Den ekskone
Det skete for to år siden. Min udstationering var ved at lakke mod enden, og jeg skulle snart hjem til Herning. Efter at have købt togbilletten besluttede jeg mig for at slentre lidt rundt i København, nu hvor der stadig var tre timer til afgang. Pludselig nærmede en kvinde sig, og jeg genkendte hende straks.
Det var min første kone, som jeg blev skilt fra for tolv år siden. Lise havde faktisk slet ikke forandret sig, udover at ansigtet var blevet lidt blegere. Det virkede til, at mødet rørte hende lige så meget, som det forvirrede mig.
Jeg elskede hende virkelig på den intense, næsten syge måde, der gør mere skade end gavn. Mit jalousi var uendeligt. Jeg var endda mistænkelig over for hendes mor. Hvis hun så meget som kom ti minutter for sent hjem, galopperede mit hjerte så voldsomt, at jeg troede, jeg skulle falde død om.
Til sidst gik Lise fra mig. Hun kunne ikke holde mine daglige forhør ud altid: hvor har du været, hvem har du talt med, hvorfor var du forsinket? Engang kom jeg hjem fra arbejde med en lille gravhundehvalp gemt under jakken, klar til at overraske hende med noget sødt. Men der var tomt i stuen, og på spisebordet lå en seddel.
På sedlen havde hun skrevet, at hun var nødt til at gå, selvom hun stadig elskede mig. Mit evindelige mistro havde gjort hende færdig. Hun bad mig tilgive og tryglede mig om ikke at lede efter hende…
Og nu, efter tolv års tavshed, støder jeg tilfældigt på hende midt i København, hvor jeg kun var på grund af arbejdet. Vi fik talt en pæn stund, og pludselig slog det mig, at jeg da vist skulle til at skynde mig, hvis jeg ikke skulle misse mit tog hjem til Jylland. Jeg tog mod til mig og sagde:
Undskyld, men jeg bliver nødt til at gå. Ellers misser jeg togturen.
Så siger Lise:
Jens, gør mig en tjeneste. Jeg ved, det er presset, men for alt det gode, vi trods alt havde, kan du ikke afslå. Vil du ikke lige følge mig ind i et kontor, jeg har brug for dig jeg tør ikke gå derind alene.
Naturligvis sagde jeg ja, men understregede: Men det skal altså gå rimelig hurtigt! Vi gik ind i et stort alment hus af en slags og traskede rundt fra den ene fløj til den anden. Op og ned ad trapper gik det, og jeg tænkte, det hele højst havde taget et kvarter. Forbi os kom folk i alle aldre helt fra små børn til folk, der med sikkerhed var tættere på de firs. Jeg undrede mig faktiskt ikke over, hvad børn og gamlinge skulle på sådan en offentlig myndighed. Hele mit fokus var kun på Lise.
Til sidst gik hun ind ad en dør og lukkede den bag sig. Lige, inden hun lukkede, så hun på mig med et blik, jeg faktisk aldrig har forstået, og sagde:
Det er mærkeligt, Jens Jeg kunne hverken være med dig eller uden dig.
Jeg stod og ventede ved døren. Jeg ville så gerne have spurgt hende, hvad hun egentlig mente med de ord, men hun kom ikke ud igen. Så vågnede jeg nærmest af min døs. Pludselig gik det op for mig, at jeg skulle af sted, men stod nu og gloede i evigheder, og mit tog ville afgå snart! Jeg kiggede rundt, og det gav et sæt i mig. Bygningen var tilsyneladende forladt og halvfaldent vinduerne var huller, og trapperne væk. Løsbrædder lå hulter til bulter som eneste mulighed for at komme ud.
Jeg kæmpede mig ned, men da jeg nåede banegården, var toget til Herning kørt for længst. Jeg måtte købe en ny billet for 375 kroner det er altså penge!
Da jeg købte billetten, fik jeg at vide, at det tog, jeg var kommet for sent til, var sporet af og var væltet i Åen. Ingen overlevede.
To uger senere stod jeg foran døren til min eks-svigermor, som jeg havde opsporet gennem folkeregistret. Gerda fortalte mig aldeles nøgternt at Lise var død for elleve år siden, bare et år efter skilsmissen. Jeg troede ikke på hende og var sikker på, at hun bare ville beskytte sin datter mod mit gamle gale jalousi.
Men da jeg, lidt forfjamsket, bad om at blive vist hen til Lises grav, sagde Gerda, ganske roligt, ja. To timer senere stod jeg foran gravstenen. Fra den smilede en kvinde ned til mig, som jeg havde elsket det meste af livet og som på den mest mærkelige måde havde reddet mit.
