Min datter og svigersøn efterlod mig med mine børnebørn hele ferien. På min pension skal jeg så fodre og underholde dem.
Nutidens børn og børnebørn er blevet så egoistiske de kræver altid opmærksomhed, pleje og tid, men giver kun ligegyldighed og brok tilbage. Hvad er det for en forbrugermentalitet overfor os ældre? Som om vi ikke har vores eget liv og ønsker nej, vi skal bare sidde som gratis babysittere. Men hvis *jeg* beder om hjælp, er alle pludselig for travle, som om jeg var en fremmed.
Min datter har to sønner den ældste på 12, den yngste på 4. Jeg bor i en lille by udenfor Aarhus, og alt jeg har er en beskeden pension og den dyrebare stilhed. Jeg ved ikke, hvordan min datter og hendes mand opdrager dem, eller hvad der foregår i skolen, men drengene er blevet dovne som ældre hunde. De rydder ikke op efter sig, ikke engang sengene det ligner en tornado har været forbi. Og maden? De vender næsen op ad min hjemmelavede suppe og kræver pizza og slik. En ren straffedomme!
Da børnebørnene var små, hjalp jeg min datter alt, hvad jeg kunne legede med dem, passede dem, løb i Rema efter bleer. Men i de seneste fem år, siden jeg gik på pension, har jeg prøvet at trække mig lidt fra rollen som evig barnepige. I år, da jeg kiggede på kalenderen før efterårsferien, sukkede jeg lettet: ingen lange weekender i starten af november. Godt, tænkte jeg så rejser de ikke, og jeg kan få en stille uge. Åh, hvor jeg tog fejl!
Søndag aften, lige før ugen skulle starte, ringede det på døren. Der stod min datter, Mette, med de to drenge. Inden hun overhovedet sagde goddag, smed hun dem ind ad døren:
*”Mor, hej! Tag imod børnebørnene, ferien er begyndt!”*
Jeg stod målløs.
*”Mette, hvorfor sagde du ikke noget? Hvad er det for en overraskelse?”*
*”Hvis jeg advarede dig, fandt du på tusind undskyldninger for ikke at tage dem!”* svarede hun og trak jakkerne af drengene. *”Mads og jeg skal på wellness i en uge jeg er helt udkørt!”*
*”Vent, hvad med arbejdet? Der er ingen ekstra fridage i år!”* prøvede jeg at regne ud, mens panikken steg.
*”Vi har taget feriedage, Mads tog nogle af sine egne. Mor, der er ikke tid til forklaringer, vi skal nå toget!”* Hun gav mig et hastigt kindkys og forsvandt ud ad døren, efterlod mig med to kufferter og to hyperaktive børn.
Inden for fem minutter lignede mit hjem en bombeet efterladenskab. Fjernsynet brølede, jakker og sko lå spredt i hele entréen, og drengene løb rundt som en hvirvelvind. Jeg prøvede at få dem til at rydde op, men de ignorerede mig totalt, som om jeg var usynlig. Min grøntsagssuppe var de for fine til de grinede og insisterede på, at mor havde lovet dem burgers. Så gik tåbeligheden grænser.
Jeg greb telefonen og ringede til Mette:
*”Datter, dine børn kræver burgers! Jeg har ikke tænkt mig at købe sådan noget!”*
*”Jeg har allerede bestilt via Wolt,”* svarede hun irriteret. *”Mor, de spiser ikke din suppe, det ender altid i skænderier. Tag ud et sted, underhold dem, få noget ordentlig mad! Du klager jo altid over, at de dræner dig derhjemme!”*
*”Og hvordan skal jeg betale det? Med min pension?”* protesterede jeg, mens vreden boblede op.
*”Hvad bruger du den ellers på? Det er da dine børnebørn, ikke fremmede! Jeg kan ikke fatte, at du siger sådan!”* Hun smækkede røret på.
Sådan var det. Nu var jeg alene med kaosset. Hele mit liv har jeg knoklet for min datter arbejdet dobbelt, sparet hver en krone, så hun kunne få det godt. Og nu, i mine ældre dage, får jeg denne “tak”! Jeg dirrer af vrede og frustration over uretfærdigheden.
Jeg elsker mine børnebørn, det gør jeg virkelig. Men de keder sig hos mig, og jeg bliver træt af dem aldersforskellen er for stor, jeg har ikke energien til at lege hele dagen. Men min datter tror, jeg er en gratis dagpleje, at min tid og penge tilhører hende og hendes børn. *Deres* rettigheder, *mine* pligter. Egoister, rene egoister! Og så sidder jeg her, ser på denne røre, hører deres skrig og tænker: er det her virkelig min alderdom? Har jeg fortjent ikke andet?
