Min eksmand gad ikke at give én eneste krone til vores børn, men jeg så ham stå og købe dyre sneakers til hans bonusbørn. Så tænkte jeg: Det skal han ikke slippe så let fra
Der står jeg, arm i arm med mine to børn i Fields (hvor ellers?), og så ser jeg ham min eks. Den samme, som ikke har betalt et eneste øre til børnenes sko eller penalhuse i evigheder, og som altid har økonomiske problemer, bare jeg nævner et par trainers til skolestart.
Men dér stod han i den mest fancy sneaker-butik i hele centeret, med sine to bonusbørn, og de prøvede på dyre Adidas, som om han var direktøren for Mærsk.
Jeg kunne mærke blodet boble, men i stedet for at lave et drama, trak jeg vejret dybt og tænkte: Aha, den skal du ikke slippe uden ridser i lakken!
Jeg nærmede mig roligt, børnehænderne i min, mens han sad fordybet i mobilen, og ungerne hoppede rundt i et par absurd dyre sneakers. Ekspedienten pakkede allerede æskerne sammen.
Undskyld, frøken sagde jeg med mit sødeste smil har I også de modeller i størrelse 32 og 35?
Ekspedienten kiggede lidt forvirret på mig.
Selvfølgelig. Til?
Til mine børn svarede jeg, lidt højere, så alle kunne høre : Min mand betaler for det hele på én gang, ikke sandt, skat?
Min eksmand kiggede op fra mobilen, som om han var blevet ramt af en elbil. Øjnene hans sprang nærmest ud.
Hvad? begyndte han, men jeg satte allerede mine børn til prøve sneakers.
Nemlig, han betaler for alt sagde jeg roligt til ekspedienten. Vi er jo en slags blandet familie. Det her er hans bonusbørn, og det her er vores. Han insisterer altid på, at behandle alle ens, ikke også, søde?
Min eks var rød som en dansk tomat. Han åbnede munden for at protestere, men ekspedienten var på vej med æskerne. Jeg blinkede til ham.
De sidder helt perfekt, frøken. Vi tager dem.
Og så, mens ekspedienten skrev det hele ned, fik jeg øje på et par fantastiske, koralfarvede sneakers på hylden. Lige min stil.
Forresten, har I de der koralfarvede i størrelse 38?
Til damen? spurgte ekspedienten.
Ja, til mig sagde jeg, mens jeg trak dem på. Åh, de sidder som støbt! Har I også de lækre sorte til arbejde?
Flere?? hostede min eks, med skælvende stemme.
Skat, vær nu ikke nærig sagde jeg kærligt. Du ved, jeg har brug for ordentlige sko til jobben. De sportslige er til når jeg skal ud med børnene i Fælledparken. Har jeg ikke sagt til dig i evigheder, at jeg mangler nye?
Stakkels ekspedient stod bare og smilede, mens hun skrev alt op, helt uvidende om det dansk drama, der udspillede sig.
Så bliver det samlet otte par sagde hun, mens hun tikkede i calculatoren.
Jeg rejste mig, kyssede børnene hurtigt og nærmede mig min eksmand.
Godt, skat. Jeg går videre og shopper lidt mere. Børnene bliver hos dig, okay? Så afleverer du dem hjemme senere.
Før han kunne nå at reagere, tog jeg poserne med sneakers til både børnene OG mig, og gik mod udgangen som Om jeg ejede hele centeret.
Det sidste jeg hørte var ekspedientens stemme:
Det bliver fem tusind. Kontant eller med kort, herren?
Da jeg nåede parkeringspladsen, brød jeg ud i latter. Hans ansigt var helt uvurderligt. Jeg kiggede på de nye sneakers i posen og tænkte: Sådan den højere retfærdighed findes!
Senere samme aften, hvor han afleverede børnene (naturligvis en halv time for sent), havde han et udtryk mellem fornærmet og opgivende. Bonusbørnene var ikke med.
Det der, det var startede han.
Hvad? afbrød jeg med mit mest uskyldige blik. At jeg sørgede for at DINE børn også fik nye sneakers? Det er da det mindste, du kunne gøre, skat.
Han slog koldt vand i blodet, og rystede på hovedet.
Otte par OTTE. Skulle du virkelig bruge TO til dig selv?
Man ved aldrig, hvornår man har brug for gode sneakers, skat. Og forresten, hvor mange mdr. har du ikke betalt børnebidrag? Tag det som et forskud.
Du er sindssyg.
Nej, jeg er træt svarede jeg. Det er ikke det samme. Nu har jeg bare dejligt fodtøj.
Han vendte sig for at gå, men før han hoppede ind i bilen, hørte jeg ham mumle:
Otte par det bliver mere dyrt end bare at betale bidraget
Du fatter den, Einstein, tænkte jeg, mens jeg lukkede døren.
Børnene kom springende og krammede mig, lykkelige med deres nye sneakers. Jeg tog de koralfarvede på den samme aften for en tur, og følte mig fantastisk.
Gjorde jeg noget galt? Måske.
Fortryder jeg? Ikke et sekund. Hvad ville du selv have gjort?
