Min ekskæreste, Anders, dukkede op en lørdag eftermiddag med en kæmpe buket blomster, lækker chokolade, en pose med gaver og det der skæve smil, som jeg ikke havde set i flere måneder. Jeg troede, han kom for at undskylde eller måske tale om alt det, der stadig hang uafklaret imellem os. Det virkede mærkeligt, for efter bruddet havde han været så iskold og fjern, at det føltes som om vi aldrig havde kendt hinanden.
Med det samme han trådte ind, begyndte han at snakke om, hvor meget han havde tænkt på mig, hvor meget han savnede mig, at jeg var hans “livs kvinde”, og at han omsider havde forstået sine fejl. Han talte så hurtigt og indstuderet, at det nærmest lød som et interview, han havde øvet sig på. Jeg stod bare og lyttede og kunne ikke forstå, hvor al den pludselige varme og venlighed kom fra, når han ellers havde ignoreret mig i månedsvis. Han lagde armene omkring mig, trak mig ind til sig og hviskede, at han ville have os til at “finde tilbage til det vi havde”.
Under hans tale hev han en parfume op, et armbånd og en lille æske med et brev. Det hele var så romantisk pakket ind. Han begyndte at forklare, at vi burde give det en chance til, at han havde forandret sig, og at han nu virkelig ville gøre alt rigtigt sammen med mig. Jeg begyndte at føle mig utilpas det hele var simpelthen for meget, for sødt, for poleret. Han havde aldrig været så betænksom, da vi faktisk var sammen.
Sandheden kom frem, da jeg bad ham tage plads og spurgte ligeud, hvad han egentlig ønskede. Pludselig begyndte han at snuble over ordene. Han fortalte, at han havde et “lille bankproblem”, at han manglede et lån til “en forretning, som ville være god for os begge”, og at det eneste han manglede, var en underskrift. Min underskrift.
Så gik det op for mig, hvorfor han stod der så overstrømmende og gavmild med blomster og gaver.
Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville skrive under på noget som helst. I det øjeblik forsvandt hans ansigt og venlighed fuldstændigt. Smilet stivnede, han kastede blomsterne fra sig og råbte ad mig, hvordan jeg kunne nægte at stole på ham, og at det her var hans “livs mulighed”. Han talte til mig, som om jeg skyldte ham alt. Han havde endda frækheden til at sige, at “hvis jeg stadig ønskede ham”, skulle jeg vise det ved at hjælpe ham. Alt ramlede sammen på få sekunder.
Da han indså, at jeg ikke lod mig overtale, skiftede han strategi. Han begyndte at påstå, at han var “fortabt” uden lånet, at hvis jeg hjalp, så ville han “officielt komme tilbage til mig”, og at vi kunne “starte på en frisk”. Han sagde det uden skyggen af skam og flettede uden blusel forsoning sammen med sit økonomiske motiv. Da gik det op for mig, at hele dette skuespil gaver, blomster, de fine ord var et dække for at få min underskrift.
Da jeg for tredje gang nægtede, begyndte han at samle sine gaver sammen han tog chokoladerne, parfumen og armbåndet og lod kun blomsterne ligge på gulvet. På vej ud af døren råbte han, at jeg var utaknemmelig, og at jeg ikke skulle sige, han ikke havde prøvet at redde forholdet. Han smækkede døren bag sig, som om det var mig, der skyldte ham noget.
Al hans såkaldte “forsoning” varede præcis et kvarter. Jeg lærte, at man nogle gange må stole på sin mavefornemmelse og forstå, at nogle mennesker kun kommer forbi, når de har brug for hjælp ikke når de har brug for dig.
