, forespørgsler, svar. Karen begyndte at læse, og kunne ikke holde op. De kære, elskede forældre!
De havde fundet hende, halvandet år gammel, i skoven. De var begge over fyrre. Havde ingen børn. Pludselig havde de en lille pige, der rakte armene ud mod dem, grædende.
Betjenten fra landsbyen trak på skuldrene ingen havde meldt et barn savnet.
De adopterede Karen. Men moren havde fortsat med at søge efter hendes familie.
Det var dog som om, formålet ikke længere var at finde. Hun skulle blot sikre sig, at ingen ville kræve deres elskede datter tilbage.
Karen smækkede mappe sammen og skubbede den langt ind bag reolen. Hvem behøvede den sandhed?
En uge senere blev Karen pludselig kaldt op til HR:
Karen Kristiansen, der er nogen fra dit tidligere job, der har spurgt efter dig.
Ved siden af personaledamen sad en kvinde på Karens alder:
Hej, jeg hedder Birgitte. Jeg er nødt til at tale med dig, hun så på personaledamen, det handler om Pia Sørensens forespørgsler. Du er vel hendes datter?
Jeg troede, det var noget med arbejdet, udbrød personaledamen irriteret, private sager må I ordne efter arbejdstid!
Birgitte, lad os gå ud og tale sammen, foreslog Karen. De gik udenfor under personaledamens bekymrede blik.
Undskyld mig det her er lidt mærkeligt, men jeg har lovet det, begyndte Birgitte nervøst:
For tre år siden mødte jeg min gamle klasselærer. På skolen i Søllested havde jeg hende i de små klasser. Siden flyttede hun væk og blev gammel og ensom. Hun inviterede mig til kaffe og bad om hjælp til en ting. Hun sagde, hendes datter var forsvundet for mange år siden, som lille. Og at hun skrev sammen med din mor.
Undskyld, Birgitte, min mor er død, og jeg ønsker ikke at beskæftige mig med det, svarede Karen tørt og kiggede væk.
Det forstår jeg, Karen. Men ved du, skolelæreren, Vera Sophie Sørensen, hun er meget syg. Kræft, og de siger, hun har kort tid tilbage. Hun vil så gerne nå at finde sin datter. Hele livet har hun ledt. Hun gav mig endda en tot hår til DNA-test kan du forestille dig det?
Karen var på nippet til at stoppe samtalen, men noget fik hende til at fortsætte:
Sagde du, hun er meget syg?
Birgitte nikkede.
Karen tog forsigtigt den lille plastikpose med håret og aftalte, at de skulle snakkes ved.
En uge senere tog de sammen til hospitalet, hvor Vera Sophie lå.
De gik stille ind på stuen. Vera Sophie så svagt op på dem, let forvirret:
Nå, Birgitte, er det dig! Tak, min pige, hun smilede svagt, næsten genert, og så spørgende på Karen.
Vera Sophie, jeg har fundet hende. Det her er Karen, hun ville selv gerne komme og Birgitte rakte Vera en kuvert.
Hvad er det? Jeg kan dårligt læse selv med briller hendes øjne søgte svar hos de to kvinder.
Det er svaret fra testen, sagde Birgitte roligt og foldede brevet ud, der står her, at I er i familie. Karen er din datter.
Et ændret udtryk spredte sig i Vera Sophies ansigt. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage af glæde:
Mine kære børn, hvor I dog er gode. Tak. Hun rakte armene ud mod Karen:
Kæreste, sikke en lykke. Jeg har fundet dig. Du lever, er smuk, og ligner mig som ung. Min egen lille pige. Hele mit liv har jeg vågnet om natten og syntes, jeg kunne høre dig græde og kalde.
Jeg fortjener ingen tilgivelse.
Du er i live. Nu kan jeg være rolig.
Kort efter gik Birgitte og Karen igen. Vera Sophie var udmattet og gled ind i søvnen.
Tu-sind tak, Karen, du kan se, hun har næsten ingen kræfter tilbage. Du gjorde hende lykkelig.
Få dage senere var Vera Sophie væk.
Karen rev alle papirer fra mors mappe i stykker. Hun ønskede ikke, nogen skulle få kendskab til den sandhed.
For i virkeligheden havde Karen aldrig haft en anden mor. Og Vera Sophie? Måske var det blot en hvid løgn, en nådig handling. Om det var det rigtige, kan kun enhver selv svarer for over for Gud.
Livet lærer os, at kærlighed ikke altid følger blodets bånd men den kan knytte os sammen på tværs af alt.
