Min ekskæreste, Mads, dukkede op en lørdag eftermiddag med et kæmpe bundt blomster, masser af Anthon Berg-chokolade, en gavepose og det skæve smil, jeg ikke havde set i månedsvis. Jeg troede, han kom for at sige undskyld eller for en gang skyld snakke åbent om alt det, der lå imellem os. Det føltes mærkeligt, for efter vi gik fra hinanden, var han iskold og fjern, som om vi næsten aldrig havde kendt hinanden.
Næppe havde han sat foden indenfor min lejlighed på Amager, begyndte han at snakke hurtigt og ivrigt om, hvor meget jeg betød for ham, og at jeg var “kvinden i hans liv”. Han påstod, han havde indset sine fejl, og at han savnede mig. Ordene væltede ud af ham, som havde han øvet sig foran spejlet inden. Jeg stod bare og lyttede realistisk set undrede jeg mig over, hvorfra al denne ømhed pludselig kom, efter måneder uden kontakt. Han trådte nærmere, omfavnede mig og sagde, at vi skulle “genfinde det, der var vores”.
Imens han talte, hev han en parfume fra Matas, et armbånd i sølv og en gaveæske med et kort op af tasken. Det hele var meget romantisk. Han begyndte at forklare, at vi skulle give forholdet en chance mere, for han havde ændret sig, og nu ville han gøre det hele rigtigt med mig. Men jeg kunne ikke slippe følelsen af, at det var for godt til at være sandt så betænksom havde han aldrig været, dengang vi stadig havde hinanden.
Sandheden kom frem, da jeg bad ham sætte sig og direkte spurgte, hvad han egentlig ville. Pludselig kunne han ikke holde styr på ordene. Han forklarede, at han stod med et “lille problem i banken”, og at han havde brug for et lån til et “forretningsprojekt, som også kunne gavne os begge”. Men han manglede kun én ting: min underskrift. I det øjeblik gik det op for mig, hvorfor han pludselig opførte sig så kærligt og overlæssede mig med gaver.
Jeg sagde med det samme, at jeg ikke ville skrive under på noget som helst. Med ét ændrede hans ansigt sig. Smilet forsvandt, han smed blomsterne hårdt på mit sofabord og begyndte at råbe: hvordan kunne jeg dog ikke stole på ham, det her var “hans livs chance”. Han talte, som om jeg skyldte ham noget. Han havde endda frækheden til at sige, at hvis jeg stadig ville have ham, måtte jeg hjælpe ham nu. Det hele brast lige så hurtigt, som det var begyndt.
Da han så, at han ikke kunne overtale mig, skiftede han strategi. Han begyndte at tigge om hjælp han var “færdig uden det lån”, og hvis jeg ville hjælpe, ville han “officielt tage mig tilbage”, så vi kunne “starte forfra”. Det sagde han uden den mindste flovhed, blandende forestillinger om forsoning med sine egne økonomiske interesser. Der gik det først for alvor op for mig, at alt det med blomster, gaver og søde ord kun var et spil for galleriet. Han ville bare have min underskrift.
Til sidst, da jeg gentog at det ikke blev til noget, samlede han alle gaverne sammen igen chokoladen røg tilbage i nettet, parfumen og armbåndet ligeledes. Kun blomsterne lod han liggende på gulvet. Han forlod lejligheden med et par skarpe ord om, hvor utaknemmelig jeg var, og sagde i døren, at jeg ikke skulle påstå, “han ikke prøvede at redde forholdet”. Han smækkede døren så hårdt efter sig, at det buldrede i den lille opgang.
Det såkaldte “forsonings-besøg” varede sammenlagt femten minutter. Moralen for mig blev, at man skal passe gevaldigt på med at tro på folk, der først viser hengivenhed, når de har brug for noget. Det er altid nemmere at sige pæne ord, end at mene dem.
