Jeg gennemgik en sidst gang vores gamle bolig i landet. Alt ser ud til at være i orden, og børnenes hår er frisert, mens Lars’ ansigt er skyllet. Min svigermor, Astrid Pedersen, sidder på sofaen med sin gave, og rart, hvordan hun virker, som om hun er klar til det. I går ringede Lars og sagde, han skal have overraskende kærener her, da han ankommer idag. Sådan er livet, man kan aldrig på forhånd vidste, hvad der venter. Han har været væk længe – to måneder med arbejde i København for at tjene penge. Det har været svært, jeg og pigerne har måttet leve med os selv herude.
Jeg hugger stadig da vi sidste gang han sagde:
– Lars, hvorfor gør du det her? Vi er en familie, men du er i byen, og vi her i kanten af verden. Hvad kalder man det overhovedet?
– Du græder, som om jeg drager af for altid, min lillesøde. Du ved jo, vi har brug for penge. Tagterne raser, pigerne skal til skole, og der er ingen job herude.
– Selvfølgelig ved jeg det, men det føles forkert. Kanske vi bare flytter sammen?
Han rakte sig fra mig, altså, i sin profesjonalitet, som han plejer.
– Lise, du er lidt skør, hør engang. Det er billigere, hvis jeg rejser alene. Hvis vi alle sammen kommer, er alt, jeg tjener, bare udgifter til lejligheden – du er ikke vant til priserne derovre!
Han har ret, jeg ved det godt. Pengene er vigtige, og jeg kan skaffe et job her i byen, og der er vores bolig her. Men afgrunden i hjertet, når jeg slår ham ud… Også ved jeg, at de taler om mig i byen. At han har dumpet mig, fordi jeg ikke er den, han vil have. Men nu har han sendt en afhængelse – en pengebetaling – som om han vil vise dem. Jeg tager den frem for at stå tilbage.
Når jeg hilser på bankerken, er det med en bluse, som jeg sparer til en dag. Det er en gammeldags ting, men det betyder noget. De siger, at de tror, han har forladt mig, men jeg viser dem min kasse. Og det gør jeg, når halvdelen af byens pensionister er der – så alle ser det. De siger, det er slemt, men de ser, at jeg får det. Min svigermor snakker om mig som en egoist, men hun ved, at Lars stadig er hendes søn. Og han gør det godt, selvom jeg ved, at han ikke tjener så meget herude. Men jeg vil ikke tænke på det. Han har fundet en måde at føre sin familie.
– Heraf, Mø, det er pigen!
Lise, min yngste, råber. Jeg kigger i spejlet, alt ser ud til at være i orden. Det er vigtigt at virke, når jeg har været så længe uden at se ham. Men de naboer, de står hele tiden derude, som om de venter på et teaterstykke.
Når jeg træder ud ad døren, er der forsørgeligt. Lars står der med en veninde, og hun ser ud til at være fra København – høj, med rødt hår og designerjakke. Min mand ser skamløs ud, men jeg mærker med det samme, at han ikke har brug for mig mere. Min svigermor griner, som om det er en fest.
– Jo, Lise, kig dog efter kvindens røv!
– Sådan tænker du altså, i’hed, Astrid? Det er jo Lars’ familie. Og han tjener, han prøver.
– Ja, det gør han. Men du ved, din mand har mest for ende med at finde en fling, ikke?
Hun er altid den samme. Det gør ondt, men jeg holder min stemme rolig.
Nye dage, nye byer, men nogen gange er det bedst at tage det alt sammen.
– HERRRRE, DER ER FLUUUDELIGE!
Min ældste, Emilie, kalder mig. Mit hoved er et kampareal. Lars er inde hos os med den hovedstadskvindelige, og nu er svigermor fristerende. Hun har sagt, at Lars ikke længere er hendes søn. Han er gået i stå mht. huset – han har det på sin egen navn. Det var en gave fra hende til hans bryllup. Sådan har det været herude. Og nu vil han sælge det hele, og tage sin nydod til København.
Jeg føler mig som en person, der er blevet knust. Børnene løber til mig, nej, hun græder, nej, ikke mere. Men jeg ved, at verden ikke er slut, men jeg føler, at den er begyndt at falde sammen.
To herrer kommer med en briefcase – en advokat og en selvfølelse. De siger, at jeg skal ensle mig ud, for huset er solgt. hele byen er samlet. De hilser ikke på mig, de siger ikke noget. De lader bare være – som om det er min skyld.
– Ikke risikere, mæren. Ikke og snakke her. Det er allerede gennemtænkt.
Lars er bare en skygge af ham, jeg kender. Vi er børnebarn uten for en by. Han har ikke mere magt her. Min svigermor griner og hilser på han med den arme, som om hun elsker det hele.
Jeg varmer Brus med Birte Jensen, min nabo. Hun er sød, meget mere sød end min svigermor, som jeg har tabt forståelsen for. Det er ikke en pæn ting, men hun er vores liv.
To år senere…
– Min drøm, så fine piger du har, Lise!
Jeg griner højt. Min brugte pæn jeans er ren, og Emilie og Line har fået deres skolepriser. Vi sidder inde hos Birte, som er mere en mor til mig nu, end min svigermor nogensinde kunne være. Lars er ved at overbevise sig selv om, at han kan få os til at elske ham på ny. Men jeg har lært, at man ikke kan forlade nogen og forvente, at alt forbliver det samme. Harrid har lært, at familien er måske bedre, når man ikke deler det samme navn, men samme stede i en have.
Lars har en idé om, at vi kan have alt sammen igen. Men jeg holder det fra ham. Han vil ikke snakke om, hvorfor han kom tilbage – om at han mangler pengene, eller om han mister Dig.
Jeg har fundet et sted, hvor jeg er fri. Det er i Birtes senglig hjem, ikke i det flænsede hus, der nu er et sted for en familie, der forstår, hvad det betyder at jagte på penge.
I hvert fald for nu – jeg føler, at livet er blevet rigere, selvom der var så meget, der gik galt.
