En nat kom jeg hjem og blev mildest talt overrasket. Min datter var ved at pakke sine ting: tøj, makeup, elektroniske apparater. Jeg spurgte hende, hvor hun skulle hen.
Det viste sig, at min 18-årige datter, Mille, pludselig følte sig voksen. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et lille råb af overraskelse. Mille sagde:
Far, jeg flytter hen for at bo sammen med Emil.
Hvad mener du med, at du flytter? Hvem er den her fyr? Skal vi ikke lige møde ham først? spurgte jeg. Hvem skal betale for det hele? Har han overhovedet forældre? Jeg synes altså, du har lidt for travlt.
Åh, far, slap nu af. Vi lever altså i det 21. århundrede. Jeg er voksen og har mit eget liv! svarede Mille.
Jeg sagde ikke mere. Jeg kunne mærke, at jeg intet kunne gøre. Jeg iagttog, hvordan Mille pakkede sit grej, og sagde stille farvel til det hele. Jeg brugte alligevel aldrig røremaskinen. Min datter pakkede færdigt og gik ud. Fra vinduet så jeg en ung mand hjælpe hende ned til bilen med tingene. Hvis hun nu har besluttet sig for voksenlivet, så må hun jo bare tage konsekvensen! Nu må vi se, hvad det fører til. Næste dag skiftede jeg låsene, man kan aldrig vide, hvad Mille og hendes nye ven kan finde på.
Der gik nogle dage. Mille gav ikke lyd fra sig. Jeg havde ikke regnet med, at hun så hurtigt ville tage hul på voksenlivet. Så ringede hun pludselig:
Far, vil du betale for mit gymnasie?
Jeg fik det dårligt, for min datter ringede nu kun for at spørge om penge til hendes uddannelse. Hun spurgte ikke engang, hvordan jeg havde det.
Nej. Du er jo selvstændig nu. Jeg vil ikke blande mig i dine sager.
Jamen, det var da utroligt. Tak, far! sagde Mille irriteret og lagde på.
Det var præcis, som hun ville have det. Nu må hun lære, hvordan voksenlivet hænger sammen.
Jeg besluttede mig for at lave hendes gamle værelse om til et hjemmekontor. Hun bor jo alligevel ikke her længere. Jeg fandt et fint bord og et par stole. Sengen lod jeg stå i tilfælde af, hun skulle vende tilbage.
Der gik et par uger. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde, da jeg mødte Mille ved hoveddøren med tasker i begge hænder. Hun så bekymret ud.
Mille, hvorfor sagde du ikke, at du kom forbi?
Jeg skammede mig, far. Er du ikke glad for at se mig? spurgte hun og tørrede en tåre væk.
Selvfølgelig er jeg glad for at se dig! Kom indenfor.
Vi gik ind i lejligheden. Mille begyndte at lægge sine ting på plads, men espressomaskinen manglede. Det viste sig, at den var blevet hos vennen. Hans mor havde beholdt den som betaling for kost og logi. Emil er tredive år. Da Mille fandt ud af, at jeg ikke ville betale for hendes skolegang, spurgte hun Emil. Men han havde ikke tænkt sig at tage ansvar for hendes udgifter.
Jeg må indrømme, at jeg undrer mig over, hvad Emil egentlig tænkte, da han hev min arbejdsløse datter hjem til sine forældre.
Livet har lært mig, at man er nødt til at lade sine børn tage deres egne beslutninger også selvom det gør ondt at se dem fejle. Men det er sådan, de bliver rigtige voksne.
Min datter valgte at tage hul på voksenlivet og flyttede sammen med sin kæreste. Men to uger senere stod jeg ved vores opgang og så Anna med tasker – på vej hjem igen.