Min ekskone ville sagsøge mig for halvdelen af huset, men hun havde ingen idé om, at jeg havde forudset det hele

Mit forhold til min ekskone sluttede underligt nok med et retsmøde i Københavns Byret, som i et mærkeligt mareridt med stærk kaffe og grå efterårsbelysning. Jeg vil ikke begynde at pege fingre eller udpege skurke, for som man siger her, så danser det altid to til valsen, også når kærligheden råber ad hinanden.
Sandt er det dog, at min anden kone fandt sig en elsker; en pæn velhavende mand, der engang for længe siden kom vandrende med DSB til vores stille by, og senere åbnede et lille hyggeligt bageri på Torvet. Først forsøgte hun at skjule alting, som skygge under de danske lindetræer, men til sidst blev hendes affære ligeså åbenlys som regnen på Amagerbrogade.
Hun kom til mig, næsten som et teaterstykke på Bakken, og meddelte uden rysten på stemmen, at hun ville have skilsmisse og kræve halvdelen af vores fælles hjem. Hun håbede vist, at jeg ville blive vred og ryste over Dankortet, men lejligheden var udelukkende købt for mine egne slidsomt tjente kroner jeg havde sparet op krone for krone fra mit arbejde på havnen. Ekskonen havde intet at gøre med lejligheden, ud over at hun havde boet der i to år, og nu gik hun rundt som om hun ejede nøglen til alt.
Jeg mødte det hele med ro, nærmest som om jeg svævede gennem byens morgentåge. Jeg prøvede ikke engang at overtale hende til at droppe retssagen. Jeg ventede bare på, at sagen blev tabt overfor dommerens kølige blik, og at hun måtte punge ud med retsafgiften på tusindevis af kroner. Jeg havde lært lektien min første skilsmisse trak ud som en endeløs dansk vinter. Den slags kampe ender altid med skænderier og ingen latter til sidst.
Første kone fik alligevel hvad hun ville hun fik gennem sin advokat raget halvdelen til sig af alle mine ting. Hun løb med min barndoms hjem, min fars gamle lejlighed et stenkast fra søerne, og jeg sad tilbage, fattigere men mere vågen end før.
Men min anden kone kom ikke til at snyde mig. Før vi blev gift havde jeg allerede skaffet et andet hjem, som jeg selv havde sat istand, og det stod i min brors navn og han er den eneste, jeg stoler ubetinget på. Så da drømmen bristede for anden gang, og skilsmissen blev en kold realitet, var det som om jeg blot stod under det danske gråvejr og så regndråberne ramme mine skuldre: jeg havde ikke noget at miste. Ingen kvinde får nogensinde lokket mig igen, ikke engang i en drøm så mærkelig som denne.