Jeg husker tydeligt chokket, min mand Jesper og jeg følte, da vores datter, Mille, sagde hun ville giftes. Hun var jo kun 18 år gammel. Det var umuligt at få Mille til at overveje sagen en ekstra gang.
Min svigermor spurgte hende selvfølgelig ud:
Min pige, venter du barn?
Nej, farmor.
Millles forlovede, Viktor, var kun to år ældre end hende. Vi talte sammen med hans forældre og blev enige om, at brylluppet skulle holdes hjemme hos os i Odense. Det var Mille bestemt ikke tilfreds med.
Ej, helt ærligt! Kan vi ikke gøre noget mere moderne?
Vi diskuterede frem og tilbage i det uendelige, men endte med, at receptionen skulle være på en restaurant. Mille insisterede på den dyreste løsning. Både vi forældre og Victors forældre var ganske utilfredse.
Så begyndte Mille at græde:
Man bliver jo kun gift én gang!
Både vi og Victors forældre blev nødt til at tage et lån. Mille fik også lige akkurat den diamant-ring, hun havde ønsket sig. Sammen fandt vi en fantastisk kjole til hende.
Til at begynde med havde vi tænkt os bare at køre til rådhuset i vores gamle Toyota, men Mille var bestemt ikke tilfreds.
I må leje en Mercedes!
Jesper forsøgte at forklare, hvor dyrt det var.
Men det er vigtigt for mig!
Så vi lejede en Mercedes til brylluppet. Da dagen endelig kom, var vi alle sammen både fysisk og psykisk udmattede. Hele arrangementet havde kostet os over 80.000 kroner. Mille og Viktor blev skilt et halvt år senere.
Mille kunne bare ikke lide at være gift. Hun brokkede sig konstant over sin mand.
Jeg kom til at tænke på, hvordan det var, da Jesper og jeg blev gift for over tyve år siden. Jeg havde en pæn top og nederdel på, og Jesper stod og ventede på mig foran rådhuset med en buket tulipaner. Det har givet os et godt ægteskab, og vi har et barn sammen. Intet stort bryllup har betydning for, om livet sammen bliver lykkeligt eller ej.
Jeg er bestemt ikke modstander af bryllupper men alt med måde. Jeg håber inderligt, at Mille næste gang vil være mere forsigtig.
