Min eksmand nægter stadig at betale en eneste krone til vores børn, og alligevel så jeg ham købe dyre sneakers til sine stedbørn. Jeg beslutter mig for at tage hævn…
Her står jeg nu, hånd i hånd med mine to børn, på vej ind i Fields shoppingcenter, da jeg får øje på ham. Min eks. Ham, der i flere måneder har nægtet at give et øre til børnene, og som altid har “økonomiske problemer”, så snart jeg beder om sko eller skoleudstyr til ungerne.
Men lige der, i den dyreste butik i centeret, står han med sine to stedbørn, og prøver dem dyre sneakers, som om han er direktør for et stort firma.
Jeg mærker blodet stige til hovedet, men i stedet for at skabe drama, tager jeg en dyb indånding og beslutter: “Det her lader jeg ikke bare passere”.
Jeg går roligt hen til butikken, med børnene ved min side, og han lægger dårligt mærke til mig; han er fordybet i sin telefon, mens stedbørnene prøver et par vilde dyre Nike. Ekspedienten samler skoæskerne op.
Undskyld, frøken, siger jeg venligt, har du disse modeller i størrelse 32 og 35?
Ekspedienten ser lidt forvirret ud.
Ja, selvfølgelig. Til…?
Til mine børn, svarer jeg, hvorefter jeg hæver stemmen lidt og retter mig mod min eks: Min mand betaler det hele samlet, ikke sandt, skat?
Min eks kigger forvirret op, som om han er blevet vækket fra sin trance. Hans øjne er på vej ud af hovedet.
Hvad…? begynder han, men jeg sætter mine drenge til at prøve sneakers.
Ja ja, han betaler det hele, bekræfter jeg til ekspedienten. Vi er en sammenbragt familie, forstår du? Dette er hans stedbørn, og dette er vores. Han insisterer altid på, at de alle behandles ens, ikke sandt, skat?
Min eks er rød som en rødbede. Han åbner munden for at protestere, men ekspedienten kommer allerede med skoæsker, og jeg blinker til ham.
De passer perfekt, frøken. Dem tager vi.
Så får jeg øje på nogle vildt flotte korel-farvede løbesko på hylden. Lige min smag.
Frøken, jeg vil også gerne prøve de korel-farvede i størrelse 38.
Til dig? spørger ekspedienten.
Ja, til mig, svarer jeg, mens jeg tager dem på. Hold op, de sidder perfekt. Har du også de klassiske sorte? Jeg skal bruge dem til arbejde.
Flere? får min eks mand fremstammet.
Skat, du skal ikke være nærig, siger jeg mildt. Du ved jo, jeg mangler gode sko til jobbet. Og løbeskoene bruger jeg, når jeg tager børnene med i parken. Hvor mange gange har jeg sagt, at jeg trænger til nye?
Den stakkels ekspedient, der ingen anelse har om det drama der udspiller sig, smiler bare og noterer.
Okay, så otte par i alt, siger hun og begynder at taste på butikkens calculator.
Jeg rejser mig, kysser hurtigt børnene og går hen til min eks.
Tak, skat, jeg skal videre og have købt flere ting. Børnene bliver hos dig, ikke? Kan du ikke aflevere dem hjemme senere?
Før han kan nå at reagere, griber jeg poserne med sko til MINE børn og MIG og går roligt ud af butikken, og føler mig som en dronning.
Det sidste jeg hører er ekspedientens stemme:
“Det bliver 3.700 kroner. Kontant eller med kort, herren?”
Da jeg når ud til parkeringspladsen, griner jeg højt endelig. Hans ansigt var ubetaleligt. Jeg kigger på mine nye sko og tænker: “Sådan det er virkelig retfærdighed”.
Samme aften, da han afleverer ungerne (naturligvis en halv time senere end vi havde aftalt), har han et ansigtsudtryk der ligger et sted mellem fornærmet og slået ud. Stedbørnene var ikke med.
Det, du gjorde, var… begynder han.
Hvad? afbryder jeg med uskyldigt blik. At jeg sørgede for at DINE børn også fik nye sneakers? Der er ingen grund til at takke, skat. Det burde være det mindste.
Han tier et øjeblik, ryster så på hovedet.
Otte par… OTTE. Har du virkelig brug for TO?
Man ved aldrig hvornår man har brug for behagelige sko, skat. Forresten hvor lang tid har du skyldt børnepenge? Se det som et forskud.
Du er skør.
Nej, jeg er træt, svarer jeg. Og det er en forskel. Nu har jeg også rigtig gode sko på.
Han vender sig for at gå, men inden han stiger ind i bilen, hører jeg ham mumle:
“Otte par… det bliver dyrere end bare at betale børnepenge…”
“Præcis, Einstein,” tænker jeg, mens jeg lukker døren.
Børnene løber hen og krammer mig, glade med deres nye sneakers. Jeg tog de korel-farvede på til en aftentur og følte mig som en million.
Var det forkert gjort? Måske.
Fortryder jeg?
Ikke en eneste sekund. Hvad ville du have gjort i min situation?
