Min ekskone ville slæbe mig i retten for halvdelen af huset, men hun havde ikke regnet med, at jeg allerede havde tænkt det hele igennem

Mit forhold til min eks endte på domstolen klassisk dansk hygge i retslokalet, du ved. Jeg skal ikke stå her og pege fingre; i et parforhold er det altid begge, der har kludret noget sammen.
Men faktum er, at min anden kone fik sig en elsker. Det var en velhavende erhvervsmand, der for mange år siden slog sig ned i Aarhus og senere åbnede et lille kaffehus på Frederiks Allé. Først forsøgte hun at skjule sit forhold til ham, men til sidst var det nærmest dagens samtaleemne på den lokale bager.
Hun tropper så op, lettere storsnudet, og fortæller, at hun lægger sag an om skilsmisse og vil have halvdelen af vores hus. Hun regnede garanteret med, at jeg ville gå i panik, men det var altså kun mig, der havde sparet sammen og købt lejligheden i sin tid. Hun havde altså ikke lagt en eneste krone, men boede der alligevel to år og nu mente hun da bestemt, at hun var berettiget.
Jeg tog det helt roligt ja, nærmest med et skuldertræk og en kop sort kaffe. Jeg tiggede hende ikke om at lade være med at slæbe det for retten. Jeg ventede bare tålmodigt på, at hun skulle tabe sagen og så, som prikken over iet, betale retsafgiften. Jeg havde i forvejen brændt nallerne med min første kone, så jeg vidste, hvad der ventede.
Den retssag trak tænder ud i mere end tre år. Hver gang vi mødtes i retten, eksploderede det i bitter strid og dramatikdet var næsten som at se et afsnit af Matador, bare uden charmen.
Min første (og forhåbentlig sidste) kone var heldig eller måske snedig: hun fandt en ferm advokat, og hun endte med at sagsøge mig for halvdelen af alt, jeg havde. Hun tog sågar den lejlighed i København, som jeg havde arvet fra min far.
Men med den anden kone var jeg snu. Før jeg sagde ja i kirken, havde jeg allerede et hyggeligt hjem, som jeg selv havde banket i stand, men det stod skønt på min brors navn. Ham stoler jeg blindt påefter alle kunstens regler. Så da skilsmissen rullede ind over Danmark som en vinterstorm fra Vesterhavet, havde jeg officielt ikke en krone på kistebunden. Efter første fiasko kan ingen dansk kvinde længere snyde mig økonomisk. Det er vel dét, man kalder at lære af sine fejlmed lidt dansk lune oveni.