Ekskone…
Det skete for to år siden. Min udstationering nærmede sig sin afslutning, og jeg skulle snart hjem til Odense. Efter at have købt min togbillet havde jeg stadig tre timer tilovers, så jeg besluttede mig for at gå en tur gennem byen. Pludselig, midt på Strøget, kom en kvinde hen imod mig og jeg genkendte hende med det samme.
Det var min første kone, som jeg blev skilt fra for tolv år siden. Karen, som aldrig havde ændret sig, bortset fra at hendes ansigt nu var nærmest skinnende blegt. Jeg var ret sikker på, at vores uventede møde rørte hende lige så meget, som det rørte mig.
Jeg elskede Karen dybt, næsten sygeligt det var også derfor, vores ægteskab gik i stykker. Jeg var jaloux, konstant mistroisk, selv hendes mor fik min fulde overvågning. Så snart hun kom lidt senere hjem, begyndte mit hjerte at slå hurtigt og jeg følte nærmest, jeg var ved at dø.
Til sidst kunne Karen ikke mere. Hun kunne ikke længere holde til mine endeløse spørgsmål: hvor hun havde været, hvem hun havde talt med, og hvorfor hun kom hjem på det tidspunkt. En dag kom jeg hjem fra arbejde med en lille hvalp skjult under jakken, klar til at glæde hende med et sødt indslag i vores liv, men da jeg trådte ind i stuen, var der tomt. Kun en seddel lå på bordet.
Hun skrev, at hun gik selv om hun elskede mig. Hun bad om tilgivelse, hun orker ikke mere, og hun tryglede mig om ikke at lede efter hende
Så, efter tolv år uden kontakt, stødte jeg tilfældigt på hende i denne fremmede by, hvor jeg var på forretningsrejse. Vi talte længe, så længe at jeg pludselig opdagede, jeg nær var ved at komme for sent til min bus. Jeg prøvede til sidst at tage afsked:
– Undskyld Karen, jeg er virkelig nødt til at gå jeg kommer for sent til mit tog tilbage til Odense.
Men så sagde hun:
– Morten, vil du gøre mig en enkel tjeneste? Jeg ved godt, du har travlt, men for alt det gode, vi trods alt havde sammen, sig ikke nej til mig nu. Vil du ikke gå med mig ind i et kontor her tæt på? Det betyder meget for mig, og jeg kan ikke gå derind alene.
Naturligvis sagde jeg ja, men tilføjede: “Det må blive hurtigt!” Vi gik ind i en stor, gammel bygning og gik længe gennem en labyrint af gange og trappeopgange op og ned ad slidte trin. Jeg tænkte ikke over, hvor usædvanligt det var, at folk i alle aldre, fra små børn til gamle folk, gik forbi os i korridorerne. Alt mit fokus var rettet mod Karen.
Pludselig gik hun ind ad en dør og lukkede den bag sig. Lige før hun lukkede, vendte hun sig mod mig og sagde:
– Hvor mærkeligt, egentlig… Jeg kunne hverken være sammen med dig eller uden dig.
Jeg stod tilbage foran døren og ventede på, at hun skulle komme tilbage. Jeg ville så gerne spørge hende, hvad hun mente med sine sidste ord. Men hun kom ikke. Så gik det pludselig op for mig: Jeg skal jo videre! Jeg er ved at komme for sent til bussen!
Jeg så mig omkring og blev bange. Bygningen vi var gået ind i, var forladt der var store, sorte huller i stedet for ruderne, og trappen var væk. Jeg kravlede forsigtigt ned ad nogle løse brædder. Jeg nåede langt over en time for sent til min bus og måtte købe en ny billet for 250 kroner.
Da jeg endelig kom til billetkontoret, fik jeg at vide, at den bus jeg var kommet for sent til, var kørt galt og styrtet ned i åen. Ingen overlevede.
To uger senere stod jeg foran døren til Karens mor, som jeg havde fundet via folkeregisteret. Her fortalte Lisbet mig, at Karen var død for elleve år siden, bare et år efter vores skilsmisse. Jeg troede hende ikke og tænkte, at Karens mor bare ville beskytte sin datter fra mit gamle, jaloux jeg.
På mit spørgsmål om at se graven, nikkede hun overraskende og sagde ja. Nogle timer senere stod jeg ved gravstenen, hvor en smilende Karen kiggede på mig fra billedet kvinden, jeg havde elsket hele mit liv, og som på uforklarlig vis havde reddet mitVi gik sammen i stilhed over kirkegårdens våde græs. Lisbet førte an, indtil hun standsede foran en gammel sten under et birketræ. Navnet på stenen var klart. Karens. Fødselsdatoen og så dødsåret, elleve år tilbage. Mine ben føltes tunge og kolde, og jeg knælede ned, rørte ved det udskårne navn med fingerspidserne. Ingen tvivl. Hun havde virkelig været væk i så mange år.
Men jeg så så tydeligt for mig, hvordan hun stod på Strøget, gled ind og ud af lysene, snakkede med mig. Hendes duft, stemmen, de bange og kærlige øjne. Alt føltes virkelig.
Jeg begyndte at græde. Lisbet lagde hånden på min skulder. Vi sagde ikke mere.
Men på vej væk fra kirkegården, blandet med støvregn og vind i trækronerne, hørte jeg Karens stemme igen den var mild, befriet for uro, som om hun blandt skygger og minder havde bragt mig trygt udenom mit eget endeligt. Hun havde ledt mig bort, denne sidste gang, fordi hun stadig elskede mig.
Siden den dag har jeg aldrig stillet mig selv flere spørgsmål. Nogle bånd ruster aldrig, blev kun brudt for at bære os begge videre.
