Min mand og jeg har altid været et ordentligt og anstændigt ægtepar. Dette var vores første og eneste ægteskab, og nu har vi levet sammen under samme tag i femogtyve år. Aldrig har vi hævet stemmen til hinanden foran vores datter; vi har altid forsøgt at vise kærlighed og omsorg i hjemmet. I det store hele har vi haft et lykkeligt ægteskab. Jeg havde håbet, at når vores datter så, hvordan vi levede sammen, ville hun tage dette gode eksempel med sig og selv bygge sin egen familie engang. Man siger jo i Danmark, at “børn lærer af det, de ser hos deres forældre.”
Men her begyndte bekymringerne at melde sig. Vores datter, Stine, er endnu ikke blevet gift, men hun har fået sig en kæreste. For to år siden døde min mor, og Stine arvede den lille lejlighed i Vanløse. Min mand og jeg blev enige om, at lejligheden en dag tilfaldt Stine. Nu har hun fortalt os, at hun er flyttet derhen sammen med kæresten.
Vi har aldrig haft noget imod, at hun har et eget liv. Men denne kæreste er ganske enkelt en skuffelse. Han løfter ikke en finger i hjemmet og tager sig slet ikke af de opgaver, man ellers ville forvente, som at fikse en dryppende vandhane eller skifte en pære. Når noget går i stykker, så ringer Stine straks efter sin far, der må cykle hele vejen over med værktøjskassen. Jeg har spurgt hende flere gange, hvorfor kæresten ikke hjælper, men hun siger ikke noget. Hun lover bare, at han nok skal tage sig sammen snart.
For nylig fandt jeg ud af, at han ikke har job. Så ingen indkomst kommer fra ham, og hele det økonomiske ansvar hviler nu på Stines skuldre. Hun arbejder på både café og bibliotek for at få enderne til at mødes for dem begge to. Jeg tvivler på, om hendes kæreste virkelig bekymrer sig om hende.
Jeg sagde til hende, at hun træffer et dårligt valg. Men det preller af. Hun tror på, at han nok skal ændre sig, og at alt ender godt. Hun elsker ham. Og jeg elsker min datter, og det smerter mig dybt i hjertet at se det.
