Min eks-svigerinde dukkede simpelthen op til julemiddagen, og vi var alle målløse.
Klokken var præcis 20:47 den 31. december, da dørklokken ringede. Alle gloede på hinanden, som om brandalarmen var gået i gang. Min mor tabte øsen ned i gryden med grønlangkål. Min far pausede “Jul i gamle dage” midt i omkvædet. Og jeg? Jeg var ved at sætte et klejne-fyld i den gale hals.
Venter vi på flere gæster? spurgte min mor hurtigt og scannede stuen, som om hun havde glemt nogen.
Min bror Rasmus løftede blikket fra sofaen, hvor han var i gang med at bygge lego med sin fireårige datter, Frida. Han blev så bleg, at man skulle tro, han havde set et spøgelse.
Det kan ikke passe mumlede han.
Men jo, det kunne det. For da vi åbnede døren, stod der Helle min eks-svigerinde gennem det sidste halve år med en bakke hjemmerørt italiensk salat i den ene hånd og en flaske rødvin fra SuperBrugsen i den anden.
Familien! sagde hun med det bredeste smil. Godt nytår!
Der blev død-stille. Så stille, at man kunne høre kniven, hvis nogen prøvede at skære skinken.
Helle fik jeg fremstammet, mens jeg febrilsk ledte efter de rette ord. Var det ikke?
At Rasmus og jeg er gået fra hinanden? afsluttede hun prompte og trådte ind, som om intet var hændt. Jo jo, klart. Men jeg gik jo fra HAM, ikke fra jer. Eller fejrer vi nytår kun med Rasmus? Nej vel? Det er jo FAMILIEN!
Min mor med hendes uendelige diplomatiske tålmodighed reagerede først.
Tja der er noget om snakken.
Mor! udbrød Rasmus.
Moster Helle! jublede Frida og løb direkte i favnen på hende.
Og lige dér vidste vi alle sammen, at det her var håbløst.
Det blev årets underligste men også hyggeligste og mest absurde middag. Helle satte sig helt naturligt på sin vante plads, hjalp med at skære stegen ud, og rakte helt nonchalant saltet til Rasmus, som om hun aldrig havde været væk.
Har du brug for mere kartoffelmos? spurgte hun ham.
Ja, tak sagde han overrasket.
Snorker du egentlig stadig som en gammel traktor?
Helle, stop nu
Det skal din næste kæreste altså vide. Det er vigtigt.
Jeg HAR ikke nogen ny kæreste!
Perfekt, så har vi god tid.
Min far sparkede mig blidt under bordet for ikke at grine alt for højt. Min mor foregav at være meget optaget af sin vin.
Det mest surrealistiske var gaveudpakningen. Helle havde pakker med til ALLE. Selv til Rasmus en bog om mindfulness og vredehåndtering.
Du kan blive noget hidsig, når nogen glemmer at sortere skrald forklarede hun overbærende, mens han åbnede gaven med sammenbidte tænder.
Men det, der helt fik vores forsvarsparader til at smelte, var, da Frida faldt i søvn på sofaen med hovedet i mors skød og benene på sin far. Helle og Rasmus sendte hinanden dét blik du ved, det blik kun folk med en fortid har.
Du er stadig familie hviskede min mor og lagde hånden oven på Helles. Også selvom I ikke er sammen mere.
Og mens vi stod og vaskede op, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at vi som familie var helt hen i vejret og alligevel så helt igennem vores egne.
Rasmus kom forbi køkkenet med en sovende Frida i armene på vej ud til bilen.
Jeg kører dig hjem sagde han til Helle med et opgivende smil.
Du er en rigtig gentleman! Kan du se, hvorfor jeg giftede mig med dig?
Kan du så også se, hvorfor vi blev skilt?
Men begge to grinede. Jeg kan slet ikke lade være at tænke over, hvordan den her historie mon fortsætter i det nye år.
